Hov! Hvad skete der lige hos Moderaterne? Måske et brutalt sammenstød mellem magt og idealisme

For en overfladisk betragtning kan det være svært at finde to mere forskellige mennesker i dansk politik end Lars Løkke Rasmussen og Uffe Elbæk. Det er juristen overfor kaospiloten. Realisten overfor drømmeren. Det er smøger og fadøl overfor yoga og vegetarmad.

Men de to mænd har også en del til fælles. Løkke og Elbæk er nemlig begge kreative tænkere, der får øje på løsninger, som ingen andre kan se. Og de rummer begge en dobbelthed af idealisme og magt, som har bragt dem langt.

Ser man på deres to politiske projekter, Moderaterne og Alternativet, er det også lighederne, der springer i øjnene.

Begyndte som græsrodsprojekt

Lars Løkke og Uffe Elbæk forlod begge et af de gamle partier med mere end 100 år på bagen – og de gjorde det begge med en ambition om ikke blot at skabe noget nyt, men med en ambition om helt fundamentalt at ændre præmisserne for politik.

De ville ikke bare sætte bestemte temaer – klima eller økonomisk ansvarlighed – på dagsordenen; de ville bryde op i de indgroede mønstre for, hvordan der udvikles politik i Danmark.

Det er værd at bemærke, at begge partier også begyndte som græsrodsprojekter med alenlange workshops og gruppediskussioner, der skulle engagere, motivere og sætte retning.

Både Alternativet og Moderaterne var oprindeligt projekter, som gav en mennesker håb om forandring – eller, hvis man skal svinge sig lidt op: håb om, at en bedre verden er mulig.

Kun én ting virker, når det hele er ved at brænde sammen, nemlig når Far – altså partistifteren – kommer og viser sin magi

Den slags politiske projekter tiltrækker altid to bestemte slags mennesker. Nemlig lykkeriddere og idealister.

Lykkeridderne er ofte folk, der er havnet i en karrieremæssig blindgyde, men som ser nye muligheder ved at melde sig helhjertet ind i det nye projekt – og som er med at give det nye projekt et skær af seriøsitet og navnegenkendelse.

Idealisterne er folk, der bliver grebet af troen på, at de kan bidrage til at gøre verden til et lidt bedre sted.

Man kan selvfølgelig tilhøre begge grupper – det gør de to stiftere for eksempel. Men mange hører til i den ene eller anden gruppe, og det er i sammenstødet mellem de to grupper, at problemer nemt kan opstå.

Det sker typisk, når det bliver klart for alle, at politik først og sidst handler om magt. Det er kun ved at gribe magten, at idealismen kan forvandles til resultater. Men det er også i den proces, at der skal indgåes kompromisser og sluges kameler. 

Det kræver beslutningskraft, og derfor bliver partier også til hierarkier. Det er i hierarkierne, at lykkeridderne støder sammen med idealisterne. Ofte slår de sidste sig på de første, når det sker.

Lykkeriddere – og plattenslagere 

I Moderaterne har man især bemærket lykkeridderne, hvoraf nogle nok nærmest falder i kategorien plattenslagere.

Tænk på erhvervsmanden Kristian Klarskov, der hurtigt måtte forlade Folketinget, da det viste sig, at han trak et blodspor af lukkede firmaer efter sig. Eller teatermanden Jon Stephensen, der måtte gå efter afsløringer af lumre sms-beskeder.

 Det er nemt at forestille sig, hvordan lykkeriddere og magtspillere har haft travlt med alt muligt andet end at bekymre sig om samarbejdsaftaler, overenskomster og alle de ting, der gør det kedeligt og besværligt at være chef

Der er også succesfulde lykkeriddere i Moderaterne. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt, der ellers havde forladt politik på en brutal måde, er genopstået som politiker med enorm succes. Erhvervskvinden Stine Bosse, der nu er medlem af Europa-Parlamentet, er en anden succesfuld lykkeridder.

Men Moderaterne har også sin andel af idealister.

Den politiske ordfører Monika Rubin, der forlod en karriere som læge for at blive politiker. Eller den afghansk-fødte Mohammed Rona, der lod sig hverve som folketingskandidat efter en snak over en fadøl med Lars Løkke om dansk udlændingepolitik.

Jeppe Søe var et eksempel på en mand, der bar begge mærkater. Idealist og følelsesmenneske, men også lykkeridder med tvivlsomme forretningsprojekter og gæld i bagagen.  

Blandt de ansatte i Moderaternes sekretariat kan man finde samme blanding af magtmennesker, lykkeriddere og idealister. Nogle af dem trækker på en lang erfaring fra magtens centrum eller fra store organisationer. Andre har  bare søgt job i partiet for at skabe forandring fra midten.

De første to år har været forrygende for Moderaterne. Ikke nok med, at partiet stormede ind i Folketinget som tredjestørste parti; det kom også direkte i regering. Det er en uhørt succeshistorie i dansk politik.

Lykkeridderne – og plattenslagerne – har nu i et par år fået lov at lune sig i Lars Løkkes politiske projekt. De har fået lov at tro på, de selv var dygtige politikere. Eller dygtige spindoktorer. Eller dygtige ledere af et partisekretariat. Men det var de ikke alle sammen.

Som den nyslåede digitaliseringsminister, Caroline Stage Olsen selv sagde det forleden: ”Jeg har altid bestræbt mig på at være en god chef – det er meget tydeligt, med de beretninger, der er kommet, at det har jeg ikke altid formået at være”.

Løkke og Elbæk er begge kreative tænkere, der får øje på løsninger, som ingen andre kan se

I takt med, at Moderaterne er vokset fra nul til omkring 70 ansatte, er lykkeriddere, plattenslagere og magtspillere stødt sammen med alle de idealister, som mest er kommet med, fordi de troede på visionen om en ny midte – et politisk projekt hævet over ideologi. Et projekt, som byggede på den brede folkelige samtale fra Det Politiske Mødested.

Idealister er ofte drevet af sagen mere end af lønnen – og derfor er det nemt at forestille sig, hvordan idealisterne ikke har været opmærksomme på at forhandle ret til barsel eller pension ind i deres kontrakter.

Og det er lige så nemt at forestille sig, hvordan lykkeriddere og magtspillere har haft travlt med alt muligt andet end at bekymre sig om samarbejdsaftaler, overenskomster og alle de ting, der gør det kedeligt og besværligt at være chef.

Fars magi

Moderaterne begyndte med Det Politiske Mødested. Og det findes faktisk fortsat.

Så sent som onsdag i denne uge holdt Det Politiske Mødested et webinar om socialt udsatte. Men som et symbol på partiets udvikling begyndte det med en 13 minutter lang monolog fra Lars Løkke Rasmussen, der især handlede om den aktuelle krise i partiet.

Og da Løkke havde talt færdig, loggede han ud af mødet og overlod den kreative ideudvikling til de andre. Han havde travlt med noget helt andet: Nemlig at forvalte al den magt, der ligger i at være udenrigsminister, partileder og regeringspartner.

Nøjagtig som Alternativet er Moderaterne i gang med at nedsmelte i et brutalt sammenstød mellem magt og idealer, mellem lykkeriddere og idealister, mellem drømme og virkelighed.

Og nøjagtig som i Alternativet er der kun én ting, der virker, når det hele er ved at brænde sammen, nemlig når Far – altså partistifteren – kommer og viser sin magi.