Opbruddets EU-valg er nationalisternes chance, hvis de kan gribe den

BRUXELLES: Det var en mild og tidlig forårsaften i Alsace, da jeg for to år siden fik øje på en italiener blandt de omkring 1.000 ellevilde franskmænd i landsbyen Monswiller. Borgerne i det franske grænseland var strømmet til det lokale kulturhus Le Zornhoff for at hylde Marine Le Pen, der denne onsdag aften i begyndelsen af april 2017 førte kampagne som præsidentkandidat for sit højrenationalistiske parti, Front National.

Resten af den historie kender vi: En månes tid senere tabte Le Pen til Frankrigs nuværende præsident, den liberale EU-entusiast Emmanuel Macron, som løb med to tredjedele af stemmerne ved præsidentvalgets anden runde 7. maj det år. Men det er værd at huske på, at opløbet havde været meget mere uforudsigeligt.

Mens Macron endte med at vinde den afgørende tvekamp overbevisende, så var resultatet i valgets første runde to uger før langt tættere. I den runde, hvor alle partiernes kandidater stadig var på banen, landede Marine Le Pen på 21,3 procent af stemmerne – mindre end tre procentpoint under Macrons 24 procent. Det kunne være gået anderledes.

Det var et valg, som ganske givet inspirerede den storsmilende italiener, der den aften til Le Pens valgmøde i Monswiller stod og filmede sig selv med sin smartphone foran ballonerne og de svingende franske flag. Den mand var Matteo Salvini, leder af partiet Lega på Italiens yderste højrefløj.

Det nye forhold mellem de danske og de franske nationalister er interessant. Det viser, hvordan mange af disse partier nu nærmer sig hinanden på en ny måde. De har fået flere ting, de kan samles om.

Susi Dennison
Politisk direktør, European Council on Foreign Relations (ECFR)

Sidste år vandt han regeringsmagten i Rom gennem en uventet alliance med Femstjernebevægelsen. Siden har Salvini etableret sig som en magtfuld, EU-skeptisk indenrigsminister og vicepremierminister, der efterhånden betragtes som Italiens reelle politiske leder.

Samtidig er han i gang med at udvikle en paneuropæisk politisk alliance sammen med blandt andre Dansk Folkeparti – og også med deltagelse af Marine Le Pen. Den franske nationalistleder er i færd med at udlægge sin europæiske vision, hvilket fredag i denne uge bringer Le Pen til København, bl.a. for at besøge DF og Udenrigspolitisk Nævn.

Måske det vigtigste EP-valg nogensinde
Hvis det lykkes at holde sammen på den nye alliance og få den til at vokse både op til og efter valget, så kan Matteo Salvini, Marine Le Pen og deres partnere blive symbolet på en ny magtbalance i Europa-Parlamentet efter det europæiske valg 23.-26. maj i år.

”Dette kan meget vel blive det vigtigste europaparlamentsvalg nogensinde. Målinger på tværs af Europa tyder på, at de to grupper, der har domineret parlamentet i 40 år – de konservative i EPP og socialdemokraterne i S&D – for første gang ikke vil kunne skabe et flertal alene,” siger Susi Dennison, politisk direktør i den tværeuropæiske tænketank European Council on Foreign Relations (ECFR).

Gennem et omfattende netværk af valgforskere og politiske eksperter på tværs af Europa gennemfører ECFR en række prognoser og sammenlignende analyser op til valget. Denison og hendes kolleger kortlægger et politisk landskab, som er i opbrud.

”På tværs af EU-landene ser vi en usædvanlig flygtig og uforudsigelig politisk situation. Utrolig mange vælgere er trætte af deres regeringer og af de gamle politiske partier. De vil have forandring. De vil have noget nyt, men de ved ikke rigtigt hvad,” siger hun:

”Det kan blandt andet komme mange af de EU-skeptiske partier til gode. Det ser ud til, at næsten en tredjedel af pladserne i det nye Europa-Parlament kan blive taget af forskellige slags EU-skeptikere både til højre og venstre for midten. Her kan Matteo Salvinis nye alliance komme til at spille en vigtig rolle, hvis han ellers kan få den til at hænge sammen.”

Brexit har skubbet nationalisterne sammen
Det er langtfra hele den brogede skare af forskellige nationalistiske eller på anden måde EU-kritiske partier, der vil kunne finde sig til rette i en ny parlamentsgruppe skabt af Salvini. Nogle EU-skeptikere er at finde på venstrefløjen. Og selv de forskellige landes partier yderst til højre kan blive vanskelige at samle i én stor alliance, når det kommer til stykket.

I det afgående Europa-Parlament har de højrenationalistiske og nationalkonservative partier siddet i tre forskellige politiske grupper, som notorisk har haft svært ved at arbejde sammen. Det har svækket deres indflydelse.

Men det kan blive anderledes denne gang, vurderer Susi Dennison fra ECFR. Både fordi højrenationalisterne efterhånden har lært af erfaringerne, og fordi mange af dem nu ser en chance for at skabe en magtfaktor, der kan ændre EU indefra.

”Paradoksalt nok har Brexit hjulpet til at samle mange af de højrenationalistiske partier på kontinentet om et mere fælles europæisk mål. Nu kan de se, at det ikke nytter at agitere for at forlade EU foreløbig. Det åbner mulighed for et samarbejde om i stedet at bremse samarbejdets udvikling,” siger hun.

Professor Simon Hix fra London School of Economics, der er mangeårig specialist i europæiske valg, er enig i analysen.

”Selv om ikke alle går med i Salvinis nye gruppe fra starten, så kan den sagtens gå hen og blive stor og indflydelsesrig, hvis han spiller sine kort rigtigt. Lige nu ser det ud til, at sådan en gruppe kunne få i hvert fald 100 medlemmer og dermed måske blive den tredjestørste i Europa-Parlamentet,” siger han.

DF nærmer sig Le Pens parti

Foreløbig omfavner Matteo Salvinis alliance Marine Le Pens parti, der i dag har skiftet navn til Rassemblement National (National Samling), Østrigs Frihedsparti (FPÖ), tyske Alternative für Deutschland og en række andre – herunder Dansk Folkeparti.

Anders Vistisen fra DF var med, da Matteo Salvini i begyndelsen af april lancerede den nye nationalkonservative alliance under overskriften ’Fornuftens Europa’.

Det markerer lidt af et nybrud for Dansk Folkeparti, som i opløbet til sidste EP-valg i 2014 tog skarpt afstand fra de selv samme franske nationalister.

”Det er trist, at et parti med dybt antisemitiske rødder, økonomisk politik funderet i protektionisme, og som er kendt for at markere sig med alle mulige bizarre meldinger, kan få så mange franskmænds stemmer,” sagde partiets daværende spidskandidat, Morten Messerschmidt, til TV 2 dengang:

”Jeg kan ikke se mig selv i nogen konstellation med personerne i det parti.”

Her fem år senere har Messerschmidts parti åbenbart ikke længere noget problem med Marine Le Pen. Netop den tilnærmelse mellem Rassemblement National og Dansk Folkeparti er ifølge Susi Dennison et godt eksempel på udviklingen yderst til højre i europæisk politik.

”Det nye forhold mellem de danske og de franske nationalister er interessant. Det viser, hvordan mange af disse partier nu nærmer sig hinanden på en ny måde. De har fået flere ting, de kan samles om. Og så kan de se, at store partier som Lega, Rassemblement National og andre kan give dem reel indflydelse på en ny måde,” siger hun.

Flere kan komme med senere
Skal man tro meningsmålingerne, så vil intet mindre end seks EU-skeptiske partier kunne komme på Top 15 over de største nationale partier i det nye Europa-Parlament efter dette valg.

I toppen ligger Angela Merkels tyske konservative i CDU/CSU, men de står til at blive tæt fulgt af Salvinis parti, Lega. Som nummer tre, fire og fem ligger henholdsvis det polske regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS), den italienske Femstjernebevægelse og Marine Le Pens Rassemblement National. Listen tæller også Viktor Orbáns parti, Fidesz, i Ungarn, og de tyske nationalister i Alternative für Deutschland.

Foreløbig har polske PiS ikke sluttet sig til Salvinis nye alliance, og indtil videre sidder Orbáns Fidesz stadig i parlamentets store konservative gruppe, EPP. Men det kan ændre sig, enten op til eller efter europaparlamentsvalget.

”Viktor Orbáns parti er i øjeblikket suspenderet i EPP, og derfor kan han ende med at flytte gruppe. Det kunne polakkerne i PiS også finde på, hvis en stærk ny nationalistgruppe tegner sig efter valget. Og så kunne den pludselig blive endnu større,” siger Susi Dennison fra ECFR.

Hvis kontinentets største nationalistiske og nationalkonservative partier klarer sig så godt ved valget 23.-26. maj, som meningsmålingerne spår, så kan det give dem ny motivation for at skabe en fælles gruppe i Europa-Parlamentet.

Brexit Party er velkomne i alliancen
Meget er endnu uforudsigeligt. For eksempel forvirrer det målingerne og analyserne, at udskydelsen af Brexit nu kan betyde, at Storbritannien også skal afholde EU-valg på falderebet.

Der er der dog ikke meget, der tyder på, at det vil vende tendensen. I sidste uge viste en britisk meningsmåling, at EU-modstanderen Nigel Farages nye parti, The Brexit Party, kunne blive den store vinder ved det valg.

Det fik straks Marine Le Pen til at sige, at de britiske EU-modstandere da også er velkommne i kontinentets nye nationalistiske alliance – så længe det varer.

Det er langtfra sikkert, at Farage ville være interesseret i det, hvis altså europaparlamentsvalget overhovedet ender med at blive gennemført i Storbritannien. Hidtil har han været kritisk over for Le Pen.

Men mulighederne er mange, hvis Europas skeptikere kan samle et blokerende mindretal i det nye parlament.

De kunne for eksempel begynde med at kaste grus i udnævnelsen af den nye EU-Kommission i løbet af sommeren og efteråret. Bagefter kunne de tage fat i forhandlingerne om EU’s nye langtidsbudget for 2021-2027. Og meget andet.

Det store spørgsmål bliver, om Europas nationalister for første gang vil kunne finde ud af for alvor at arbejde sammen om et europæisk projekt. Hvis de formår det, kan de blive en magtfaktor, der vil begynde at forandre det europæiske samarbejde.