Ellemann har taget flere tæsk end de fleste. Det er opsigtsvækkende, at han ikke knækkede før

Han har været manden i midten af en række partihistoriske beslutninger, som uanset hvad ville skubbe store dele af baglandet fra ham. Sådan var det f.eks. med Inger Støjbergs rigsret, hvor Venstres folketingsmedlemmer blev fritstillet, men Ellemann åbent anbefalede at stemme for, efter en advokatvurdering kom frem til, at der var grundlag for en rigsretssag.

Han blev kaldt illoyal. "Du har dolket Inger," skriver det halve af Facebook stadigvæk til hans opslag. Det blev kritiseret, at MF’erne blev fritstillet og tolket som, at han ikke evnede at tøjle dem og få hele gruppe til at stemme for.

Men havde han stemt nej, var han utvivlsomt blevet kritiseret for at gå imod advokatvurderingen og sætte partihensyn over retsstaten. Og hvis gruppen var banket på plads, havde det også været kilde til kritik.

Et andet eksempel er det knapt så elegante formandsskifte. I lang tid stod hans forgænger, Lars Løkke, med det ene ben inde og det andet ude af Christiansborg, og gjorde livet svært for den nye mand på posten.

Helt konkret kan jeg huske en dag, pressen krævede at få at vide af Ellemann, om det var i orden, Lars Løkke modtog fuld folketingsløn, mens han deltog i et realityprogram, hvor han skulle sejle en båd over Atlanterhavet sammen med en bådfuld andre kendte. Journalisterne havde forsøgt at få fat i Løkke, men han tog den ikke. 

Hvad skulle Ellemann gøre ved det? Banke Løkke på plads og kræve, at han kom tilbage til kontoret? Ellemann valgte loyaliteten, bevægede sig ud på gyngende grund og forklarede i pressen, at Løkke havde brugt hele sit voksne liv på politik og derfor fortjente en kort pause. Takken fra Løkke har været til at overse.

Hvad skulle Ellemann gøre ved det? Banke Løkke på plads og kræve, at han kom tilbage til kontoret? Ellemann valgte loyaliteten.

Morten Reimar

Tværtimod. Særligt i begyndelsen af coronaepidemien, hvor alle forsøgte at finde fodfæste og danne sig et overblik over, hvad der var op og ned i den nye pandemi-virkelighed, skrev Løkken en række klummer, hvor han agerede enmandsopposition og gik imod partilinjen.

Mange roste Løkke for at sige regeringen imod. Ellemann blev kritiseret for at være usynlig i sammenligning. Når han forsøgsvist rettede en stille kritik mod de mest indgribende corona-foranstaltninger, fik han et ordentligt gok i nødden og blev beskyldt for at være uansvarlig. Sådan en kamp kan man ikke vinde.

Og så var der de mange Venstre-profiler, der stoppede: Lars Løkke, Inger Støjberg, Tommy Ahlers, Karsten Lauritzen, Ellen Trane, Kristian Jensen, Britt Bager, Marcus Knuth, Ulla Tørnæs, Bertel Haarder, Claus Hjort, Fatma Øktem og Jane Heitmann. Uanset de individuelle årsager, blev det tolket som, at de forlod den synkende skude.

Ellemann fik kritik for at ikke at modernisere partiet hurtigt nok. At Venstre var for fodslæbende på klima og på ligestilling. Andre steder fik han kritik for at være en skabsradikal, woke by-type, der forsøgte at ændre partiet så hurtigt, det måske nærmere handlede om, han var formand for det forkerte parti. 

I det hele taget stod han hver eneste dag op til nye tæsk. Der kom ofte meningsmålinger, hvor Venstre lå historisk lavt, og han fik skylden alene. Dårlige meningsmålinger avler endnu dårligere meningsmålinger. Og der skal sjældent mere end et par opkald til baglandet til, før man kan finde utilfredse stemmer, og så ruller snebolden.

Han kunne dårligt tænde for TV eller gå på Twitter eller Facebook uden at få at vide, det var ham og hans måde at være på, der var skyld i det alt sammen. Han ikke kunne tage en trøje på om morgenen uden, det var den forkerte. Han kunne ikke klappe en gris, uden det var synd for grisen.

"Din far var meget bedre end dig. Lars var meget bedre end dig. Kristian Jensen havde været bedre end dig, Inger havde været bedre end dig, Søren Gade havde været bedre end dig. Søren Pape er bedre end dig, Pernille Vermund er bedre end dig, Alex Vanopslagh er bedre end dig."

Der kom ofte meningsmålinger, hvor Venstre lå historisk lavt, og han fik skylden alene.

Morten Reimar

En ting alle os, der har arbejdet på Venstres Christiansborg-sekretariat, haft kontor to skridt og en spytklat fra ham, eller været på kampagneture med ham, ved er, at Ellemann aldrig brokkede sig.

Tværtimod havde han som ofte et smittende overskud, der stod i stærk kontrast til de evindelig række tæsk, han igen og igen løb ind i. Han lod sig simpelthen ikke, i hvert fald ikke udadtil, påvirke af, at han kunne åbne enhver avis og læse alt om, at han ene mand var skyld i, at Danmarks ældste parti var på afgrundens rand.

Det havde ellers ikke været uden grund. Som Venstreformand stod han overfor en historisk populær statsminister, der ledte landet igennem en pandemi, ingen kendte omfanget af. Hvordan skulle nogen agere i den virkelighed?

Samtidigt blev han igen og igen angrebet af de partier, der gerne skulle pege på ham. Til sidst valgte et af dem, efter at have ædt løveparten af Venstres stemmer, at pege på sig selv.

Helt galt er det gået, nu Venstre er gået med i SVM-regeringen, efter at have brugt tre år på at angribe Socialdemokratiet med alt, hvad de havde. Det var endnu en af de partihistoriske beslutninger uden en oplagt, god valgmulighed. Undlod han at gå med i regering, for at være tro mod idealerne og det blå samarbejde, ville Venstre stå afplukket tilbage uden andet end fire års ørkenvandring at se frem til. Og så skulle han komme på en rigtig god forklaring på, hvorfor han efterlod regeringskontorerne til venstrefløjen.

Ellemann har taget flere tæsk i sin tid som Venstre-formand, end de fleste kommer til i løbet af et helt liv.

Morten Reimar

Gik han med, ville han svigte alt det, han var gået til valg på. Damned if you do, damned if you don’t.

Summa summarum: Ellemann har taget flere tæsk i sin tid som Venstre-formand, end de fleste kommer til i løbet af et helt liv. Og han har ikke gjort antræk til på noget tidspunkt at sige, det var uretfærdigt.

Toppolitik er tough business. Man skal være lavet af et helt specielt stof, for at kunne overleve dér. Jakob Ellemann har været i konstant modvind i 3,5 år. Problemet er ikke, at Jakob Ellemann-Jensen ikke kan holde til det. Tværtimod har han holdt til det for længe.