100 år siden: I den ellevte time endte det neutrale Danmarks blodigste krig

Tiden går. Hvert øjeblik tager den unge soldat Mathias Møller uret frem. Alle soldaterne har fået uret nøje indstillet.

Der er så stille, og der falder ikke et skud fra hverken deres eller modstanderens side.

Der ligger en spænding i luften. Er det nerverne, der reagerer? De bliver alle stående med uret i hånden. Fem minutter til – fire, tre, to, et, et halvt. Og så 12.59.

På klokkeslættet trækker kanonererne i snorene.

"Der går en rysten gennem jorden. En orkan rejser sig i luften. Øredøvende brag. Hundreder af kanoner spyer ud, hvad de kan. Man skulle tro, det er jordens undergang. Den overgang fra stilhed til sydende helvede er forfærdelig."

"Vi dukker uvilkårligt hovederne. De lettere granater går med et isch-isch-isch så lavt over os væk, at man skulle tro, de ville rive hovedet af os. Højere oppe de svære kalibre med deres tunge lu-lu-lu-lu. Sekunder senere går jerntæppet ned over den fjendtlige stilling foran os. Eksplosion spreder jernet i alle himmelretninger. Ild og jord står i ét. Røg og jord står i store søjler mod himlen. Hele området er en sydende heksekedel."

Den unge Mathias Møller fra Sønderborg, der her beskriver rædslerne ved Vestfronten, var blot én af de op mod 30.000 sønderjyder, der deltog i Første Verdenskrig på tysk side. Efter nederlaget i 1864 havde mange dansksindede fået tysk nationalitet, og ved krigsudbruddet i 1914 blev de indrulleret i den tyske hær. Samtidig skønnes det, at omtrent 4.000 dansksindede deltog i allieret tjeneste.

Tallet varierer, men det vurderes, at et sted mellem 5-6.000 danskere mistede livet ved fronterne. Det gør krigen til den blodigste for Danmark i nyere tid – langt foran 1864 og tabene under Anden Verdenskrig.

Den glemte krig
Ikke desto mindre er verdenskrigen 1914-18 groft sagt gået i glemmebogen i dansk sammenhæng. Danmark var som neutral nation placeret i udkanten af krigsskuepladsen og undgik, i modsætning til Anden Verdenskrig, at blive besat. Krigen har for danskerne aldrig stået som det store nationale traume, den har været for de krigsførende nationer.

I sit digre og fremragende værk, Den store krig, mener Nils Arne Sørensen, at forklaringen skal findes i, at besættelsestiden er blevet forstået som national eksistenskamp og derfor – sammen med nederlaget i 1864 – indtager en central plads i vores historiske selvbilleder.

"Den samme plads har Første Verdenskrig slet ikke, og resultatet er, at denne krig mere eller mindre er gledet ud af Danmarkshistorien."

"Det er blevet krigen, 'vi' undslap, og som 'vi' derfor heller ikke behøver tænke videre over."

Urkatastrofen
Anderledes forholder det sig for mange af vores europæiske naboer og øvrige krigsførende nationer. Her anses Første Verdenskrig stadig som Den Store Krig, og den amerikanske historiker George F. Kennan har karakteriseret krigen som "the great seminal catastrophe of the 20th Century" – den afgørende katastrofe i det 20. århundrede. I tysk oversættelse er det blevet til Urkatastrophe.

En rammende beskrivelse. Første Verdenskrig var ulykken, hvoraf de efterfølgende ulykker udsprang.

Krigen førte med al sin rædsel og død til fire imperiers sammenbrud. Østrig-Ungarn, det tyske kejserrige, Osmannerriget og det russiske zardømme forsvandt. På ruinerne opstod nye stater og styreformer.

"Efter et demokratisk mellemspil skulle det vise sig, at de fleste af dem var modbydelige. Værst var nazismen og kommunismen, som begge blev præget af at være blevet født i og af krigen," skriver Nils Arne Sørensen.

Han pointerer, at man kan se en sammenhæng ikke bare mellem de to verdenskrige som en moderne trediveårskrig, men også med Europas historie frem til den europæiske kommunismes sammenbrud 1989-91.

Krigens betydning for Europas og dermed også Danmarks historie og udvikling kan ikke underdrives. Og den burde som sådan fylde mere i danskernes bevidsthed, end tilfældet er.

Det neutrale puslingeland
Midt under Første Verdenskrig beskrev Jeppe Aakjær i et digt Danmark således: "Du pusling-land, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge".

Det er et af de citater fra krigsårene, der fortsat lever videre, men Nils Arne Sørensen nuancerer den fremstilling.

"Det er selvfølgelig rigtigt, at krigens kerne i form af blodige og forfærdelige krigshandlinger og overgreb på civile gik Danmark og de allerfleste danskere forbi, men derfra til at kalde krigsårenes danske historie for hyggelig er der et langt spring."

Krigens inderste dødbringende væsen kom meget tæt på danske søfolk. Og selvom krigskonjunkturerne skabte gullaschbaroner og andre nyrige, er forskellen mellem Danmark og de krigsførende lande begrænset, når man ser på forhold som dyrtid, varemangel, bolignød og rationering.

At Danmark gennem krigsårene overhovedet kunne opretholde neutraliteten var langtfra nogen selvfølge.

I krigens første timer stillede Tyskland den danske regering det vanskelige ultimatum, at hvis ikke Danmark selv tog skridt til at minere bælterne, ville tyskerne gøre det.

Den første mulighed ville af Storbritannien kunne tolkes som et brud på Danmarks neutralitet, den anden ville indebære en krænkelse af neutraliteten, som Danmark ville være tvunget til at forholde sig til, enten ved at affinde sig med den eller modsætte sig; ren kapitulation eller direkte krigserklæring.

Den danske regering, kongen og de militære ledere endte i skæbnestunden med at efterkomme den tyske anmodning, og den britiske reaktion skulle vise sig at være langt mere afdæmpet, end man havde forventet. Briterne anerkendte danskernes vanskelige stilling og vurderede, at det kun ville gøre ondt værre, hvis man skubbede Danmark længere ind i et tysk favntag.

I videoklippet nedenfor redegør daværende udenrigsminister, Erik Scavenius, blandt andet for Danmarks stillingtagen i sagen.

Diplomatiets troldmand
Hvad der kom til at spille en altafgørende rolle i forhold til løbende at fastholde og sikre Danmarks neutralitet gennem krigsårene, var udenrigsminister Erik Scavenius' utrættelige og ihærdige diplomati.

Hans eminente dans på knivsæggen mellem Tyskland og Storbritannien gav Danmark en vis handlefrihed betinget af de to stormagters modsatrettede interesser. Det gjorde det muligt at opretholde ikke kun neutraliteten, men også den lukrative samhandel til begge sider, og Danmarks økonomi holdt sig også mere end flydende krigen igennem.

"Scavenius var en mester i dette spil," skriver Bo Lidegaard i En fortælling om Danmark i det 20. århundrede.

"Ingen var i tvivl om, at det i høj grad skyldtes hans evige forhandlinger med Berlin og London, at kunststykket lod sig gennemføre. Han vandt respekt, ikke kun i Danmark, men også i de hovedstæder, der afgjorde Danmarks skæbne."

Det var dog ikke kun de to landes skrøbelige og modvillige accept, der truede neutraliteten. Hjemme gnavede en orm i kødet, selvom – næsten – ingen talte om den:

"Det kunne ikke undgås, at mange i deres stille sind håbede på Tysklands nederlag og dermed på en mulighed for en genåbning af det evigt nagende spørgsmål om Nordslesvigs nationale tilhørsforhold. At antyde noget i den retning ville være fatalt for tilliden i Berlin."

Dertil skulle man være yderst varsom med den fremtidige strategi for en eventuel genforening, påpeger Bo Lidegaard:

"Det ville være farligt at udnytte en midlertidig svækkelse af Tyskland til at aftvinge sig fordele, som Berlin med sikkerhed ville ønske tilbage med renter og renters rente, den dag magtbalancen igen tippede til Tysklands fordel."

Styrkeforholdet var så ulige, at Danmark ganske enkelt ikke havde råd til igen at blive Tysklands fjende – selv ikke, hvis Tyskland havde tabt en verdenskrig.

Mareridtet ender
Og det var i den retning, tingene udviklede sig i efteråret 1918. En sidste, næsten desperat offensiv ved vestfronten var slået fejl, og i september opfordrede den tyske overkommando regeringen til at indlede fredsforhandlinger.

Om aftenen 7. november 1918 krydsede tyske forhandlere frontlinjen og blev ført til de allieredes øverstkommanderende, marskal Fochs, hovedkvarter i en jernbanevogn i Compiègne-skoven. Her fremlagde Foch næste formiddag de allieredes våbenhvilebetingelser og gav tyskerne 72 timer til at acceptere dem. Krigen rasede videre, indtil de tyske forhandlere omsider modtog regeringens godkendelse om aftenen 10. november.

Efter en sidste forhandlingsrunde blev våbenhvilen endelig skrevet under klokken 5.10. Den skulle træde i kraft på det tidspunkt, hvor Fochs ultimatum til de tyske forhandlere udløb. Det var klokken 11.

Mange steder på Vestfronten fortsatte kampene helt frem til våbenhviletidspunktet, næsten seks timer efter underskrivelsen af våbenhvilen, og ifølge de militære tabsstatistikker mistede mindst 2.738 soldater livet i de morgentimer.

Det er det meget svært at finde nogen som helst rimelig forklaring på, skriver Nils Arne Sørensen.

"– Andet end de militære lederes stivsind. Eller måske – og det er næsten endnu værre – at Foch og hans allierede medforhandlere i Compiègne-skoven følte, at historiens vingesus ville slå kraftigere, hvis Den Store Krig ikke sluttede på et tilfældigt valgt tidspunkt, men lige præcis den ellevte time på den ellevte dag i den ellevte måned."

Efterspillet
Med Versailles-fredens underskrivelse 28. juni 1919 fulgte som et led i Tysklands mange indrømmelser muligheden for, at Nordslesvig kunne blive en del af Danmark. Det skete efter en folkeafstemning, og genforeningen med Sønderjylland fandt sted året efter.

Om fredsaftalen som helhed skal den franske Foch profetisk have sagt: "Dette er ikke fred! Det er 20 års våbenhvile!"

Første Verdenskrig og eftervirkningerne betragtes som sagt som urkatastrofen, årsagen til diktaturernes fremvækst og anstødet til den næste verdenskrig. Millioner blev dræbt og lemlæstet, de materielle ødelæggelser i krigszonerne var omfattende, og de europæiske staters enorme kraftanstrengelser for at vinde krigen betød, at de gik nedslidte, udmattede og forgældede ind i efterkrigstiden – hvad enten de havde vundet eller tabt.

Men ikke alt skal males i dystre farver. Verdenskrigen lagde paradoksalt også grunden til det demokratiske Europa, vi bebor i dag, påpeger Nils Arne Sørensen i et interview med Fyens Stiftstidende.

"Hele idéen om, at nationalstaten er den naturlige måde at organisere sig på, blev fastslået – og selv demokratiet blev knæsat som princip som en konsekvens af den blodige krig."

"Første Verdenskrig minder os om, at vores civilisation ikke er så meget bedre, end deres civilisation var. Den giver os anledning til at reflektere over vores skrøbelighed og vores systemers skrøbelighed. Vores demokratiske system er ikke naturgivent. At vi bor i demokratier, kræver bevidste menneskelige valg."

Derfor fortjener krigen at blive en større del af vores bevidsthed. Den refleksion skylder vi os selv – og de faldne.