Politisk talent i spidsen for forfatningskommission

FORFATNING: 26-årige Ineqi Kielsen er indstillet til at skulle stå i spidsen for Grønlands forfatningskommission, der indtil nu har levet en omtumlet tilværelse.

Foto: Siumut
Andreas Krog

Grønlands største parti, det socialdemokratiske regeringsparti Siumut, har indstillet Ineqi Kielsen til at varetage posten som formand for Grønlands forfatningskommission. Det skriver Sermitsiaq.

Det er nu op til det grønlandske landsstyre, Naalakkersuisut, som Siumut-formand Kim Kielsen er formand for, at godkende indstillingen af Ineqi Kielsen. Det forventes dog at være en formalitetssag, da Siumut som det største parti har ret til at vælge kommissionsformand, uden at de andre partier kan gøre indsigelser. 

To forfatninger
26-årige Ineqi Kielsen kommer til at stå i spidsen for en kommission, som siden sin etablering for knap tre år siden har levet en omtumlet tilværelse med formandsskift og heftig debat om især kommissoriet for kommissionen.

"Det er surrealistisk, at kommissionen ikke er kommet længere med sit arbejde, end den er, når man tænker på, at der er stemmer i det grønlandske samfund, der finder arbejdet frem mod selvstændighed rigtig vigtigt," siger adjunkt Rasmus Leander Nielsen fra Institut for Samfund, Økonomi og Journalistik på Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik.

Forfatningsarbejdet er gentagne gange sneet til, påpeger Rasmus Leander Nielsen.

"Der er gået intern fnidder i sagerne. Til at starte med diskuterede man meget, om man skulle lave to forfatninger. Én, der kunne gå sammen med Grundloven og holde Grønland inde i rigsfællesskabet. Og én, hvis man blev selvstændig. Desuden har der været stor udskiftning blandt medlemmerne og løbende diskussioner om blandt andet vederlag og bolig til medlemmerne," siger Rasmus Leander Nielsen.

Trak sig fra posten
Posten som kommissionsformand blev ledig i december sidste år, da den daværende formand, Doris Jensen, trak sig i protest over, at hun ikke kunne få honorar for at bestride formandsposten i forfatningskommissionen, samtidig med at hun fik honorar for at sidde i det grønlandske parlament, Inatsisartut. Før Doris Jensen var Vivian Motzfeldt formand.

Oprindeligt var det planen, at kommissionen skulle have afsluttet sit arbejde ved udgangen af 2018. Nu hedder deadline juni næste år.

Kommissionen har syv medlemmer, der får hjælp af et sekretariat.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024