Delebarnets Vilkår: Ingen partier indtænker skilsmissebørn i familiepolitik

Når forældre bryder samlivet, ender det for børnenes vedkommende alt for ofte ud i enten skæve samværsordninger eller med tab af kontakt – blandt andet fordi man fra politisk hold igennem årene har gjort børnenes bopæl og samvær til objekt for privilegier og særrettigheder.

Dette udløser alt for ofte stridigheder forældrene imellem, der før eller siden ender i det familieretlige system.

Eksempelvis kan forskellen på at blive henholdsvis bopælsforælder og samværsforælder rent økonomisk udgøre op imod 9.600 kroner om måneden (netto) hvor forældre med to børn ellers er i samme arbejds- og boligmæssige situation.

Senest indførte man politisk i 2024 et skattefradrag på 5.100 kroner, der kun kommer bopælsforældre til gode.

Lovgivning understøtter ikke behovet

Social- og Boligminister Pernille Rosenkrantz Theil udsendte kort før sommerferien et lovudkast til revision af Forældreansvarsloven, der skulle rette op på en række forhold, herunder den såkaldte "forældrefremmedgørelse", og et system der berettiget er blevet udsat for kritik af Folketingets Ombudsmand såvel som af Statsrevisorerne på baggrund af Rigsrevisions beretning.

Dansk lovgivning og retslig praksis anlægger ikke en tilgang, som understøtter skilsmissebarnets behov.

Jan Bækgaard Nielsen
Bestyrelsesformand, Delebarnets Vilkår

Gennem en årrække har den Europæiske Menneskerettighedsdomstol truffet mange markante afgørelser af relevans for det familieretlige område.

Afgørelserne handler om statens omfattende forpligtigelser til at sikre barnets ret til familieliv. Ingen af disse afgørelser er nævnt i lovudkastet.

Lovudkastet omfatter ingen initiativer, der har til formål at rette op på, at estimeret 130.000 børn, forældre og bedsteforældre aktuel har mistet kontakt.

Ifølge Vive har hver sjette 11-årige og hver tredje 15-årige skilsmissebarn ikke kontakt til den ene forælder.

I stedet legitimerer lovudkastet længerevarende afbrydelse eller minimering af barnets kontakt til den ene forælder, mens det langsommelige familieretlige system "arbejder" og dermed fremmer "forældrefremmedgørelse."

Hele 16 procent af danske skilsmissebørn har ikke kontakt med den ene forælder. Dette er en stigning i forhold til 2004 på 23 procent.

Interessant er det, at over 50 procent af nu voksne tyskere, der under opvæksten fik afbrudt kontakten med den ene forælder, udtrykker at dette skyldtes den anden forælders modstand mod kontakten.

I Danmark er bopælsforælderens forklaring blandt andet "det ebbede ud" (17 procent), ubesvaret (24 procent) eller "den anden forælder ønsker ikke kontakt" (42 procent), alt imens SFI ikke gør sig ulejlighed at spørge den anden forælder for at krydskontrollere.

På samme vis vækker det undren, at 40 procent af fædre i Belgien er bopælsforælder, men kun 14 procent i Danmark. 68 procent af fædre, der i belgiske familieretsager ønsker nogenlunde ligeværdige samværsordninger imødekommes, mens det tilsvarende kun gælder 28 procent af danske fædre.

Dette eksemplificerer at dansk lovgivning og retslig praksis ikke anlægger en tilgang, som understøtter skilsmissebarnets behov for god, stabil og omfattende kontakt til begge forældre.

Nyere forskning dokumenterer, at skilsmissebørn over tid profiterer bedst heraf – også trods fortsat konflikt eller samarbejdsproblemer efter bruddet – på tværs af børn i alle aldre.

Manglende politisk forståelse

Samtlige partier bag "Aftale om et forbedret familieretligt system" synes således ikke at have opdaget, at i et skilsmissebarns perspektiv er familiepolitik også skilsmissepolitik.

Kun cirka 41 procent skilsmissebørn oplever efter bruddet at have en god, stabil og omfattende kontakt til begge forældre, og er dermed ligestillede med børn i intakte familier for forhold forbundet med trivsel og livskvalitet.

Samtlige partier synes ikke at have opdaget, at i et skilsmissebarns perspektiv er familiepolitik også skilsmissepolitik.

Jan Bækgaard Nielsen
Bestyrelsesformand, Delebarnets Vilkår

Over halvdelen af skilsmissebørn vokser således op med konsekvenserne af politisk at være gjort til genstand for økonomiske privilegier og særrettigheder knyttet til begreberne bopæls- og samværsforælder, der afstedkommer stridigheder og adfærd som resulterer i skævvredne samværsordninger eller afbrydelse af kontakt og dermed tab af barnets ret til familieliv i sin oprindelige betydning.

I en lang række lande har man indrettet sig med henblik på at beskytte denne ret.

Sager kommer for retten indenfor 14 dage, og der træffes afgørelser efter tværfaglige forløb senest 14 dage senere, uden at der gås på kompromis med at beskytte barnet mod forhold af strafferetlig karakter.

De hurtige afgørelser understøtter, at forældrene får tid og mulighed for at tilpasse sig deres nye situation, om nødvendigt forankret i en handlingsplan, der tydeliggør forventninger og ansvar for at dette sker med barnets bedste i fokus.

Renæssance for familiepolitikken

I modsætning til anbringelsesområdet sikres skilsmissebørn fortsat ingen form for efterværn ved lovudkastet. I stedet er det overladt til forældrene at starte nye sager, hvilket eskalerer uenigheder.

Politisk har man ikke sikret at lovudkastet har et reelt potentiale til at skabe positiv forandring.

Jan Bækgaard Nielsen
Bestyrelsesformand, Delebarnets Vilkår

Lovudkastet baserer sig desværre ikke på grundig analyse af problemstillinger eller årsager.

Det indfører heller ikke nye retsmidler eller sikrer at eksisterende anvendes eller man evaluerer effekten heraf.

Tværtimod vil man indføre et vagt defineret begreb "forældrefremmedgørelse," hvor det bliver endnu vanskeligere at løfte bevisbyrden end ved psykisk vold.

Politisk har man således ikke sikret at lovudkastet har et reelt potentiale til at skabe positiv forandring.

Den politiske tilgang til lovudkastet om tilpasning af Forældreansvarsloven og vejledningen hertil vil afsløre om man er på rette vej. Den nuværende formulering peger i den helt forkerte retning.

At tage bedre hånd om skilsmissebørnene kunne ellers udgøre et solidt bidrag til en reel renæssance for familiepolitikken. Det kan stadig nås.