Mogens Jensen: Umenneskeligt at skære i bistand nu

BISTAND: Udviklingsminister Mogens Jensen angriber blå bloks ønske om at sænke det danske bistandsniveau og kalder det afgørende forkert. Tom retorik, lyder modsvaret.

OECD's nyeste tal viser, at Danmark holder sin plads blandt klodens største bistandsydere. Det vil være umenneskeligt at begynde at ændre på det, siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) i en kritik af blå blok. Tom valgkampsretorik, svarer udviklingsordfører Jakob Ellemann-Jensen (V).  
OECD's nyeste tal viser, at Danmark holder sin plads blandt klodens største bistandsydere. Det vil være umenneskeligt at begynde at ændre på det, siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) i en kritik af blå blok. Tom valgkampsretorik, svarer udviklingsordfører Jakob Ellemann-Jensen (V).  
Tyson W. LyallCecilie Gormsen

Danmark udbetalte sidste år 16,8 milliarder kroner i udviklingsbistand.

Det svarer ifølge en ny opgørelse fra OECD til 0,85 procent af bruttonationalindkomsten (BNI), og dermed ligger Danmark fortsat på et niveau, hvor vi ifølge handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) absolut hører hjemme.  

"Vi er i verdensklasse på udviklingsområdet," siger ministeren og benytter lejligheden til at advare imod blå bloks ønske om at finde besparelser på området.

”Det er umenneskeligt at ville skære på vores indsats i en tid, hvor behovet aldrig har været større. Det er et forkert signal at sende i et år, hvor vi skal vedtage nye mål for klodens fremtid, og hvor vi oplever nogle af de værste humanitære kriser i verdenshistorien,” lyder fra Mogens Jensen, som kalder spare-tankegangen for ”afgørende forkert”.

Fakta
Procent af BNI brugt på udviklingsbistand - udvalgte tal fra andre lande:  

Sverige 1,10.
Luxembourg 1,07.  
Norge 0.99.
Danmark 0,85.

Storbritannien 0,71.
Tyskland 0,41.
Frankrig 0,36.  

Japan 0,19.
USA 0,19.
Italien 0,16.
Polen 0,08. 

Kilde: OECD

Klar politisk skillelinje
Forholdet til bistandsprocenten er én af de helt tydelige politiske skillelinjer mellem rød og blå blok. I regeringsgrundlaget fremgår det, at regeringen på sigt ønsker at hæve procentsatsen til 1,0 procent. Enhedslisten har yderligere som mål, at bistanden på sigt skal op på 1,5 procent af BNI.

Omvendt har Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance tilkendegivet, at de vil arbejde på at sænke udviklingsbistanden til 0,7 procent af BNI. Konservative skiller sig en smule ud, da de ønsker at lægge udviklingsbistanden fast på 0,80 procent af BNI.

Med vores politik vil en dansker stadig give mere end dobbelt så meget som hver franskmand og næsten dobbelt så meget som hver tysker. Jeg ser ikke Tyskland eller Frankrig som uacceptable lande. Snarere tværtimod. Det er, som sædvanlig, tomme tønder fra ministeren.

Jakob Ellemann-Jensen
Udviklingsordfører, Venstre

DF og Venstre: Tom retorik
Venstres udviklingsordfører Jakob Ellemann-Jensen afviser ministerens kritik. Han kalder kommentarerne for ”ren valgkampsretorik” og går i rette med retorikken.

”Det er påfaldende, at det er umenneskeligt, når Venstre vil skære, men nødvendigt, når regeringen gør det. Sådan ser vi ikke på det. Med en bistandsprocent på 0,7 procent vil Danmark stadig være helt i top på verdensplan,” siger han.

Tallene fra OECD viser, at en række markante nationer, som for eksempel USA, Tyskland og Frankrig, ligger væsentlig under det danske niveau. Hverken Jakob Ellemann-Jensen eller DF’s udviklingsordfører, Hans Kristian Skibby, tager derfor ministerens kritik alt for alvorligt.

”Ministeren kan jo overbringe nyheden til sine kollegaer i USA eller Tyskland om, at de åbenbart er aldeles ubarmhjertige,” siger Hans Kristian Skibby. 

Dokumentation

Opgørelsen fra OECD er stadig foreløbig, da den blandt andet bygger på skøn for BNI for 2014.

De enkelte udviklingsprogrammer er normalvis flerårige, og udbetalingerne følger ikke altid tilsagnene fra den forgangne finanslov. Derfor afviger OECD bistandsprocenten på 0,85 procent fra de 0,83 procent, der er i 2014 blev afsat på finansloven til udviklingsbistand.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hans Kristian Skibby

MF (DD)
shippingmand (DFDS Transport 1992)

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Mogens Jensen

MF (S), næstformand for Socialdemokratiet, fhv. minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde
Fagbevægelsens lederuddannelse (LO-Skolen 1999)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024