To afgørende uddannelsesudspil vil vise, om regeringen kan og vil skabe mere end én funklende top i landskabet

Det betyder ikke, at der ikke gives gode og velmente råd på sammenhængens og helhedens interesse; det gør der, men meget få har overblik og ressourcer eller interesser i det.

Det er anderledes, når det angår nationaløkonomi, hvor de økonomiske vismænd, Nationalbanken og andre med en vis pondus kan påberåbe sig et sammenhængende helhedssyn. På økonomi.

Regeringen lancerer lige om lidt to tunge og formentlig afgørende uddannelsesudspil. Det ene handler om ungdomsuddannelserne.

Her får vi at se, hvad der kommer op af den gryde, som undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) satte over tidligere på året. I gryden puttede han alle de gymnasiale uddannelser, kommunal 10. klasse (efterskolerne må man ikke røre) og grundforløb på erhvervsuddannelserne.

Det lader til at blive en kolossal reform. Måske den mest omfattende i ungdomsuddannelsernes historie.

Stefan Hermann

Vi ved nu, at der vist kommer en ny gymnasial uddannelse på bordet. Hpx eller epx er den ny hovedret blevet kaldt. Mere praktisk.

Stærke ungdoms- og studiemiljøer med en almendannelse, der ikke er svøbt i nyhumanistiske idealer fra 1800-tallet, men med kærlighed til håndværk og arbejde, ting og sager, krop og sundhed for nu at sige det på jævnt dansk.

Det lader til at blive en kolossal reform. Måske den mest omfattende i ungdomsuddannelsernes historie, hvor man ellers har gjort en dyd ud af reformere silovist, som knopskydninger og i opgangsperioder med flere unge.

Sidste store samlede tilløb var Højbyskitsen i 1973, der hurtigt blev skrottet. Nu skal Tesfaye gøre forsøget. Med flere penge, men formentlig færre unge.

Overskygget af den megen debat om regeringens udspil til et nyt landskab af ungdomsuddannelser, har været Christina Egelunds (M) længe bebudede reform af de professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser.

Det drejer sig om uddannelserne til sygeplejerske, pædagog, socialrådgiver, fysioterapeut, ernæring og sundhed, jordemoder på den ene side, og på den anden de endnu mere oversete teknisk-merkantile videregående uddannelser (diplomingeniør, finansøkonomi, laborant), der har hjemme på både erhvervsakademier og professionshøjskoler.

Reformen er her trukket af det store behov for lærere, sygeplejerske, socialrådgivere og ikke mindst dygtige pædagoger til vores fælles institutioner.

Her har søgning og optag over en bred kam været faldende i årevis – ikke kun ude på landet, men faktisk særligt i København.

Efter udflytningsreformen i 2021 og kolossale investeringer i flere uddannelser udenfor de store byer til færre studerende, er turen nu kommet til selve uddannelserne.

Mest deres struktur og længde, men også professionernes behov for livslang læring og opkvalificering. Det er der mere end almindelig fornuft i, og det har da også af sektoren været efterspurgt i mere end et årti.

Reformudspillet hænger her imidlertid sammen med den såkaldte kandidatreform, som Christina Egelund sidste år indgik med forligspartierne.

Den indebærer en sektordimensionering, der sættes prop i universitetssektoren og på de enkelte universiteter, og at universiteterne skal lave et betydeligt antal toårige kandidatuddannelserne om til etårige uddannelser og deltids erhvervskandidatuddannelser.

Det hele i en situation, hvor der i hvert fald frem til midten af 2030’erne bliver færre i den uddannelsessøgende alder.

Scenarierne lyder som rene trusler set med et nøgternt blik fra gymnasier og universiteter.  

Stefan Hermann

Først bremsede man universiteternes vækst med uddannelsesspecifik dimensionering i 2015, dernæst udflytning i 2021, og nu afkortning og fleksibilisering. Plus prop i optaget. Og slut med det sjette SU-år, som vi er mange, der havde brugt, inden vi påbegyndte specialeskrivningen.

Prop i universitetet og åbningen af et mere attraktiv tilbud på professionsuddannelserne, der skal gøres mere attraktive, og med højere kvalitet og udsigt til livslangt at kunne blive dygtigere og få flere muligheder. Det er filosofien, så vidt jeg kan se.

Men hvordan er vi dog kommet dertil, at Gud og hvermand vil gå i det almene gymnasium, og de fleste og de mest toneangivende vil læse på universitetet?

I gamle dage var det omvendt. De fleste tog en erhvervsuddannelse, flere gik på seminarier, sygeplejeskoler med videre end på universitetet.

Nu er det omvendt. Her kan man med fordel lytte til Berrit Hansen, tidligere styrelsesdirektør, ansat i Undervisningsministeriet fra 1965 til 2003, som i et åbenhjertigt indlæg udlagde teksten i Uddannelseshistorie. 

Med Ole Vig Jensens institutionsredegørelse i 1998 blev politikerne stillet overfor valget mellem en universitetsmodel, hvor man samler langt de fleste videregående uddannelser i universiteterne, som samtidig reformeres, eller den såkaldte Center for videregående uddannelses-model (CVU), hvor mellemlange og korte videregående uddannelser på – hold nu vejret – omtrent 180 institutioner blev samlet.

Man havde skelet til blandt andet succesen med Universities of Applied Science (HBO) i Holland og valgte den sidste model i lightformat. Først med CVU-reformen i 2000 og siden professionshøjskolereformen med virkning fra 2008.

Den skulle sikre et stærkt alternativ til universiteterne, stoppe deres vækst og annektering af blandt andet ingeniørhøjskolerne med deres mellemlange diplomingeniøruddannelser, som jeg erindrer en minister sige.

Allerede Universitetscenteret i Aalborg blev i 1974 til med blandt andet socialrådgiveruddannelse, ingeniørakademi og teknikum.

Universiteterne blev ved med at vokse (efter politisk ønske), og flere institutioner fik universitetsstatus (designskoler, arkitektskoler, lærerhøjskolen i fusion), eller blev indlemmet i universitetet (Biblioteksskolen, Ingeniørhøjskolen i Aarhus og så videre).

Først bremsede man universiteternes vækst med dimensionering i 2015, dernæst udflytning i 2021, og nu afkortning og fleksibilisering. Plus prop i optaget.

Stefan Hermann

Og hverken CVU'ere eller siden professionshøjskoler kunne få adgang til at udbyde kandidatuddannelser, få en attraktiv stillingsstruktur eller adgang til robuste forskningsmidler.

Deraf udtrykket 'en light-model' modsat stort set samtlige europæiske lande.

Den ene top i landskabet funklede i glans og prestige. Den anden var sværere at realisere, vennerne få og den politiske appetit på et følge op behersket.

Man gjorde meget og effektfuld i den ene butik, men intet eller lidt i den anden. Ikke så underligt, at de unge også har taget bestik heraf.

Det centrale spørgsmål er nu, om regeringen med sit forslag til en reform af de videregående uddannelser tager konsekvensen af udviklingen, af erfaringen, af de unges søgemønstre og samfundets behov, og etablerer et system af videregående uddannelser med mere end et forjættet land.

Tilsvarende på ungdomsuddannelsesområdet: Kan hpx'en gøres lige så attraktiv som stx'en? Har politikerne lavet en model de unge vil respondere positivt på?

Vil overgangsbøvlet overtrumfe de glitrende visioner? Har man tænkt sammenhængene helt igennem? Er ideen om "nu er det Arnes børnebørns tur" blot en retorisk revanchisme, eller slår det igennem?

Scenarierne lyder som rene trusler set med et nøgternt blik fra gymnasier og universiteter.

Men man glemmer i givet fald, at en fortsat svækkelse af professionsuddannelserne eller fortsat mangel på erhvervsuddannede skridt for skridt formentlig vil blive væltet derhen, hvor succeserne er; nemlig på universitetet eller gymnasiet.

Vi bliver lidt klogere 8. oktober.

Det danske samfund havde imidlertid haft væsentligt bedre forudsætninger for at skelne skidt fra kanel, væsentligt fra uvæsentligt og særhensyn fra helhedsinteresse.

Dette ville være muligt, hvis man gennem årtierne havde haft en uafhængig og tung partner til at belyse feltet – måske endda komme med forslag.