Sundhedsudvalget i København: Regeringens sundhedsreform giver demokratisk underskud 

Det er glædeligt, at borgere med kronisk sygdom får patientrettigheder, og at regeringen lægger op til en folkesundhedslov. Men det er uklogt at flytte ansvaret for patientrettet forebyggelse fra kommuner til sundhedsråd.

Det kan føre til en mindre helhedsorienteret indsats, hvor borgerne bliver til patienter og man glemmer, at mange med kronisk sygdom også har sociale og sundhedsmæssige udfordringer.

Den helhedsorienterede indsats er kommunernes styrke. Her starter sundhed i sundhedsplejen og fortsætter helt ind på plejehjemmet.

Når vi tænker sundhed ind i hverdagen, kan vi øge borgernes livskvalitet, nedbringe antallet af indlæggelser og genindlæggelser og frigøre ressourcer i hele sundhedsvæsnet.

Sammenhængen smides ud med badevandet

Regeringen er optaget af snitflader, og det giver god mening. Men har de glemt egne snitflader i skyndingen? Et faktum er det i hvert fald, at dele af sundhedsudspillet er i clinch med ældrereformen.

Regeringen vil med udspillet integrere almen sygepleje i den kommende helhedspleje. Intentionen er god. Men samtidig vil regeringen flytte akutsygeplejen til sundhedsrådene.

Der er stor risiko for, at vores fyrtårne og synergien mellem vores sundhedstilbud bliver smidt ud med badevandet.

Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsudvalg

Det er dybt problematisk, for det er nærmest umuligt at skille akutsygeplejen og hjemmesygeplejen – i hvert fald hvis vi skal leve op til ældrereformens værdier om kontinuitet og nærhed.

I dag bliver borgerne mødt af faste teams fra kommunen og ikke af skiftende udgående teams fra regionen. Det vil skabe usikkerhed at fjerne de nære specialister, som kender borgernes behov og sikrer sammenhængende pleje.

Og når en sosu-hjælper står alene om natten og skal bruge fagligt input, skal der være en specialist tæt på, så borgeren får korrekt hjælp med det samme og for at undgå unødvendig indlæggelse.

I København har vi i årevis taget teten på nær og specialiseret forebyggelse. Vi har faglige fyrtårne inden for eksempelvis kræft, diabetes og lungesygdomme, som vores omegnskommuner nyder godt af og lærer af.

På den måde højner vi også niveauet uden for København.

Ikke desto mindre lægger regeringen op til at tage ansvaret fra os. Der er godt nok i udspillet en mulighed for, at nogle kommuner vil kunne varetage opgaverne på vegne af sundhedsrådene – hvis der altså er flertal i sundhedsrådet, hvor regionen har bestemmende flertal.

Der er stor risiko for, at vores fyrtårne og synergien mellem vores sundhedstilbud bliver smidt ud med badevandet, og at vores tilbud bliver udvandede, fordi niveauet skal være ens i alle kommuner.

Risiko for medarbejderflugt

Manglen på arbejdskraft er en central udfordring, som ikke er adresseret i regeringens udspil.

Vi frygter, det bliver endnu sværere at rekruttere og fastholde sygeplejersker i kommunerne, hvis udspillet bliver rullet ud i sin nuværende form.

Det skyldes, at kompetenceudvikling og karrieremuligheder bliver dårligere i kommunerne, hvis de nære specialister forsvinder.

Vores dygtige sygeplejersker i akutsygeplejen fungerer eksempelvis også som undervisere og vejledere for deres kolleger på social- og sundhedsområdet.

Skadelig hospitalslogik i dagligstuen

Vi frygter et samlet sundhedsvæsen drevet og styret af hospitalslogik helt ude i borgernes dagligstuer.

I dag er vi til stede i borgernes hverdag og tænker sundhed på tværs af vores indsatser. Hvis udspillet bliver til virkelighed, risikerer vi at miste nærheden og helhedsperspektivet på borgernes liv.

Hospitalslogik giver fuldtidspatienter, og det øger hverken livskvaliteten eller mindsker uligheden i sundhed.

Vi risikerer, at hjemmeplejen ender med at blive kaffemøder uden reelle nære tilbud.

Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsudvalg

Vi frygter, at reformen skaber mere centralisering og ikke mindre. Når opgaven er at styrke de nære tilbud tæt på borgerne, giver det ingen mening, at vi i kommunerne – det nære sundhedsvæsens stemmer og eksperter – altid er i mindretal.

Vi risikerer, at det ender med at blive kaffemøder, hvor vi kan aflægge høflighedsvisit, uden vi reelt får nære tilbud i kommunerne ud af det.

Der bør være demokratisk ligestilling mellem kommuner og regioner i sundhedsrådene. Uden et ligeværdigt magtforhold, stopper den gode dialog, og det er trods alt den, som skal sikre sammenhængende forløb for borgerne.

Mangler den, vil det gå ud over borgerne, som vil få dårligere og fjernere tilbud, end de har i dag.

Vi håber, at vi har redegjort for uhensigtsmæssigheder med dette indlæg, og at regeringen vil tage højde for det i forhandlingerne.

Lad os nu få en sundhedsreform med demokratisk overskud. Hermed en opfordring.