EL: Minister gav forkerte svar om MRSA

MRSA: Fødevareministeren efterlod Folketinget med et forkert indtryk omkring norske løsninger på MRSA-smittede svinebesætninger, mener Maria Reumert Gjerding (EL). Ministeren afviser. 

Maria Reumert Gjerding mener, at hun på samrådet 13. januar blev efterladt med et forkert indtryk. 1. februar 2016
Maria Reumert Gjerding mener, at hun på samrådet 13. januar blev efterladt med et forkert indtryk. 1. februar 2016
Henrik Axel Lynge BuchterToke Gade Crone Kristiansen

MRSA-løgn og vildledning. Så hårde var ordene i en pressemeddelelse fra Enhedslistens Maria Reumert Gjerding i weekenden. 

Ordene kom på baggrund af fødevareministerens udtalelser i et samråd 13. januar, hvor hun sagde, at det ikke er muligt at løse problemet med MRSA-smittede besætninger ved hjælp af sanering. Efterfølgende er det dog kommet frem, at Norge har haft succes med sanering af svinebesætninger i 90 procent af tilfældene.

Maria Reumert Gjerding fastholder mandag, at ministeren løj ved samrådet 13. januar, hvor Eva Kjer Hansen (V) ordret mod slutningen sagde:

”I Norge har man saneret besætninger i meget stort omfang. Det har faktisk ikke hjulpet dem. MRSA er kommet tilbage igen,” lød det fra ministeren, der senere i samrådet gentog:

”I Norge har man saneret besætningerne, uden at det egentlig har haft den store virkning”.

Efter samrådet har en forsker fra Veterinærinstituttet i Oslo udtalt til DR, at 90 procent af saneringerne i Norge har været succesfulde.

”Ministeren efterlod os med indtrykket af, at sanering ikke var muligt, fordi man havde forsøgt i Norge, hvor det mislykkedes. Det er det indtryk, hun efterlader Folketinget med. Det mener jeg er at vildlede,” siger landbrugsordfører Maria Reumert Gjerding fra Enhedslisten.

Ti procent er for meget
Altinget har været i kontakt med Fødevareministeriet, men Eva Kjer Hansen afviser at udtale sig. Hun henviser i stedet til Fødevarestyrelsens skriftlige svar i sagen. Styrelsen afviser, at udtalelserne på samrådet skulle være løgn.

”Knap ti procent af de sanerede besætninger (i Norge, red.) reinficeres. En tilbagefaldsrate på ti procent er for høj,” skriver veterinærdirektør Per Henriksen fra Fødevarestyrelsen.

Han henviser samtidig til, at man ikke kan overføre den norske metode til danske tilfælde, eftersom Norge har en anden sammensætning af svinebesætninger. I Norge er besætningerne mindre end i Danmark, og de er mere geografisk spredte.

Styrelsen holder derfor fast i, at ministeren ikke løj i samrådet. Fødevarestyrelsen tilføjer ligeledes, at de ikke vil følge den norske tilgang om at sanere sig ud af MRSA-smitten. De mener i stedet, at man skal finde kilden til MRSA-smitten, før man begynder at sanere.

”Udredning af smittevejene er en forudsætning for, at et saneringsprogram kan antages at have effekt over en kortere årrække. I modsat fald vil de milliardstore saneringsudgifter være spildt,” skriver Per Henriksen.

Enhedslisten har indkaldt ministeren til et nyt samråd.

Se fødevareministerens svar fra samrådet her:

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024