Christoffer Aagaard Melson
svarer
Simon Kollerup

Christoffer Aagaard Melson (V) spørger erhvervsministeren, Simon Kollerup, hvad der gør prøveudtagning nødvendig

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 179, Spørgsmål 2
Lovforslaget indeholder ikke mange bemærkninger om antallet af prøver, som kan udtages, og det fremgår således alene, at kontrolmyndigheden kun udtage de produkter, som er nødvendige for en effektiv kontrol (side 70, spalte 1, afsnit 2). Vil ministeren redegøre for, hvad der gør prøveudtagning nødvendig samt hvilke kriterier, der anvendes i forhold til antal og proportionalitet?

Svar fra mandag den 18. maj 2020
Et væsentlig formål med forslaget til lov om produkter og markedsovervågning er at sikre en effektiv kontrol af de produkter, som lovforslaget omfatter. Det indebærer, som det allerede er tilfældet i dag, at et produkt skal kunne udtages til kontrol med henblik på en vurdering af, om produktet er i overensstemmelse med reglerne.

En effektiv kontrol indebærer også, at kontrollen kan ske på forskellige måder, alt efter situationen. Her er prøveudtagning et nødvendigt redskab, der giver kontrolmyndigheden mulighed for at foretage en mere dybdegående vurdering af produktet, f.eks. i form af en ekstern teknisk undersøgelse.

Det følger af EU’s forordning om markedsovervågning og produktoverensstemmelse artikel 11, at markedsovervågningen skal være effektiv, herunder at der skal være passende kontrol af produkternes egenskaber, både i form af dokumentbaseret kontrol, fysisk kontrol og laboratorieundersøgelser baseret på et passende antal prøver, hvis det er relevant. På den baggrund er det påkrævet efter forordningens artikel 14, at myndighederne bl.a. får beføjelse til at erhverve produktprøver.

Ligeledes følger det af forordningens artikel 15, at kontrolmyndigheden kan opkræve alle omkostninger forbundet med kontrolaktiviteterne fra den relevante erhvervsdrivende i tilfælde af manglende overensstemmelse.

Lovforslagets bestemmelse om udtagning af produkter er i overensstemmelse med de nævnte artikler.

Det er ikke hensigten med bestemmelsen, at den skal udgøre en byrde for regelrette virksomheder. Det betyder også, at virksomhederne med visse undtagelser kan få produktet tilbage efter endt kontrol.

Hvornår det er nødvendigt at udtage et produkt beror altid på en konkret og individuel vurdering. I nogle situationer vil det være nødvendigt at udtage mere end ét produkt, f.eks. hvis der skal ske destruktive tests af mobilopladere for at undersøge brandsikkerheden, eller hvis der er en formodning om en fejl af generel karakter ved en gasregulator.

I andre situationer kan det være tilstrækkeligt at udtage et enkelt produkt.

Dette gælder f.eks. hvor et enkelt produkt udgør et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om produktet generelt er i overensstemmelse med reglerne, eller hvor hensynet til den erhvervsdrivende og produktets værdi overstiger kontrolmyndighedens behov for at udtage mere end ét produkt.

Endelig vil det for nogle produkter ikke være hensigtsmæssigt at udtage produktet, f.eks. hvor produktet har en størrelse eller karakter, der gør, at det vil være uforholdsmæssigt omkostningsfuldt at udtage produktet. Vurderingen vil således altid bero på en proportionalitetsvurdering, hvor det skal overvejes, om der findes andre og mindre indgribende måder at kontrollere, om det pågældende produkt er i overensstemmelse med reglerne.
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024