Sjursen i nøgleposition

Socialdemokratiet haler fortsat ind på Venstre. Der er stadig udsigt til en borgerlig regering efter valget, men nu er det blot seks mandater, der skal vendes, før de borgerlige må opgive drømmen om et systemskifte. Det viser en ny meningsmåling fra Greens/Børsen fredag.
Jon Adelsten
Der er bevægelse i vælgerkorpset i øjeblikket. En Gallup meningsmåling i Berlingske Tidende i søndags gav Nyrup-regeringen et forspring på ét mandat. Nu bekræfter en frisk måling fra Greens samme tendens - den beholder forspringet hos VK fløjen, men reducerer Anders Fogh Rasmussens årelange fremspring til seks mandater.

Kristeligt Folkeparti i nøgleposition
Målingen dømmer det kriseramte CD under spærregrænsen og dermed ude af Folketinget. Kristeligt Folkeparti står derimod til at bevare sine fire mandater med 3.1 procent af stemmerne. Og det giver Jann Sjursen en nøglerolle, hvis Anders Fogh Rasmussen skal kunne danne regering. Venstre har gentagne gange inklineret for de kristelige og Jann Sjursen har også givet tilsagn om at støtte en VK regering. Det bliver dog ikke uden krav, og det tætte løb mellem fløjene giver kun Sjursen bedre mulighed for at stille betingelser.

Sjursens krav til Venstre
Jann Sjursen vil blandt andet bruge sin position til at tage Venstre på ordet i spørgsmålet om et helt års barselsorlov. Desuden vil han forsøge at bremse Venstres forslag om at omlægge og beskære udgifterne til u-landsbistanden, stramme reglerne på udlændingeområdet og opbløde løftet om skattestop. Det siger han til dagbladet Børsen idag.

Ny næring til valgrygter
De gode meningsmålinger for Socialdemokratiet giver ny næring til de konstante valgrygter på Christiansborg. Før eller efter sommerferien er det mest aktuelle spørgsmål.
Imens arbejder de Socialdemokratiske politikere på en valgkampshåndbog, der skal udstikke argumenter inden for alle områder, når det store slag skal stå. Og i Folketingssalen blokerer valgkampsstrategi fra begge fløje i øjeblikket for en række politiske løsninger. Blandt andet kraftvarmeforliget og ændringen af udlændingeloven. Til gengæld er det lykkedes Socialdemokratiet at sætte Venstres politik på dagsorden, i stedet for selv at blive spiddet. Og om godt fjorten dage, tirsdag den 15. maj, skal Folketinget diskutere den fremtidige økonomiske politik med udgangspunkt i regeringens ti årsplan. Her vil der blive krydset klinger om skattestop, skattetryk og økonomisk ansvarlighed. Den lejlighed har flere gange været nævnt, som en oplagt mulighed for, at statsministeren kan gå på talerstolen og udskrive et valg.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024