Jan Rytkjær Callesen
svarer
Sophie Løhde

Jan Rytkjær Callesen (DF) spørger ministeren for offentlig innovation, om ministeren kunne forestille sig en model, hvor kommunerne stillede medarbejdere med de rette it-kompetencer til rådighed for mindre private skoler og private daginstitutioner, som ikke har it-medarbejdere til rådighed, således at disse institutioner derigennem ville kunne få hjælp af kommunen til at sikre, at deres websteder og mobilapplikationer lever op til tilgængelighedsstandarderne

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 126, Spørgsmål 5
Kunne ministeren forestille sig en model, hvor kommunerne stillede medarbejdere med de rette it-kompetencer til rådighed for mindre private skoler og private daginstitutioner, som ikke har it-medarbejdere til rådighed, således at disse institutioner derigennem ville kunne få hjælp af kommunen til at sikre, at deres websteder og mobilapplikationer lever op til tilgængelighedsstandarderne?

Svar fra tirsdag den 8. maj 2018
Som tidligere beskrevet er der en række årsager til, at regeringen har valgt at foreslå undtagelse af private skoler og privatinstitutioner, herunder bl.a. følgende:



De private skoler og privatinstitutioner er ikke omfattet af gældende aftale fra 2008 vedrørende tilgængelige hjemmesider og skal dermed ”starte forfra”.

Som anført i svaret på spørgsmål 4 vil det kunne medføre betydelige omkostninger for de enkelte skoler og privatinstitutioner.



De private benytter ikke på samme måde som offentlige skoler og dagsinstitutioner kommunens eller andet tilsvarende websted, hvor de kan trække på medarbejdere med tilgængelighedskompetencer til fx undervisning, support og lignende samt brug af centralt indkøbt it-løsning til websteder, såkaldte content management systems (CMS).



Lovforslaget afspejler på undervisningsområdet den traditionelle afgrænsning af den offentlige forvaltning i dansk ret, jf. Forvaltningsloven § 1, stk. 1 og 2.

Det giver skoler uden for den offentlige forvaltning mulighed for at finde gode lokale løsninger, uden specifikke og ensartede krav fra centralt hold.



Privatinstitutioner efter dagtilbudslovens § 19, stk. 5, er undtaget, da de typisk vil være små og have svært ved at leve op til tilgængelighedskravene og vil ikke nødvendigvis have ansat medarbejdere med de rette kompetencer til at sikre tilgængeligheden af deres websteder.



Det fremgår af høringssvaret fra Daginstitutionernes Landsorganisation, at opgaven med at sikre tilgængelighed vil lægge en byrdefuld opgave på små privatinstitutioner. Det fremgår endvidere af høringssvaret fra Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier, at de benytter en bred vifte af digitale lærings og undervisningsmidler, som det kan være yderst svært at gøre tilgængelige.



Derudover fremgår det af høringssvaret fra Danmarks Private Skoler, at de frie skoler historisk er undtaget fra en række statslige bestemmelser og principper. Traditionelt har der fra politisk og administrativ side være opmærksomhed på, og forståelse for, at de frie skoler netop er selvejende ikkeoffentlige institutioner, som i høj grad skal kunne virke uafhængigt af de krav, som måtte stilles til offentlige skoler og institutioner.

Digitaliseringsstyrelsen har oplyst mig om, at man har været i dialog med KL om den skitserede model.

KL har i den forbindelse oplyst, at man ser en række udfordringer ved modellen, og man forventer, at såfremt kommunerne skal yde denne bistand, vil det skulle finansieres enten ved bloktilskud, eller ved at den enkelte institution betaler for ydelsen.

Da modellen – udover at stride mod de hensyn, der har begrundet undtagelse af de private skoler og privatinstitutioner i lovforslaget – desuden må forventes at føre til økonomiske krav fra kommunerne, vurderes den skitserede løsning ikke at være hensigtsmæssig.
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024