Nyt notat: Andelen af ikke-uddannede lærere i folkeskolen er meget mindre end antaget
Et notat fremlægger nye beregninger af andelen af ikke-uddannede lærere i folkeskolen. "Det tager toppen af krisestemningen," siger Vive-professor bag notatet.
Signe Løntoft
RedaktørKnap hver femte lærer er ikke læreruddannet, har det over sommeren lydt i en række medieindslag, på baggrund af en analyse fra AE-Rådet, lavet i samarbejde med Danmarks Lærerforening.
Men nu sætter nye beregninger spørgsmålstegn ved det billede.
Et notat fra Vive konkluderer, at andelen af ikke-uddannede lærere i folkeskolen er mindre end hidtil antaget.
Sagen kort
I et nyt notat fra Vive, udformet af professor Nicolai Kristensen, fremlægges nye beregninger af andelen af lærere i folkeskolen, der ikke har en læreruddannelse.
I Vive-notatet er andelen af ikke-læreruddannede lærere 12,9 procent for skoleåret 2019/2020. Det afviger fra en analyse fra AE-Rådet og Danmarks Lærerforening, som viser, at 19 procent af folkeskolens lærere ikke har en læreruddannelse.
Forskellene skyldes forskelle i data samt i forudsætninger.
Helt præcis finder Vive i notatet, at andelen er på 12,9 procent. Det er væsentligt mindre end de 19 procent, der fremgår af analysen fra AE-Rådet.
Forskellen skyldes nye data og forskellige bagvedliggende forudsætninger, men de nye tal er mere retvisende, mener professor Nicolai Kristensen, Vive, der står bag notatet:
"Det tager toppen af krisestemningen i forhold til lærermanglen."
De nye beregninger adskiller sig fra analysen fra AE og Danmarks Lærerforening på flere måder:
For det første korrigeres der for timetal. Det betyder, at hvis en ikke-uddannet lærer underviser 10 timer om ugen og en uddannet underviser 30, vægtes der i forhold til det.