4 A’er: Værk om danske velfærdsuddannelser er et oplysende kæmpearbejde med en forsimplet konklusion

For nogle år siden bad daværende rektor for Københavns Professionsskole Stefan Hermann professor, dr.phil. Kurt Jacobsen om at skrive en bog om velfærdsuddannelsernes tilblivelseshistorie.

Stefan Hermann var ambitiøs: Han ønskede en bog om den lange historie, der startede med oprettelsen af den første jordemoderuddannelse i 1787 og den første læreruddannelse i 1791. Foreløbigt er det endt med fusionen 1. marts 2018 af de to københavnske professionshøjskoler Metropol og UCC, som førte til dannelsen af Københavns Professionshøjskole med dens 20 professionsbacheloruddannelser.

Jeg kan godt forstå, at Kurt Jacobsen tøvede, for opgaven var kolossal. Men han sagde ja, og nu foreligger bogen: 430 sider i storformat og med talrige billeder fra de historiske arkiver.

Jeg brugte en uge af sommerferien på at læse mig igennem de utallige fortællinger om alle mulige uddannelser og uddannelsesinitiativer, og om alle de ildsjæle, der har præget udviklingen. Bogen vil tage sig smukt ud på ethvert coffee table og imponere på et skrivebord.

Fremstillingen er langstrakt og detaljeret, og nogle steder er det svært at se skoven for bare træer. Men man føler sig godt og grundigt oplyst.

Lars Qvortrup
Professor emeritus, DPU, Aarhus Universitet

Umiddelbart er det et storslået værk: I overensstemmelse med 12-tals tabellen, hvor man begynder ovenfra og så trækker fra, hvis der er ting, der ikke er perfekte, starter jeg med seks A’er.

Bogen består af 16 kapitler, som er lidt forskelligt disponeret. De første otte kapitler handler om enkeltuddannelser: to om jordemoderforordninger og -uddannelser i 1700-tallet og i 1800-tallet. To om lærerseminarier og skolekommissioner i slutningen af 1700-tallet og i sidste halvdel af 1800-tallet. Fire om henholdsvis børnehaver, sygepleje, fysisk terapi og husholdningsseminarier.

Dernæst følger seks epokale kapitler om velfærdsuddannelser i henholdsvis tiden efter Første Verdenskrig, verdenskrisen i 1930’erne, efterkrigstiden, perioden med nye sundhedsuddannelser, velfærdsstatens etablering med dens mylder af nye uddannelser og til sidst oliekrisen og de deraf følgende offentlige besparelser med seminarielukninger og så videre i 1970’erne. I alle disse kapitler beskrives udviklingen af velfærdsuddannelser i klynger.