Messerschmidt: Europa er kun et hjertestop fra den næste flodbølge af migranter
DEBAT: Før valget til Europa-Parlamentet om et år skal Parlamentets ”indvandrings- og asyllobby” tvinges til at give klare svar på, om de vil forhindre en ny tsunami af migranter og flygtninge fra Afrika, skriver Morten Messerschmidt (DF).
Af Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet
Hvad betyder mest for de europæere, som vælger at stemme ved valget til Europa-Parlamentet om et år?
EU’s egne og mange andre meningsmålinger har længe påpeget, at beskæftigelse, økonomi og sundhed har veget pladsen for masseindvandring, islam og terrorisme. Det er stof, der vælter regeringer og udsletter partier – som de socialdemokratiske partier i Tyskland, Frankrig, Holland og Italien. Og vent og se, hvad der sker med Sveriges socialdemokrater i september.
Millioner venter på at komme til Europa
Flodbølgen over Middelhavet i 2015 var det største chok og den største krise, som EU endnu har oplevet. Men tillad mig at male fanden på væggen: Millioner venter på at komme ind i Europa, nu især fra det afrikanske kontinent.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]
Måske vil mange mistænke mig for at overdrive; men sidste år offentliggjorde Bild Zeitung et internt arbejdspapir for den tyske regering. Ifølge dét venter 6-7 millioner migranter langs Middelhavets kyster på at komme til Europa. Blandt dem er der over tre millioner, som Tyrkiet bruger som afpresningsmiddel, og over 700.000 i Jordan. Men rapporten siger også, at en million venter i Libyen, en million i Egypten, 430.000 i Algeriet, 160.000 i Tunesien og 50.000 i Marokko. Hertil kommer hundrede tusinder på vej igennem og op mod Sahara.
Formanden for Europa-Parlamentet, Antonio Tajani advarer mod ”en exodus af bibelske proportioner, som det vil være umuligt at standse”.
Algeriet kan meget vel blive det nye Syrien eller endnu et Libyen, hvor en brutal blanding af hellig krig og stammekrig sender en ny menneskelig flodbølge afsted mod Europa.
Morten Messerschmidt (DF)
MEP
Balkan-ruten fra Grækenland er lukket. Det samme er passagen ind i Østrig og Frankrig fra Italien. Men hvad kan forhindre en ny gigantisk exodus af 2-3 millioner unge afrikanere over Middelhavet?
Et hjertestop fra menneskelig tsunami
Algeriet kan meget vel blive det nye Syrien eller endnu et Libyen, hvor en brutal blanding af hellig krig og stammekrig sender en ny menneskelig flodbølge afsted mod Europa.
”Sådan kan Algeriet ødelægge EU,” advarede den britiske mellemøst-skribent Stephen Pollard i The Spectator sidste år. Han pegede på, at Algeriets 79-årige præsident Bouteflika er dødeligt syg. Derfor er Europa kun et hjertestop fra den næste menneskelige tsunami. Siden staten og islamisterne i 90’ernes Algeriet udkæmpede en borgerkrig, der kostede 150.000 livet, har Bouteflika heldigvis holdt landet i et jerngreb.
Men når han dør, opstår der et tomrum, som islamisterne vil udnytte. Og de er allerede i offensiven med at gen-islamisere landet. Tørklæder, minareter, koranskoler og religiøs kontrol breder sig, og en blodig konfrontation er ifølge Stephen Pollard uundgåelig. Han citerer Algeriet-kendere for at vurdere, at over 10 millioner algeriere ud af en befolkning på 42 millioner vil forlade landet - de fleste med kurs mod dets tidligere kolonimagt Frankrig.
Hvad gør EU?
Har EU-apparatet så gjort noget for at tage højde for den trussel? Nej, Bruxelles forsøger at vænne europæerne til, at massemigrationen er uundgåelig. Derfor endte topmødet mellem EU og de afrikanske lande i Elfenbenskysten i november som en total fiasko – set fra europæernes perspektiv.
Den impotente EU-delegation kunne ikke nænne at gøre det helt klart for de 55 afrikanske ledere, at de ikke kan sende deres overskud af unge mænd til Europa. Derfor endte mødet med de sædvanlige fantasier om en ”Marshall-plan”, som skal gøre Afrika til et velfærds-kontinent, så velhavende og komfortabelt, at ingen har grund til at udvandre.
Heldigvis er EU-landene begyndt at ignorere EU-apparatet og dets talløse NGO-lejetropper og fastholder deres ret til grænsekontrol, bevogter deres grænser og farvande og bruger deres økonomiske magt til at tvinge de afrikanske lande til at holde flodbølgen tilbage.
Når en ny flodbølge bliver sat i gang af et hjertestop i Algeriet, vil enhver europæisk regering, som ikke forsvarer sit land, blive skyllet til side.