SF vil tilbyde alle danskere test for giftstoffer, men det er både svært og dyrt at gennemføre, siger eksperter

SF-forslag om testning af alle danskere for PFAS vil være dyrt og kan alligevel ikke lade sig gøre på den korte bane, lyder fra flere eksperter. Partiet erkender, at forslaget er urealistisk.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Hjalte T. H. Kragesteen

Det bliver både dyrt og svært at tilbyde alle danskere at blive testet for skadelige fluorstoffer, som SF har foreslået.

Det er meldingen fra flere eksperter.

”Det kan ikke lade sig gøre. Det har vi slet ikke kapacitet til,” siger Philippe Grandjean, der er professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet.

Her har man for Sundhedsministeriet regnet sig frem til, at der årligt vil være muligt at foretage op til 8-10.000 prøver for PFAS – herunder til analyser, der skal bruges til forskningsprojekter. Men at hvis man begrænser antallet til de 5-8 vigtigste stoffer, kan man muligvis nå op på mellem 11-14.000 prøver i alt. Skal kapaciteten øges vil det kræve markante investeringer i nyt udstyr, nye laboratoriefaciliteter og mere personale.

Der er således lige nu kapacitet til, at omkring 0,2 procent af befolkningen kan testes om året.

Debatten om de skadelige fluorstoffer – der går under navnet PFAS – har raset af flere omgående de senere år.

PFAS er en gruppe stoffer, der gennem mange år er blevet brugt i mange forskellige produkter, og som derfor findes mange steder i dag. Foruden at være sundhedsskadelig for mennesker er stofferne også miljøskadelige, svært nedbrydelige og kaldes derfor også evighedskemikalier.

Det kommer blandt andet fra maden vi spiser, og vandet vi drikker. PFAS er ikke akut farligt at indtage, men da stofferne nedbrydes meget langsomt i kroppen, kan de ophobes og derfor give sundhedsproblemer senere i livet.

PFAS er blandt andet mistænkt for at være hormonforstyrrende, kræftfremkaldende og at kunne ødelægge immunforsvaret. 

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024