75 år siden: Med et historisk telefonopkald og eksplosioner valgte Danmark side

29. august 1943. I de tidlige, regnvåde morgentimer klokken lidt over fire kimede telefonen på viceadmiral Vedels kontor i Slotsholmsgade. I den anden ende af røret meddelte chefen for kystflåden, at tyskerne nu var i Prinsessegade og nærmede sig indgangen til Holmen. 

Efter en kontrolopringning et halvt minut efter var tyskerne ved vagten. Vedel kunne nu afgive sin skæbnesvangre ordre.

Da han lagde røret på, vidste han, at alt ville gå, som det skulle på Holmen. Og da han få minutter efter hørte eksplosionerne, faldt der – med hans egne ord – en mærkværdig ro over ham.

Et skelsættende døgn
Billedet af det sænkede skib, Peder Skram, under Mastekranen er mere end noget andet i eftertiden blevet ikonet på den sprængte politik. Det konkrete, håndfaste bevis på, at det officielle Danmark endelig havde sagt fra over for besættelsesmagten.

Optakten til det dramatiske brud med samarbejdspolitikken fandt sted et lille døgns tid før eksplosionerne, der sendte den danske flåde mod havets bund.

På et kontor i Dagmarhus ved Rådhuspladsen i København sad den danske statsminister, Erik Scavenius, til møde med den tyske rigsbefuldmægtigede, doktor Werner Best.

Klokken var 9.00 om morgenen 28. august 1943. Stemningen var alvorstung.

Et umage par
Det var et særegent, umage par, der sad dér i Danmarks skæbnetime. Men ikke desto mindre to, der om nogen havde tegnet det dansk-tyske samarbejde. Indtil nu.

Werner Best var kommet til København i november året før, hvor han efter den diplomatiske krise, der fik navnet Telegramkrisen, var med til at køre udenrigsminister Scavenius i stilling som ny statsminister efter Vilhelm Buhl. Det tyske ønske om at indlemme nazister i regeringen fik Scavenius dog manet i jorden.

Under Første Verdenskrig havde han som udenrigsminister været troldmanden, der med diplomatisk tæft havde sikret landets neutralitet på knivsæggen mellem de krigsførende parter. Og det var for den bedrift, han af Stauning var blevet hentet tilbage fra sit otium for at overtage Udenrigsministeriet efter Munch, der måtte forlade posten efter sin rolle i forbindelse med 9. april.

Scavenius vidste nok at smigre overmagten, og da han tiltrådte i juli 1940, lod han den herostratisk berømte erklæring med denne forkætrede sætning udsende:

”Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab.”

Det er formentlig ord som disse, der har været med til at gøre Scavenius til den mest forhadte danske politiker i det 20. århundrede og til den største syndebuk for samarbejdspolitikken, selvom han langtfra stod alene. Det, han og de øvrige samarbejdspolitikere anså for deres opgave, var at skaffe Danmark gennem den tyske besættelse med færrest mulige omkostninger for befolkningen.

Hans idé med erklæringen var den samme som med samarbejdspolitikken som helhed. Det gjaldt om at komme i forhandling med tyskerne, så de ikke gav sig til at tage selv. Tyske krav skulle foregribes af en indrømmelse, der var mindre end kravene, men alligevel så stor, at kravene bortfaldt.

Men ikke desto mindre var det hård kost for den befolkning, der siden april havde været besat, og svært at sluge på ministermøderne, hvor Scavenius ofte hidsede sig op og truede med at gå af, eller hvor de øvrige ministre forsøgte at få ham fjernet. Men hver gang blev han på posten. Alternativet var værre.

Konfronteret med, om Scavenius dog ikke var for tyskvenlig, skal Stauning have repliceret: ”Scavenius? Han er overhovedet ikke venlig.”

Og Scavenius havde vitterligt sin person imod sig. Han var bedrevidende, arrogant, ilter, flabet og i en vid udstrækning venneløs. Men i Best fandt han – om ikke en ven – så en forhandlingspartner af nogenlunde samme indstilling som ham selv.

Erik Scavenius og Werner Best (Foto: Vagn Hansen/Ritzau Scanpix)

Et ejendommeligt skæbnefællesskab
Best var via en kort periode i det tyske Udenrigsministerium kommet til Danmark fra militærstyret i Frankrig, hvor han havde afbrudt sin karriere i det terror- og sikkerhedsapparat, han selv havde opbygget. Han var en hård hund, overbevist nationalsocialist, antisemit, og har været involveret i nogle af naziregimets værste forbrydelser.

Men i Danmark var det hans ambition at demonstrere, at han kunne styre landet med få ressourcer og uden brug af militær magt eller terror. Han mente, at Tyskland ville få størst fordel af besættelsen af Danmark, hvis landets indre styre i videst muligt omfang blev overladt til danskerne selv. Han ønskede at vise sine foresatte i Berlin, at han kunne etablere et reelt mønsterprotektorat.

Han var overbevist om, at projektet kun kunne lykkes ved at føre en pragmatisk, smidig og afideologiseret politik. Han kom derved til at stå i modsætning til den øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark, general von Hanneken, der ønskede en langt hårdere kurs, men i Berlin lyttede man til Best. Og Best lyttede til Scavenius.

I en afhandling om Scavenius skriver historiker Hans Kirchhoff, at Best-Scavenius-aksen er et af de ejendommeligste forhold, som er set mellem to fjender i Danmarks politiske historie:

”De var bundet til hinanden i et skæbnefællesskab dikteret af statsræsonen. For brød den enes politik sammen, ville den anden blive trukket med i faldet, således som det viste sig den 29. august. Best og Scavenius var som to druknende, der klynger sig til hinanden.”

Førerens vrede
Kort før morgenmødet 28. august mellem Best og Scavenius, var den rigsfuldbemægtigede vendt tilbage fra Tyskland, hvor han havde måttet stå skoleret i selveste førerhovedkvarteret.

Situationen i Danmark havde nemlig udviklet sig tumultarisk i løbet af sommermånederne. Det havde påvirket folkestemningen, at Tyskland havde lidt en række alvorlige tilbageslag på slagmarkerne på Østfronten og i Middelhavsområdet. Krigstrætheden var tydelig, og man turde nu i større grad at byde tyskerne trods. Det viste sig blandt andet ved et voldsomt stigende antal arbejdsnedlæggelser, ligesom sabotageaktionerne begyndte at blive hyppigere.

Værnemagten var dybt irriteret. Von Hanneken, der ikke kunne fordrage den smidige og glatte doktor Best, gjorde, hvad han kunne for at genere ham, blandt andet ved at klage til Berlin over tingenes tilstand.

Og nu havde Det Tredje Rige fået nok. Man afskrev fløjlspolitikken. Der måtte tages andre metoder i brug.

Best var faldet i så dyb unåde, at Hitler ikke ville se ham for sine øjne, men kommunikerede gennem rigsudenrigsminister von Ribbentrop.

Ikke alene var Bests plan om at drive et mønsterprotektorat kuldsejlet. Hvad værre var: Han blev regulært degraderet og underlagt von Hanneken. Den besked fik han lov at rejse tilbage til Danmark med. Sammen med kravene til den danske regering.

Et uantageligt ultimatum
Ved morgenmødet udmøntede Bests forandrede position sig blandt andet i følgende krav, som han fremsatte overfor Scavenius:

Indførelse af undtagelsestilstand. Oprettelse af hurtigdomstole. Indførelse af dødsstraf. Arrestation af ti gidsler i Odense, hvor en tysk officer var blevet overfaldet.

Svaret på kravene skulle være Best i hænde senest klokken 16 samme dag. Forhandling kunne der ikke blive tale om. Scavenius lod ikke Best vente, at kravene ville blive antaget.

Ganske rigtigt. Statsministeren, samtlige ministre, alle ledende politikere og kongen blev i sidste ende enige om at sige fra. Scavenius kunne ikke bære selv at aflevere regeringens svar til Werner Best, men sendte det med bud påhæftet sit visitkort.

Det blev formelt samarbejdspolitikkens endeligt.

Efterspillet
Som følge af regeringens afvisning af de tyske krav, erklærede von Hanneken 29. august militær undtagelsestilstand, og dermed overgik den udøvende magt i landet til det tyske militær.

Der var dog et ønske om hurtigt at få dannet en ny dansk regering til at varetage administrationen af landet, men det undgik man fra dansk side ved den spidsfindighed, at nok havde Scavenius’ regering afleveret sin afskedserklæring til kongen, men han havde nægtet at acceptere den.

Dermed beklædte ministrene stadig deres embeder, men var ophørt med at fungere.

Efter en række forhandlinger endte man med den politisk-administrative ordning, der blev kendt som departementschefstyret under ledelse af Niels Svenningsen i Udenrigsministeriet. Den samlede stab af departementschefer fik med politikernes samtykke ret til at udstede lovanordninger, så det danske samfund kunne fungere videre.

Der var dermed tale om en videreførelse af samarbejdspolitikken på det administrative plan.

Ved på den måde at balancere mellem brud og kontinuitet opnåede man både at komme ud af krigen som et af de krigsførende eller besatte lande, der havde lidt færrest tab og med mindst skade på produktion og offentlig administration.

Og samtidig opnåede man ved begivenhederne 29. august, afvisningen af de tyske krav, flådens sænkning, den stadig voksende modstandskamp, at Danmark ikke længere blev anset for en tysk lydstat, men kunne optages blandt de allierede nationer efter 5. maj.

29. august 1943 blev godtaget som den skelsættende dag, da Danmark valgte side.