Russisk ambassadør rykker fra Arktis til Danmark

TILTRÆDELSE: Ruslands nytiltrådte ambassadør i Danmark kommer direkte fra posten som landets arktiske ambassadør.

Vladimir V. Barbin på talerstolen ved Arctic Circle-konferencen i 2017.
Vladimir V. Barbin på talerstolen ved Arctic Circle-konferencen i 2017.Foto: Arctic Council
Andreas Krog

Efter fire år som Ruslands arktiske ambassadør er Vladimir V. Barbin netop tiltrådt som russisk ambassadør til Danmark. Som arktisk ambassadør repræsenterede Barbin Rusland i Arktisk Råd og ved internationale konferencer.

Før posten som arktisk ambassadør var Vladimir V. Barbin gennem fire år russisk ambassadør til Ghana og Liberia, ligesom han har haft flere ledende stillinger i det russiske udenrigsministerium i Moskva samt arbejdet på Ruslands ambassader i Sverige og Finland. Det betyder, at han ved siden af russisk og engelsk også taler svensk og finsk. 

Mål for russiske atomvåben
Barbins forgænger på den russiske ambassade på Østerbro Mikhail Vanin var Ruslands ambassadør til Danmark i mere end seks år. Han holdt sig ikke tilbage med at fremføre Ruslands synspunkter i den danske debat. I 2015 vakte det stor opsigt, da han advarede om, at de danske fregatter ville blive mål for russiske atomvåben, hvis Danmark gik med i Nato’s ballistiske missilforsvar.

En trussel, som han ikke direkte gentog, da Altinget interviewede ham i november 2017. Men som tilsyneladende stadig stod ved magt. Dog kun hvis Rusland bliver angrebet først.

”Jeg har ikke behov for at gentage noget. Eksperter ved, hvad der vil ske, hvis vi bliver angrebet. I vores militære doktrin står der, at vi kun kan bruge vores atomvåben som svar på et atomangreb,” pointerede Mikhail Vanin over for Altinget.

 

{{toplink}}

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024