Katherine Diez' skamløse selviscenesættelse bør vække respekt

Sådan en behandling fik Diez i februar. Og sådan en behandling må hun have vidst, at hun udsatte sig selv for igen ved at udgive bogen. Men der var noget andet, der vejede tungere. Ikke at undskylde, for det gør hun på intet tidspunkt i bogen. Ikke at "sandheden skulle frem", for der er selvfølgelig ikke nogen bagvedliggende sandhed, der forklarer det hele.

Hverken en spiseforstyrrelse, triste familieforhold eller mænd med issues af den ene eller anden art kan benyttes som undskyldning for at plagiere og hovmodigt føre sig frem som klogere og smukkere end alle andre og henvise til en ikke eksisterende bachelorgrad.

Men opmærksomhedshungeren var stærkere end frygten for at tage endnu en tur igennem mediemøllen. Diez skriver selv: "Jeg har fået kommentarer om, at jeg bare ville have opmærksomhed. Altså, øh, ja?"

Jeg tror ganske enkelt, at hendes trang til opmærksomhed er stærkere end hendes frygt for at falde igennem.

Pia Søltoft

Det virker altså ikke som om, at Diez har ændret sig. Men der er derimod sket noget med interessen for hende, fra hetzen i februar til den nye udgivelse her i oktober.

Hvor det i februar bare handlede om at udskamme Diez, sparke til hun lå ned og ikke rejste sig op igen, vidner den enorme interesse for at læse bogen, anmelde den, tale om den, diskutere den og anmelde anmeldelserne af den om, at sagen har taget en ny drejning.

For hvorfor bruge så meget tid på en lille uvigtig bog, alle allerede regnede med ville være forfærdelig, af en kvinde man allerede har dømt ude? Ja, der er naturligvis lidt sladder og intime detaljer om et par navngivne mænd, men slet ikke nok til at forklare den store interesse.

Jeg tror, at det skyldes, at vi er vidne til det meget sjældne fænomen, at en person, der allerede én gang er faldet godt og eftertrykkeligt igennem – og en person der er blevet opdaget i at snyde – i stedet for at skamme sig og gemme sig, forsøger at gøre et comeback ved at udgive en bog, der selvom den er meget ringe, faktisk får hende på toppen af bestsellerlisten.

Vi er vidne til en så skamløs selviscenesættelse, at den vækker respekt. Tænk at hun gør det, tænkte jeg og sikkert også mange andre. Ens tæer er allerede begyndt at krumme, inden man læser bogen, og de retter sig ikke helt ud igen, før et par timer efter.

Men bogen aftvinger alligevel en mærkelig form for forvrænget agtelse. Og dertil kommer, at den måske minder os om vores egen frygt for at være for meget, for at udlevere os, for at falde igennem og gøre det så eftertrykkeligt at der ingen tvivl eller undskyldning er tilbage. Og måske er det det, der har ændret sig.

Man kan ikke bare stå uden for og sparke nedladende til Diez. Man bliver tvunget til at tænke sig selv med, sin egen frygt for at fejle og sin egen trang til opmærksomhed. Og derfor er det som om, at den frygtindgydende vrede fra februar først blev afløst af forargelse over, at Diez vovede at komme igen.

Og da bogen så hurtigt var læst og var lige så dårlig, som alle havde forventet, blev forargelsen lige så stille afløst af en forbløffelse over, at vi alle alligevel har givet hende så megen opmærksomhed. For dermed har vi jo også alle banet vejen for hendes tilbagevenden.

Der skal alligevel noget til, før man får så massiv opmærksomhed. Så spørgsmålet er: Kan Kathrine Diez igen komme til at anmelde, skrive klummer, lave podcast i Danmark eller USA, som hun til slut i bogen nævner, at hun gerne vil?

Ja, hvorfor ikke.

Jeg ser ingen grund til, at Kathrine Diez ikke skulle kunne få et comeback.

Pia Søltoft

Hun har godt nok løjet om sin bachelorgrad, og da en anden kvinde forsøgte at forfalske sit CV, måtte hun forlade Arken og synke ned i dyb glemsel et sted i udlandet. Men det har Diez ikke tænkt sig at gøre: gemme sig og blive glemt.

Og når en tidligere mandlig uddannelses- og siden miljøminister, der fiflede lidt med sit CV, i dag sidder i Verdensbanken i Washington, så kan Diez vel også indtage L.A.?

Når man kan sælge kendte danskeres dankortoplysninger og tilbringe tre måneder i fodlænke og siden blive chefredaktør, når man uberettiget kan købe cigaretter, undertøj og flyve første klasse for 770.000 og alligevel både beklæde embeder som stats- og udenrigsminister, og når man kan fortælle den ene pinlige løgn efter den anden og alligevel besidde verdens mægtigste embede som præsident, så ser jeg ingen grund til, at Kathrine Diez ikke også skulle kunne få et comeback.

Hun er i hvert fald godt på vej, selvom alle de tilfælde på en ny start efter en fadæse, jeg her nævner til sammenligning, selvfølgelig har at gøre med mænd og langt værre forbrydelser end plagiat.