Tænketank vil sætte lovmaskinen på Slotsholmen til debat
Morten Jarlbæk Pedersen skal det næste år stå for et projekt i Tænketanken Prospekt, der sætter fokus på lovbehandling. “Min påstand er, at det ikke fungerer i tilstrækkelig grad."
Sine Riis Lund
Journalist og redaktørFrem til juni 2025 skal Morten Jarlbæk Pedersen se på ministeriernes regulering og lovbehandling for Tænketanken Prospekt.
Han vil som adjungeret rådgiver være ansvarlig for et projekt kaldet “Den defekte lovmaskine”.
“De sidste par år er diskussionen og bekymringen for, om den demokratiske beslutningsmaskine fungerer som den skal, blusset op. Det er så det, jeg skal kigge nærmere på og skabe debat om,” siger Morten Jarlbæk Pedersen.
Titlen på projektet er “den defekte lovmaskine”, og det kan jo godt lidt give indtrykket af, at konklusionen er givet på forhånd
“Det skyldes, at jeg ikke starter fra scratch. Jeg har arbejdet med det her i 10-15 år, og min påstand er, at det ikke fungerer i tilstrækkelig grad. For eksempel er der stadig udfordringer med hastigheden i lovbehandlingen.”
“Og risikoen er, at det kommer til at tære på tilliden til den demokratiske beslutningsmaskine,” siger Morten Jarlbæk Pedersen, der skal stå for projektet ved siden af sit almindelige job som analysechef i De Samvirkende Købmænd.
Morten Jarlbæk Pedersen oplever, at den hidtidige debat er meget centreret om Christiansborg.
“Bekymringen går meget på, at politikerne skal forhandle om natten og går ned med stress, på mediernes rolle og den slags. Jeg synes, at det er helt afgørende også at sænke blikket og grave sig ned i selve maskinen og kigge på, hvordan den fungerer.”
Morten Jarlbæk Pedersen forventer det næste års tid at lave en række notater, som senere eventuelt skal samles i en bogudgivelse.