De borgerlige fløjpartier saboterer deres egen drøm om at vælte Mette Frederiksen

Herudover vil det hjælpe gevaldigt på stabiliteten af et sådant borgerligt regeringsprojekt, hvis også Radikale Venstre beslutter sig for at gå over midten.

Kort sagt: Et farvel til Mette Frederiksen (S) som statsminister kræver, at midten – Moderaterne, Venstre og gerne også Radikale Venstre – mener, at man kan bygge et stabilt regeringsprojekt på borgerlige mandater.

Alligevel har den yderste del af den borgerlige blok brugt sommeren på at gøre, hvad de kunne for at skræmme midten i dansk politik så langt væk som muligt. Og understrege, at man ikke kan bygge et stabilt regeringsprojekt på deres mandater.

Nye Borgerliges formand, Martin Henriksen, har for eksempel annonceret, at Nye Borgerlige igen skal være et ”rebelsk parti” og har kørt kampagner mod ”homoer og ligestilling."

Partiet er i dag ikke opstillingsberettiget, men det kan ske, hvis sygemeldte, Peter Seier Christensen, genopstarter folketingsgruppen, eller man når op på de nødvendige underskrifter. At basere et regeringsprojekt på et selverklæret ”rebelsk parti” virker tillokkende på de færreste statsministre.

Den yderste del af den borgerlige blok har brugt sommeren på at gøre, hvad de kunne for at skræmme midten i dansk politik så langt væk som muligt

Benny Damsgaard

DF har hen over forsommeren og sommeren optrappet deres retorik på udlændingeområdet med korte skarpviklede videoer og opslag. Ofte med Moderaterne som skydeskive.  

Og Messerschmidt selv har kaldt flerpartsaftalen på klimaområdet for ”klimasocialisme” og trukket Dansk Folkeparti ud af aftalen om klimaloven. Det sidste gør med sikkerhed, at Dansk Folkeparti ikke vil kunne være en del af eventuelt kommende borgerlig regering og vil gøre samarbejdet på et af de væsentligste områder besværligt.

Lars Boje Mathiesen har brugt sommeren på X på at kritisere ”mainstream medierne” for at være skæve i deres dækning af præsidentvalgkampen i USA. I Bojes optik er de alt for Trump-kritiske. Han har også sat spørgsmålstegn ved ”mainstream mediernes” og politikernes ”klimafanatisme”. Blandt meget andet farverigt.

Og der er intet der tyder på, at det vil stilne af. Tværtimod. Set udefra virker det, som om de tre partier har låst sig fast i den samme form for borgerlig kannibalisering, som vi så op mod seneste valg.

I sidste periode, var fokus hos alle de borgerlige partier på nær Venstre mere på at stjæle stemmer fra hinanden og kæmpe om at være det største borgerlige parti, end på at hive stemmer over midten.

Effekten af den interne borgerlige konkurrence blev, at de borgerlige partier pressede hinanden længere og længere ud til højre og dermed også længere væk fra regeringsmagten. Det handlede for de fleste ikke om at gøre blokken større, men om at gøre eget parti større.

På udlændingedagsordenen blev stemningen så ophidset, at selv Konservative ikke ville skrive under på en særlov for Ukraines flygtninge, fordi der var en minimal risiko for, at der kom asylansøgere med. En beslutning der afstedkom betydelig intern kritik i Konservative.

På FE-sagen var man så optaget af at stå som de krasseste kritikere af regeringen, at man ignorerede en indstilling fra ens egen anklager, rigsadvokaten, om at ophæve Claus Hjort Frederiksens (V) immunitet.

Og sidst men ikke mindst mink-sagen, hvor man pressede hinanden så langt ud, at både Venstre og Konservative stemte for et stærkt tvivlsomt borgerforslag om at stille statsministeren for en rigsret, selvom granskningskommissionen knapt var gået i gang med at undersøge sagen. Man ville for gud skyld ikke risikere at stå tilbage som ”minkslappere”.

Især Venstre og til dels også Konservative og Liberal Alliance har været ude og tage afstand fra tilgangen i sidste periode. Det virker dog ikke, som om den yderste del af blokken har lært af den periode – i hvert fald ikke endnu.

Set udefra virker det, som om Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Lars Boje har låst sig fast i den samme form for borgerlig kannibalisering, som vi så op mod seneste valg.

Benny Damsgaard

Når man udfordrer borgerlige politikere med, at især den yderste del af den borgerlige bloks ageren gør det stadig sværere for Venstre og Moderaterne at skifte side og pege på en borgerlig statsminister, så mødes man ofte med det argument, at Venstre ikke kan holde til at blive i SVM, og at Lars Løkke nok skal komme over, hvis han har mulighed for at blive statsminister.

Det er afgjort en mulighed, at Lars Løkke Rasmussen ville kunne føle sig fristet, hvis han efter et valg sidder på de afgørende mandater. Socialdemokratiet kommer ikke til at pege på ham som statsminister, men det er ikke usandsynligt, at han vil kunne nedslide de borgerlige partier til at gøre det.

En sådan regering vil dog skulle have et ganske betydeligt overskud af mandater, hvis det skal være holdbart. Vi har i denne periode set, hvor store udfordringer Lars Løkke Rasmussen har haft med at holde sammen på sit parti, som indtil videre har mistet to mandater. Partiet er nyt og folketingsmedlemmerne relativt uprøvede.

Risikoen for afhoppere vil derfor være ganske betydelig, hvis Løkke pludselig efter et valg vender på en tallerken og går efter at blive statsminister på borgerlige mandater.

Der er lang tid til næste valg, men hvis ikke den yderste del af den borgerlige blok får løbet hornene af sig i løbet af i år og begynder at tænke på fremtiden, så er det svært at se en borgerlig regering efter næste valg som andet end en utopi.