Alternativet vil droppe krav til kontanthjælps-modtagere

INTERVIEW: Alternativet går til valg på at erstatte kontanthjælpen med en ny ydelse, der gives uden krav til de ledige. Tilliden skal tilbage, og det kræver nytænkning, lyder det fra partiet.

Foto: Colourbox
Michael HjøllundCecilie Gormsen

Spærregrænsen er kun krydset i enkelte målinger, men ambitionen er klar: Alternativet vil i Folketinget.

Sker det, bliver det med et hovedforslag om en ny ydelse, der erstatter kontanthjælpen. Den nye ”basisydelse” skal være på niveau med kontanthjælpen, men uden de krav om at stå til rådighed på jobcentret, der stilles i dag.

Ultimativt betyder det, at man kan fravælge aktivering til fordel for sofaen, uden at det koster på bankkontoen. Den ”lille bitte gruppe”, som måtte foretrække at sige nej tak til samtaler og aktivering, skal ikke tvinges, mener Alternativet.

”Socialrådgivere og andre i kommunerne bruger uanede mængder af ressourcer på denne lille minoritet af ledige. Lad dem være, og brug ressourcerne på alle dem, der gerne vil bidrage til samfundet," siger partiets arbejdsmarkedsordfører, Josephine Fock.

Fakta
Nedslag fra Alternativets partiprogram
  • Kontanthjælpen (og på lang sigt andre ydelser) erstattes af en basisydelse uden modkrav. 
  • Dagpengemodtagere skal have lov til at arbejde frivilligt op til 37 timer om ugen.
  • En iværksætterydelse på 80 procent af dagpengesatsen skal gøre det lettere for arbejdsløse at blive selvstændige. 
  • En såkaldt "timebank" skal give danskerne et mere fleksibelt arbejdsliv. 
  • Anbefalingerne fra Familie- og Arbejdslivskommissionen (2007) skal genoplives. 
  • Over en tiårig periode skal danskernes arbejdstid sænkes til 30 timer om ugen.
Alternativets arbejdsmarkedsordfører Josephine Fock er til daglig chef for OAO - Offentligt Ansattes Organisationer – og har været i fagbevægelsen i stort set hele sit arbejdsliv. Hun er partiets spidskandidat i Østjyllands Storkreds.
Alternativets arbejdsmarkedsordfører Josephine Fock er til daglig chef for OAO - Offentligt Ansattes Organisationer – og har været i fagbevægelsen i stort set hele sit arbejdsliv. Hun er partiets spidskandidat i Østjyllands Storkreds. Foto: Alternativet

Vis tillid
Hun er godt klar over, at forslaget er kontroversielt.

Udgangspunktet for forslaget er, at tilliden mellem ”systemet” og de ledige ifølge Alternativet er gået fløjten. Ideen står i skarp kontrast til både højrefløjens krav om, at forskellen på at arbejde og være på overførselsindkomst forøges, og venstrefløjens betoning af balancen mellem ”ret og pligt”.

De sidste 10-15 år er beskæftigelsespolitikken kørt ud af en sti, hvor vi tror, at de ledige snyder, bedrager og ikke gider. Det er dét, som går ud over motivationen.

Josephine Fock
Arbejdsmarkedsordfører for Alternativet

”Vi ønsker at vende hele tankegangen i systemet på hovedet og vise tillid. Som samfund bliver vi nødt til at gå forrest og være den store. Det gør vi ikke i dag. I dag er der mistillid mellem menneskerne og systemet,” siger Josephine Fock.

Snyd og bedrag
Tror du, den danske velfærdsmodel kan holde til, at nogle får en ydelse uden at blive afkrævet noget som helst til gengæld?

”Det tror jeg, når vi får mulighed for at bevise, hvor lille dén gruppe faktisk er. Og gruppen bliver forhåbentlig endnu mindre, når vi viser mennesker tillid. Så vil der være en lille bitte restgruppe, som i sidste instans har meldt sig ud af samfundet, og ja, det ville jeg godt kunne acceptere som skatteborger."

Hun afviser, at manglende krav til de arbejdsløse vil gå ud over deres motivation til at komme i arbejde.

”Jeg har været chef i rigtig mange år, og det har vist mig, at motivation handler om tillid. De sidste 10-15 år er beskæftigelsespolitikken kørt ud af en sti, hvor vi tror, at de ledige snyder, bedrager og ikke gider. Det er dét, som går ud over motivationen," siger Josephine Fock.

Halvér genoptjeningsperioden
Et andet spørgsmål, der kommer til at præge valgkampen, er spørgsmålet om hurtigere genoptjening af retten til dagpenge. Alternativet har endnu ingen officiel dagpengepolitik, men i Altingets og DR's kandidattest svarer 84 procent af partiets kandidater, at de er helt eller delvist enige i, at man hurtigere skal kunne genoptjene retten til dagpenge. Også når det gælder aktuelle spørgsmål som social dumping og øremærket barsel til fædre, er kandidaterne klare i spyttet.

Alle støtter de, at virksomheder underlægges kædeansvar, og næsten fire ud af fem kandidater går ind for, at en større del af barselsperioden øremærkes til faderen.

Artiklen fortsætter under grafen.

Grafen viser besvarelser fra Alternativets folketingskandidater i Altinget og DR's kandidattest. Ved gennemgangen havde 49 ud af 62 kandidater (79 procent) udfyldt testen. Se spørgsmålsformuleringerne i fuld længde i boksen til højre.

I Altingets vægtede gennemsnit af meningsmålinger for april – udarbejdet af professor Søren Risbjerg Thomsen – står Alternativet til at få 1,5 procent af stemmerne.

Det kræver to procent af stemmerne, hvis et parti skal vælges ind i Folketinget.

Læs hele artiklen på Altinget: arbejdsmarked her (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her

Dokumentation

Sådan lyder de fire spørgsmål i Altingets og DR's kandidattest, der vedrører arbejdsmarkedspolitik.
- En længere periode af barselsorloven skal være øremærket til faderen.
- Man skal hurtigere kunne genoptjene retten til dagpenge.
- Virksomheder skal kunne drages til ansvar for, om deres udenlandske underleverandører i Danmark overholder danske regler om løn, moms og skat.
- Kontanthjælpen skal sænkes, så den økonomiske gevinst ved at arbejde bliver større.

På tidspunktet for gennemgangen af Altinget og DR's kandidattest, havde 49 ud af 62 kandidater fra Alternativet udfyldt testen.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Josephine Fock

Fhv. politisk leder, Alternativet
cand.jur. (Aarhus Uni. 1993)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024