Sønderlemmende kritik: Organisationer opfordrer Tesfaye til at droppe asyllejr-lov
Et lovforslag, som skal gøre det muligt at sende asylansøgere til en modtagelejr i udlandet, får en hård medfart i høringssvar fra en række organisationer.
Maja Hagedorn
RedaktionschefEn "uhensigtsmæssig, uansvarlig og usolidarisk" idé med "gennemgribende konsekvenser" og et folketing, der "reelt agerer i blinde".
En række organisationers modstand mod et udkast til udlændingeminister Mattias Tesfayes (S) lovforslag om asyllejre uden for Europas grænser er massiv.
Det fremgår af høringssvarene til forslaget, der blev afleveret torsdag. Flere opfordrer ligefrem ministeren til helt at droppe forslaget.
Danmark kan ikke uddelegere sit menneskeretlige ansvar over for mennesker på flugt, der har søgt om beskyttelse.
Institut for Menneskerettigheder
Amnesty International "anbefaler på det kraftigste, at lovforslaget forkastes", og Dansk Flygtningehjælp mener også, at idéen bør ende sine dage i papirkurven på ministerkontoret.
"Den foreslåede ordning om overførsel af asylansøgere til tredjelande er uhensigtsmæssig, uansvarlig og usolidarisk," skriver generalsekretær Charlotte Slente.
Et fundamentalt brud
Forslaget er et af regeringens helt store prestigeprojekter på udlændingeområdet.
Det skal sikre det juridiske grundlag, så det er muligt at sende asylansøgere til et modtagecenter i et tredjeland – der endnu ikke er sat navn på – langt fra Danmarks og Europas grænser. Her skal de opholde sig, mens de får behandlet deres sager.