Vindbranche frygter flere benspænd for kæmpe statslig havvindmøllepark: Der er brug for en plan b

Danmarks potentielt største havvindmøllepark ved Hesselø er sat på pause og risikerer helt eller delvist at blive droppet, da havbunden ikke er som ventet. Det er nødvendigt at forberede en plan b, mener Wind Denmark.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Morten Øyen

Håb er ikke en strategi.

Derfor må myndigheder og politikere forberede en plan b, efter Hesselø Havvindmøllepark er løbet i problemer på grund af en blød ler-havbund, der gør det sværere at etablere vindmøllernes fundament i havet.

Det mener vindindustriens brancheforening Wind Denmark, der kaldes situationen ”beklagelig.”

Som vi forstår det, betyder det allerede nu, i bedste fald – altså hvis projektet bliver gennemført – at det bliver forsinket med et år. Det er best case. Men der er altså også en risiko for, at projektet bliver delvist eller helt droppet.

Martin Risum Bøndergaard
Politisk chef, Wind Denmark

Lige nu er havvindmølleparken, der efter planen skal være klar i 2027 og potentielt bliver Danmarks største havvindmøllepark, sat på ”pause” af Energistyrelsen, mens havbunden analyseres nærmere.

”Som vi forstår det, betyder det allerede nu, i bedste fald – altså hvis projektet bliver gennemført – at det bliver forsinket med et år. Det er best case. Men der er altså også en risiko for, at projektet bliver delvist eller helt droppet,” siger Martin Risum Bøndergaard, politisk chef i Wind Denmark.

”Det er baggrunden for at vi siger, at man er nødt til at køre to spor på en gang: Et hvor man afklarer om Hesselø kan bruges eller ej, helt eller delvist. Samtidig er man nødt til at igangsætte en plan b, hvor man undersøger alternative placeringer og eventuelt igangsætter finscreeninger,” tilføjer han.

Ifølge vindbranchen er tid en afgørende faktor i den grønne omstilling, og derfor er det ikke godt nok at vente med at se på alternativet til et så stort projekt som Hesselø måske falder på et tidspunkt. Så vil man simpelthen spilde for mange år inden man kan realisere tilsvarende mængder grøn strøm på anden vis.

Hesselø Havvindmøllepark

Hesselø Havvindmøllepark er den anden havvindmøllepark, der skal bygges som en del af Energiaftale 2018. Med Klimaaftale for energi og industri fra juni 2020 blev det besluttet at fremrykke tidsplanen for udbuddet og tidspunktet for, hvornår havvindmølleparken skal være fuldt udbygget, i forhold til hvad der var blevet aftalt i Energiaftale 2018.

Dette betyder, at Hesselø Havvindmøllepark skal stå færdig i slutningen af 2027, hvilket er samtidig med Thor Havvindmøllepark.

Hesselø Havvindmøllepark skal placeres i Hesselø Bugt i Kattegat, nord for Sjælland, med en afstand på cirka 30 km fra Sjællands nordkyst og cirka 20 km for Hesselø.

Hesselø Havvindmøllepark kommer til at have en kapacitet på 800-1200 MW, hvilket gør, at den potentielt kan blive Danmarks største havvindmøllepark. Da vinderen af udbuddet har muligheden for at bygge 1200 MW kan parken blive større end det hidtil største udbud, Thor Havvindmøllepark, på op til 1000 MW. Af de potentielt 1200 MW kan 1000 MW leveres til det kollektive elnet.

Energistyrelsen har i sommeren 2021 sat udbuddet for Hesselø Havvindmøllepark på pause, indtil resultaterne af de indledende forundersøgelser af havbunden er blevet analyseret yderligere. Det skyldes, at der igennem Energinets foreløbige havbundsundersøgelserne er konstateret blød ler-bund i særligt de øverste 20-30 meter under havbunden i store dele af området udpeget til havvindmølleparken.


Kilde: Energistyrelsen

Den politiske chef fortæller om et regnestykke, der når frem til, at for hvert år 1.000 MW havvind forsinkes, så misser man en CO2-reduktion, der svarer til den årlige udledning af en million dieselbiler.

"Det rykker ikke som sådan meget i vores nationale klimaregnskab med et punktmål i 2030, men det har en kæmpe reel effekt på klimaet. De vindmøller, vi skal have stillet op her i 20'erne, det er dem, der hurtigst muligt skal fortrænge kulkraft på det europæiske elmarked. Det er det er den største klimaopgave, vi overhovedet har. Så hvis du vil have den største mulige effekt på klimaet, så skal du stille noget op hurtigst muligt,” siger han.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024