Riksdagen går forrest i protest mod EU-bankpakke

BANKER: Den svenske Riksdag afviser en såkaldt EU-bankpakke som foreslået af EU-Kommissionen. Enhedslisten vil nu have forslaget op i Europaudvalget og håber på at få EU-forslaget bremset.
Morten Øyen
Det svenske parlament, Riksdagen, vil i modsætning til den svenske regering og EU ikke være med til at oprette et EU-netværk af bankafviklingsfonde, der skal sikre, at bankkonkurser i fremtiden ikke sker på skatteydernes bekostning eller destabiliserer finansystemet.

Beslutningen blev truffet i Riksdagens finansudvalg i sidste uge, hvor der var enighed mellem oppositionen og regeringspartierne. Den formelle svenske holdning afgøres først ved en afstemning i parlamentet i starten af oktober, men beslutningen er i praksis taget, skriver svenske medier.

Krav om nærhed
Den franske EU-kommissær for det indre marked, Michel Barnier, foreslog i maj et EU-netværk af nationale fonde, betalt af bankerne selv, som kan finansiere alle udgifterne, når resterne af en krakket bank et sted i Europa skal samles op.

På den måde vil det ikke længere være skatteyderne, der skal rydde op efter banker, der har levet over evne, lød det i maj fra kommissæren.

Men forslaget får altså ikke opbakning i Sverige, der er et af de første lande, der har forholdt sig til spørgsmålet. Ifølge svenskerne bør de nationale fonde i stedet kun have et nationalt ansvar og ikke hæfte for bankers dårligere økonomi andre steder i Europa. Den "kreditmekanisme", der ligger i kommissærens forslag, vil desuden appellere til at unddrage sig et nationalt ansvar, lyder det fra det svenske finansudvalg.

Dansk opbakning
Og det synspunkt får opbakning i Folketinget. Her vil Enhedslistens EU-politiske ordfører Per Clausen tage sagen op i Folketingets europaudvalg, og om nødvendigt stille et forslag i folketingssalen om at støtte den svenske Riksdags protest.

"Det virker urimeligt, at danske penge skal gå til at redde banker i andre EU-lande, hvis fallitten for eksempel skyldes utilstrækkelig kontrol i det pågældende land," siger Per Clausen i en pressemeddelse.

Frem til 6. oktober skal spørgsmålet om en EU-bankpakke diskuteres i medlemslandene, og på baggrund af medlemslandenes holdninger, vil Kommissionen i oktober fremlægge mere detaljerede forslag om udarbejdelse af en ny ramme for krisestyring og om den planlagte vedtagelse af lovgivningsforslagene.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024