Cowi: Reelle klimaløsninger risikerer at snuble i politikeres angst for at fejle

Tid koster

Det skal ses i lyset af Von der Leyens ambition om 300 gigawatt havvind for hele Europa i 2050. Siden har kritiske meningsdannere haft travlt med at forsøge at kigge styrelser og investorer i kortene for at finde ind til de økonomiske realiteter bag energiøerne. Et kig, som er i alles interesse, men kun hvis den, der kigger, forstår, hvad der egentlig foregår. Ellers skaber det blot forvirring og bekymring – og det koster tid.

Tid, som vi ikke har meget af, hvis et klimamål på maksimum 1,5 grader skal bare i nærheden af at nås. I stedet for at tage fat på en realisering af det virkelige potentiale i Nordsøen, har megen politisk kapital været investeret i den noget mere overskuelige Energiø Bornholm.

De gode viljer står i vejen for forståelsen af den skala, som omstillingen indebærer.

Jakob Dybdal Christensen
Market Director, COWI A/S

Et energihub primært til brug for eksport i elkabler af op mod 3 gigawatt havvind. Altså en helt anden case og uden de karakteristika, som eksempelvis ville kendetegne en kunstig ø dedikeret til brintproduktion 200 km ude i Nordsøen.

Et andet eksempel er ambitionen om indfasning af grøn indenrigsflyvning fra 2025-2030. Et sympatisk projekt, der peger i retning af relativt små, men hurtige resultater allerede fra om et år eller to.

Desværre også et projekt, hvor de gode viljer står i vejen for forståelsen af den skala, som omstillingen indebærer. Bruges eksempelvis al den strøm, som Von der Leyens havvindmøller producerer i 2050 til brintbaseret fly- og skibsbrændsel, så dækker dette kun cirka 15 procent af verdensforbruget i dag.

I stedet for at sætte alt ind på at sikre gammel pomfritolie nok til 1. januar 2026 – for at projektet ikke bogstaveligt talt falder til jorden – bør det i stedet sikres igennem et langsigtet træk mod en skabelse af et internationalt brændstofmarked.

Det marked skabes igennem skala og ved at muliggøre, at projekterne kan realiseres – det være sig med adgang til infrastruktur, rimelige økonomiske vilkår og juridiske rammer, der matcher.

Men inden alle råber: "hockeystav!" – hvis vi kvæler de egentlige og nødvendige potentialer med tilsyneladende lidt mere ufarlige, kortsigtede, men fejlslagne eller misvisende projekter, så har vi ikke engang en puck.