Facebook er de blås hjemmebane, men Mette Frederiksen er en enmandshær
Du vinder ikke valget, hvis du ikke vinder det på Facebook. Her er fem grafer, der giver dig et indblik i, hvem der klarer sig bedst, og hvilken betydning det kan få for det kommende folketingsvalg.
Esben Schjørring
Politisk redaktørHvor møder vælgerne egentlig politikerne? Det spørgsmål er mere interessant, end man umiddelbart skulle tro. Engang mødte man dem lokalt på bytorvet og medborgerhuset. Så mødte man dem i radioen og siden hen i aviser og TV. I dag møder vælgerne politikere på Facebook.
Og Facebook, ja, det er nogle politikere bedre til end andre. Nogle er endda meget bedre til det end andre.
Med mere 137 millioner likes, hjerter, delinger, kommentarer, vrede og glade emojis og følgere – under ét kaldet interaktioner – over de seneste fire år er Facebook i dag den primære offentlighed for danske politikere og dermed den primære slagmark for det meget virkelige, men endnu ikke udskrevne folketingsvalg, vi står overfor.
Så hvad er status, hvem er bedst, hvem er værst, og hvad fortæller Facebook om dansk politik lige nu?
Det har Valdemar Osted, der er konsulent i Common Consultancy og blandt andet arbejder for SF, udarbejdet en række kvantitative analyser af, som vi her præsenterer på Altinget.
Og den viser groft sagt to ting. For det første er Facebook især en hjemmebane for borgerlige politikere, især dem på yderfløjene. Og for det andet er Mette Frederiksen en enmandshær på SoMe, som befinder sig ikke bare i en anden lige, men et andet univers, sammenlignet med de to andre statsministerkandidater, Søren Pape Poulsen og Jakob Ellemann-Jensen.
Top 20-listen over de politikere og partier, der har haft flest interaktioner per opslag siden 2019, viser, at der er bund i beskrivelsen af Inger Støjberg som en politiker med en helt særlig folkelig gennemslagskraft og evne til at skabe engagement. Med omkring 16.500 interaktioner per opslag siden hun forlod Venstre, er hun en klasse for sig selv.
En anden måde at sige det på er, at Støjberg har omdannet sig til at være sit eget medie på Facebook med en rækkevidde som store aviser og tv-stationer. Hun er en selvstændig kampagnemaskine af uset format og altså langt større, end alle partierne i sig selv er på Facebook.