Menighedsrådsformand til Pia Søltoft: Kærlighed til folkekirken kræver også vilje til forandring

Således er min kronik faldet sognepræst og forfatter Pia Søltoft for brystet, der i et nyligt indlæg har udnævnt undertegnede (og endda vores kirkeminister) som nærmest fjender af folkekirken.

Folkekirkens indflydelse forpligter

Kritikken går på, at jeg med mit bidrag til debatten er med til at tale kirken ned og kritisere den indsats, der dagligt lægges blandt landets mange menighedsråd, ansatte, gejstlige og øvrige kirkeaktører.

Jeg vil gerne starte med at understrege, at det på ingen måde har været min hensigt.

Jeg er fuldstændig enig med sognepræsten i, at der ydes enorme bidrag fra alle grene i den danske folkekirke. Vi lykkedes med rigtig meget. Det skal ikke underkendes eller stå hen uden anerkendelse.

Med al den ros, som kan og skal siges om kirken, skal der også være plads til at tale om udfordringerne, uden at det bliver til en forfaldshistorie.

Mike Straarup
Menighedsrådsformand

Folkekirken er en central samfundsaktør og besidder enorme ressourcer. Store dele af vores selvforståelse bygger på det kristne budskab, og meget ville se anderledes ud i vores lille land højt mod nord, hvis ikke det var funderet i kristendommen.

Men den indflydelse forpligter; forpligter til, at man løbende orienterer sig mod det omkringliggende samfund og vurderer, hvordan man bedst bidrager til det – og ikke mindst fortæller om sin indsats.

Den man tugter, elsker man

Med al den ros, som kan og skal siges om kirken, som vi kender den i dag, skal der også være plads til at tale om udfordringerne, uden at det bliver til en forfaldshistorie.

Vi gør kirken og det omkringliggende samfund en bjørnetjeneste ved at lukke øjnene og blot tilskrive udfordringerne den generelle samfundsudvikling.

Medlemstallet er faldende. Et fald på 0,7 procent på blot ét år er – for alle, der holder af folkekirken – foruroligende læsning.

Valgdeltagelsen ved seneste menighedsrådsvalg i 2020 var på 1,7 procent af de stemmeberettigede. I alle andre kontekster ville vi kalde det en demokratisk katastrofe og stille et oprigtigt spørgsmål ved menighedsrådenes demokratiske legitimitet.

Mange menighedsråd har svært ved at finde kandidater, må afholde ekstra valgforsamlinger for overhovedet at blive fuldtallige, og nogle må endda søge om dispensation for at danne menighedsråd med færre medlemmer, end reglerne tilskriver.

Så at kalde det ’nærdemokrati, så det basker,’ som sognepræsten gør i sin kritik, er under alle omstændigheder at tage munden for fuld.

At lukke øjnene og bare fortsætte ufortrødent uden at drøfte indhold, kommunikation, tilstedeværelse eller relevans er både hovedløst og uforsvarligt.

Den der har evnen, har pligten

Det er ikke min hensigt at tale kirken ned eller at udstille nogen. Men stædigt at fastholde, at der ikke er behov for et fornyet perspektiv eller livtag med kirkens rolle og måde at udbrede det gode budskab på, virker selvdestruktivt.

At lukke øjnene og bare fortsætte ufortrødent uden at drøfte indhold, kommunikation, tilstedeværelse eller relevans er både hovedløst og uforsvarligt.

Mike Straarup
Menighedsrådsformand

Folket er folkekirkens grundforudsætning. Hvis folket fravælger kirken (i bred forstand), mister den sin legitimitet som vores fælles, kulturelle ramme. Det har vi simpelthen ikke råd til at lade ske.

Så derfor råber jeg vagt i gevær; ikke for at fornedre, kritisere unødigt eller ligegyldiggøre vores folkekirke og den indsats, der lægges for dagen i 2024. Men fordi der er for meget på spil til at sidde stille hen.

Grundlæggende tror jeg, at sognepræst Pia Søltoft og jeg selv er enige om rigtig meget.

Vi deler begge en kærlighed til kirken og en beundring for alt det, den lykkes med og formår at løfte. Vi deler et ønske om at bevare og fastholde den til generationerne fremover.

Hvis vi kan mødes omkring det – både sognepræsten og undertegnede i det konkrete tilfælde, men også folkekirkens mange parter og aktører i bredere og mere generel forstand – er jeg sikker på, at fremtiden er lys.

Vi er nødt til at gøre noget aktivt for at vende udviklingen og sikre folkekirkens fremtid. Og denne gang løses det ikke ved at vende den anden kind til.