John Wagner: Vi har kun brug for halvdelen af regeringens ministre

Samtidig må tiden være inde til at bryde 100 års næsten uafbrudt vækst i antallet af ministre.

Fra i gennemsnit under 10 ministre fra 1848 frem til 2. verdenskrig til over 15-20 ministre i perioden efter krigen frem til 1982. Sidenhen er det normalt med flere end 20 ministre – og nu en rekord på 25.

Som udgangspunkt har koalitionsregeringer altid været større end mindretalsregeringer, og under verdenskrigene blev der etableret brede samlingsregeringer med en række ministre uden portefølje.

Ellers har tendensen været en stigning i indenrigspolitiske fagministerier, som efterfølgende er blevet splittet til nye og flere ministerier.

Flere af diskutabel værdi, hvis vi ser bort fra en partiegoistisk interesse.

Siden enevældens afskaffelse, den første grundlov og regeringsdannelse i 1848 har vi haft 42 premierministre/konseilpræsidenter/statsministre med 77 regeringer.

Tilbage før 1. verdenskrig var det normalt med ni ministre, hvoraf flere havde relation til rigets omfang og forsvar.

Det begyndte med Regeringen Moltke, hvor A. W. Moltke selv var premierminister, finansminister og marineminister. Der var i alt ni ministre, heriblandt en krigsminister, Tscherning, og en kultusminister, Monrad.

(Af hensyn til Altingets mange unge læsere: Datidens kultusminister havde typisk ansvar for kultur, undervisning og kirke.)

Fra 1848 frem til 2. verdenskrig havde vi 37 regeringer med fra 6 til 13 ministre – et gennemsnit på 9,6.

John Wagner
Bestyrelsesmedlem og politisk kommentator

Med den såkaldte helstatsforfatning i 1855 ændredes regeringslederens titel fra det engelske premierminister til konseilpræsident, hvad det hed frem til grundlovsændringen i 1915.

Fra 1848 frem til 2. verdenskrig havde vi 37 regeringer med fra 6 til 13 ministre – et gennemsnit på 9,6.

Færrest var der i regeringen Rotwitt 1859-60 med kun 6 ministre. Flest i regeringen Zahle 1913-20, hvor der ved 1. verdenskrigs udbrud kom tre kontrolministre fra S, V og K ind i den ellers radikale regering.

I Regeringen Stauning I 1924-26 kommer der for første gang en kvindelig minister; undervisningsminister Nina Bang.

Men antallet er fortsat 11-13, indtil Stauning ved tyskernes besættelse af Danmark i april 1940 udvider regeringen med 6 ministre uden portefølje fra Folketingets øvrige partier. Den såkaldte Samlingsregering.

Også Befrielsesregeringen – regeringen Buhl II i 1945 – havde 18 ministre, heraf 4 uden portefølje.

Herefter stiger antallet af ministre fra 13 i Knud Kristensens regering (1945-47) og Erik Eriksens grundlovsregering (1950-53) til 20 i Jens Otto Krags anden regering (1964-68).

Her blev det for første gang i nyere tid lidt sværere for datidens kommentatorer at forstå ministerudnævnelserne:

Hvorfor skulle den socialdemokratiske mindretalsregering pludselig have en minister for familiens anliggender (Camma Larsen-Ledet) og senere en minister uden portefølje for udenrigspolitiske spørgsmål, især FN og NATO (Hans Sølvhøj), når der allerede var en social-, udenrigs- og forsvarsminister?

I perioden 1940-1964 havde vi haft 14 regeringer med fra 12 til 18 ministre. Gennemsnittet var altså steget fra 9,6 til 15 – og det fortsatte: Fra 1964 til 1982 havde vi 9 regeringer med fra 12-20 ministre. Og gennemsnittet steg fra 15 til 18,3.

Undtagelsen med kun 12 ministre var Venstre-regeringen Poul Hartling (1973-75), som var den smalleste i nyere tid.

Syv ministre var dobbeltministre – ikke altid logisk sammensat, for eksempel var Nathalie Lind både justitsminister og kulturminister, hvad kulturen vist aldrig opdagede.

Hvor både Jens Otto Krag og Anker Jørgensen aldrig kom over 20 ministre, skete det med Poul Schlüters Firkløverregering i 1982 med 21 ministre til de fire partier. Tre- og fire-parti-regeringer har således typisk altid haft flere ministre end en etparti-regering.

Og ny rekord sætter regeringen Poul Nyrup Rasmussen I 1993-94 med 24 ministre fordelt på S, R, CD og KRF.

Fra 2001 til 2009 holder Anders Fogh Rasmussen sig nede på 19 ministre, der bliver til 22 under Lars Løkke Rasmussen.

Med 25 ministre – og måske flere til de kommende år, hvis udviklingen forstærkes som hidtil – er behovet for en regeringsledelse i regeringen indiskutabel.

John Wagner
Bestyrelsesmedlem og politisk kommentator

Helle Thorning-Schmidt har henholdsvis 23 og 20 ministre i sine to regeringer med først R og SF, siden kun R.

Lars Løkke Rasmussen begynder med 17, der bliver til 23 ved udvidelsen af Venstre-regeringen med K og LA, herunder en minister for offentlig innovation (Sophie Løhde).

Var der lige en kabale, der skulle gå op?

Den første Mette Frederiksen-regering gentager Nyrups rekord med 24, der bliver til 23 efter valget for to år siden og nu til ny rekord på 25 efter ministerrokaden for nylig

Fra 1982 frem til nu har vi haft 18 regeringer med fra 17 til 25 ministre. Gennemsnittet er nu på 20,8 – altså over dobbelt så højt som i perioden fra 1848 til og med 2. verdenskrig-regeringerne.

Med 25 ministre – og måske flere til de kommende år, hvis udviklingen forstærkes som hidtil – er behovet for en regeringsledelse i regeringen indiskutabel.

Det rejser selvfølgelig også spørgsmålet om, hvorvidt det var bedre med en halv snes "super-ministre", der kunne supplere sig med viceministre/juniorministre, hvor der var behov for det, fremfor – som senest – at udnævne personlige rådgivere til ministre?

Den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen havde sin "Kredsen", der med løbende udskiftning oftest bestod af Per Hækkerup, Knud Heinesen og Jens Risgaard Knudsen.

Schlüter formaliserede et koordinationsudvalg af topministre fra K, V, CD og KRF, som efterfølgerne – også Mette Frederiksen – har bevaret.

I dag er koordinationsudvalget i centraliseret indflydelse blevet overhalet af "Udvalget for Regeringsledelse" bestående af statsministeren, finansministeren, forsvarsministeren, økonomiministeren, udenrigsministeren og kulturministeren.

Altså de tre regeringspartiers ubestridte 3 x 2 topfolk.

Ud over de seks medlemmer af regeringsledelsen sidder indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde og justitsminister Peter Hummelgaard i koordinationsudvalget

Tre yderligere ministre – erhvervsminister Morten Bødskov, uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund og minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde Morten Dahlin – sidder i regeringens økonomiudvalg.

Hermed er de 11 centrale ministre identificeret.

Hvis vi dertil lægger ministre med særlig partipolitisk betydning, er der tre socialdemokrater – Mattias Tesfaye, Kaare Dybvad Bek og Jeppe Bruus (som udnævnelsen til minister for Grøn Trepart antyder) – som bestemt ikke er uden indflydelse på politik-udviklingen de kommende år.

Udenrigspolitik, Europa og nordisk samarbejde hører jo i forvejen hjemme i et fysisk ministerium, så hvorfor tre ministre?  

John Wagner
Bestyrelsesmedlem og politisk kommentator

Men hvad skal vi med resten?

Selvfølgelig kan vi ikke nøjes med seks ministre, som C. E. Rottwitt gjorde i 1859.

Foruden ham selv som konseilspræsident, justitsminister og minister for Holsten og Lauenborg var der fem ministre: En finansminister, en indenrigsminister, en marine- og krigsminister, en kultusminister og en minister for Slesvig.

Udfordringerne her, 165 år senere, er ganske anderledes.

Men udenrigspolitik, Europa og nordisk samarbejde hører jo i forvejen hjemme i et fysisk ministerium, så hvorfor tre ministre?

Finanspolitikken, økonomi og skat kunne vel også godt samles i et ministerium?

Grøn Trepart, miljø, klima og dele af fødevarer kunne vel også samles?

Det samme gælder erhverv, energi, resten af fødevarer, beskæftigelse og digitalisering?

Hvorfor skal socialpolitikken være fordelt på flere ministerier, ligesom uddannelsespolitik måske fortjener at blive samlet som et hele – med bare én minister for bordenden?

Mulighederne er mange – ligesom antallet af ministre!

Med udnævnelsen af 25 ministre og nu 6 faste regeringsudvalg, der klart afslører et A- og B-hold af ministre, er der i hvert fald lagt op til en diskussion om, hvorvidt udviklingen fra 6 til 25 ministre skal fortsætte ved kommende regeringsdannelser og ministerrokader.

(PS: For mig handler det overhovedet ikke om ministres vederlag og pensioner eller ministerbiler. Det handler om ledelse og vælgernes opfattelse af, hvad der sker ved regeringsdannelser.)