Civilsamfund bliver en selvstændig sektor i fagforening

Akademikere i civilsamfundet får sin egen selvstændige sektor i fagforeningen DM. Det skal give bedre sammenhæng for medlemmerne og gøre det lettere at overføre gode forhold fra velorganiserede foreninger til de mindre velorganiserede.

DM afholder åbne møder, der skal munde ud i et katalog over ideer, bestyrelsen for den kommende civilsamfundssektor kan arbejde videre med. 
DM afholder åbne møder, der skal munde ud i et katalog over ideer, bestyrelsen for den kommende civilsamfundssektor kan arbejde videre med. Foto: Colourbox
Carsten Terp Beck-Nilsson

De mange akademikere i landets civilsamfundsorganisationer får fremover en mere fremhævet position i fagforeningen DM. Fra nytår snitter fagforeningen sin organisering af privatansatte ud i tre sektorer: privat, civilsamfund og kultur. Og det skal give en bedre interessevaretagelse for de ansatte i civilsamfundet, fortæller formand for DM Privat Julia Hunt.

”For det første kommer sektoren til at have sin egen selvstændige bestyrelse med selvstændige budgetter. Det giver mulighed for at lave fortalervirksomhed, arrangementer og værktøjer til et mere specifikt segment,” siger hun og fortsætter:

”For det andet hæver det jo opmærksomheden, når civilsamfundet får sin egen plads i den demokratiske repræsentative struktur i DM.”

Mere sammenhæng for medlemmerne
Det er en gentænkning af  strukturen hos DM, der fører til dannelsen af den nye civilsamfundssektor. Fagforeningen har mange medlemmer, som er ansat i civile organisationer. I dag er de puljet sammen med ansatte i private virksomheder og ansatte inden for kulturen. Men rammerne for de tre gruppers arbejde er vidt forskellige.

”Deres arbejdsvilkår er ikke sammenlignelige, hvorimod vi har en kæmpe gruppe medlemmer fra civilsamfundet, hvis vilkår minder om hinanden,” siger Julia Hunt.

Ved at splitte det private område op i tre selvstændige sektorer vil DM skabe mere sammenhæng for medlemmerne. Samtidig håber fagforeningen, at det bliver lettere at overføre de ordnede forhold fra store, velordnede ngo’er til mindre organiserede foreninger.

”I de kæmpestore ngo’er har medarbejderne grundlæggende ordnede forhold og nogle områder som barsel og fridage vilkår, som ansatte i det private godt kan være misundelige på. Ved at koble dem sammen med mindre civilsamfundsorganisationer i én sektor får vi lettere en afsmitning af det, der er lykkedes i de store organisationer, til de små,” siger Julia Hunt.

Sektoren skal finde sine ben
Den nye struktur træder i kraft ved årsskiftet til 2022. Inden da skal der vælges en bestyrelse, som skal lægge linjen for den nye sektor.

DM vil afholde en række åbne møder, der skal munde ud i en form for idekatalog til den nye bestyrelse.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024