Bredt flertal bag nye vandplaner

VANDPLANER: Med en række indrømmelser er det lykkedes Ida Auken at samle bred opbakning til forslaget om en ny proces for vandplanerne. Klageadgangen forringes alligevel ikke.
Foto: colourbox
Anders Jerking

Efter bunkevis af spørgsmål, ordførermøde tirsdag, samråd onsdag og udvalgsmøde torsdag tyder alt på, at miljøminister Ida Auken (SF) får opbakning fra alle Folketingets partier til sit nye koncept for vandplanerne.

Forslaget skal endeligt vedtages i Folketinget i næste uge, men over for Altinget.dk bekræfter en række borgerlige ordførere, at de er parate til at stemme for forslaget, fordi Ida Auken på en række punkter er kommet dem i møde.

”Vi har været meget skeptiske, men der har været forhandlinger med ministeren, hvor hun har givet ganske pæne indrømmelser. Så vi kan godt stemme for,” siger Konservatives miljøordfører, Vivi Kier.

Samme meldinger kommer fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

”Forslaget har virkelig rykket sig, og jeg er tilfreds med, at vi har fundet en løsning, som vi kan leve med,” siger DF's miljøordfører, Jørn Dohrmann.

Ja til processen 
Alle ordførerne understreger, at de stemmer ja til loven, som fastlægger processen med vandplanerne, men at de ikke har bundet sig til at sige ja til indholdet i de kommende vandområdeplaner og bekendtgørelser, hvor den konkrete miljøindsats skal fastlægges.

”Det har været en hård fødsel, men vi har fået meget tydelig og klar lovning på, at selv om vi siger ja nu, så er vi ikke bundet af de målsætninger, der senere skal besluttes. Der står vi frit,” siger Liberal Alliances miljøordfører, Villum Christensen.

Lovforslaget handler om, hvordan 2. generation af vandplanerne skal tilrettelægges. Ida Auken har fremhævet, at lovforslaget dels skal sikre mere medinddragelse, dels sikre en enklere proces. Det mener Dohrmann også bliver resultatet.

”Den model, som VK-regeringen lavede, var utrolig tung, så jeg hilser velkomment, at man laver det om. Det bliver mere smidigt,” siger han.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024