Nye tal viser, at flere fædre gør brug af deres øremærkede barsel

Blandt lønmodtagere bliver den øremærkede barsel fordelt mere jævnt, viser nye tal. Minister kalder det et vigtigt skridt for ligestillingen.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Oskar Hammer Sylvestersen

Flere fædre og medmødre gør brug af deres øremærkede barsel.

Det viser nye tal fra Udbetaling Danmark.

For lønmodtagere tager fædre eller medmødre/medforældre 27 dage mere barsel, mens mødres barsel er faldet med godt og vel 26 dage. 

Dermed er fordelingen blevet mere lige fordelt.

"Det er en positiv udvikling for både børn og forældre, og det er et vigtigt skridt i retning af større ligestilling på arbejdsmarkedet," skriver beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i en skriftlig kommentar til Altinget. 

Tallene viser også, at den samlede mængde barsel blandt lønmodtagere er steget en smule med én enkelt dag.

Læs også

En ny tendens

De nye barselsregler trådte i kraft 1. juli 2022, efter EU’s orlovsdirektiv pålagde Danmark at indføre regler for øremærket barsel.

De nye regler betyder, at begge juridiske forældre til et barn hver har ret til 11 orlovsuger med barselsdagpenge.

Det er ikke et krav, at forældrene hver især skal gøre brug af samtlige uger, men ugerne kan ikke overføres mellem forældrene. Hvis en forælder ikke bruger alle 11 uger, vil de bortfalde.

I februar viste en analyse fra Rockwool Fonden af de foreløbige tal for øremærket barsel, at den samlede orlov var faldet med ti dage for lønmodtagere.

Den konsekvens af reglerne, som mange har frygtet, om at børn på grund af ordningen skulle komme tidligere i daginstitution, ser altså ud til at forsvinde over tid

Henriette Laursen
Direktør i Kvinfo

Koncerndirektør i Udbetaling Danmark Kristine Stenhuus gav i den forbindelse et interview til Politiken, hvor hun gjorde opmærksom på, at datagrundlæget kun dækkede et halvt år. 

De kunne derfor vise en tendens, "der fortsat kan ændre sig", forklarede hun.

Og de nyeste tal, der dækker et helt år, viser ganske rigtigt en anden udvikling, end tallene gjorde i februar. 

Lønmodtagere ser nu ud til samlet at holde en enkelt dags ekstra barsel og fordele ugerne mere ligeligt imellem sig. Det er noget, der glæder Henriette Laursen, der er direktør i Kvinfo.

"Den konsekvens af reglerne, som mange har frygtet, om at børn på grund af ordningen skulle komme tidligere i daginstitution, ser ud til at forsvinde over tid," skriver hun i en skriftlig kommentar til Altinget. 

Læs også

LA: Det er ikke ligestilling

I Liberal Alliance får de nye regler ikke politisk ordfører Sólbjørg Jakobsen til at glæde sig over de nye barselsregler, som partiet tidligere har kritiseret.

"Folk skal tage den barsel, der passer ind i deres familie. Vi er stadig imod øremærket barsel, og vi mener, at barslen skal sættes 100 procent fri," siger hun. 

Det er et grundlæggende problem, når der sættes lighedstegn mellem en mere lige fordeling af barslen og ligestilling, mener LA-ordføreren:

"For os er ligestilling, at alle har de samme rettigheder. Ikke at alle nødvendigvis træffer de samme valg. Vi har ikke nogen holdning til, hvordan folk indretter deres liv. Det må de selv styre."

Læs også

EL: Fagforeninger skal på banen

I Enhedslisten er beskæftigelsesordfører Victoria Velasquez godt tilfreds med, at forældre nu ser ud til at dele barslesugerne mere ligeligt imellem sig. 

Hendes bekymring ligger imidlertid i den sociale bagside af den øremærkede barsel. 

En undersøgelse laver af Megafon for Mødrehjælpen viste i januar, at fædres uddannelsesniveau har indflydelse på, hvor stor en del af den øremærkede barsel, de tager.

82 procent af fædre med en lang videregående uddannelse holder alle 11 uger, mens det kun er 76 procent for fædre med en kort videregående uddannelse og for 59 procent for fædre med grundskolen som højeste uddannelsesniveau, viste tallene dengang.

Det er et "kæmpe problem", hvis nogle grupper rent faktisk er afskåret fra at gøre brug af deres ret til øremærket barsel, mener EL-ordføreren.

"Vi skal have have fagforeningerne på banen, for det har stor betydning, at vi får nogle overenskomster, der understøtter lovgivningen," siger hun.

Samtidig bør der gøres mere for at oplyse fædre om deres barselsrettigheder, mener hun:

"Vi laver ofte kampagner og opsøgende indsatser, når det gælder den korrekte brug af sikkerhedsudstyr på arbejdspladser. Måske skulle vi også oplyse om de gode ting ved barsel, nu vi alligevel er derude?" 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Victoria Velásquez

MF (EL)
cand.soc. i arbejdslivsstudier og socialvidenskab

Ane Halsboe-Jørgensen

Beskæftigelsesminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2009)

Sólbjørg Jakobsen

MF (LA)
cand.jur. (Aalborg Uni. 2016)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024