Ingrid Stage: Vi taber en generation på gulvet
AFSKED: Ingrid Stage angriber politikerne for ikke at gøre nok ved akademikerledigheden: Vi er ved at tabe en generation, lyder det fra den afgående magisterformand.
Mads Bang
JournalistDen afgående formand for Dansk Magisterforening, Ingrid Stage, langer ud efter politikerne for at tage for let på dimittend-ledigheden.
Ingrid Stage har i 14 år stået i spidsen for de cirka 47.000 medlemmer i Dansk Magisterforening. Hun mener, at politikerne er ved at begå en historisk fejltagelse ved ikke at sætte mere markant ind over for dimittendledigheden.
”Jeg håber, der kommer nogle initiativer. Vi er desværre allerede i gang med at skabe en tabt generation,” siger Ingrid Stage. Den afgående magisterformand mener, at der er brug for en langt større indsats, både af hensyn til den enkelte, men også af hensyn til samfundet.
”Vi får brug for dem, der bliver uddannet i de her år,” siger Ingrid Stage.
Sammenlignet med juli 2014 er ledigheden for den samlede dimittendgruppe steget med 304 svarende til en stigning på 9,5 pct. i løbet af det seneste år.
Ledighedsprocenten for dimittender er i juli 2015 på 30,0 pct.
Dimittendledigheden er højest hos magistrene med 35,1 pct., mens dimittendledigheden blandt Djøf’ere og ingeniører er på hhv. 27,9 pct. og 31,8 pct. i juli måned.
Dimittendledigheden for Akademikerne var i juli 30 procent. Det er en stigning på 9,5 procent i forhold til juli 2014.
Og de høje tal bør ifølge Ingrid Stage få alarmklokkerne til at ringe på Christiansborg.
jeg mener, at den seneste regering svigtede på det her område. De var meget lang tid om at fortsætte akademikerkampagnen, som vi ved, virker.
Ingrid Stage
Afgående formand, Dansk Magisterforening
”Vi har prøvet det før i 1980'erne. Der gik nogle år, hvor man faktisk tabte en generation på gulvet,” siger Ingrid Stage, som peger på, at den høje ledighed i 1980'erne satte spor i mange år.
”Jeg mener, at den seneste regering svigtede på det her område. De var meget lang tid om at fortsætte akademikerkampagnen, som vi ved, virker,” siger Ingrid Stage, som fik indtryk af, at dimittendledigheden var langt nede på prioriteringslisten.
”Uanset om man synes, at dimittenderne er forkælede og har fået en lang uddannelse, så er det samfundsmæssigt ikke klogt,” siger Ingrid Stage.