Islamister ændrer valgkampens fokus

Det er rigtigt, at islamisterne kun udgør et mindretal af muslimerne i Danmark. Men det er ikke rigtigt, at det er et helt ubetydeligt mindretal.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Man vidste naturligvis godt, de fandtes, men for de fleste danskere har det altid en vis chokeffekt:
Folk, Danmark har taget imod imod som flygtninge og indvandrere, og som ikke desto mindre hader og bekæmper, det land, der har givet dem ophold.

Med advarsler mod at stemme ved valget og udtalelser som ”Til Helvede med grundloven” og ”Danmark er en diktaturstat” lykkedes det på rekordtid et par salafister at gøre, hvad blå blok ikke havde evnet: at sætte udlændingepolitikken højest på dagsordenen i valgkampen.

Der har allerede lydt de første beklagelser og kritik af TV 2, der bragte interviewene:”Hvorfor give taletid til et par tosser, der slet ikke repræsenterer muslimerne – og som kan sammenlignes med de danske nazister?” lyder spørgsmålet fra kritikerne. Men det er udtryk for en farlig bagatellisering.

For det er rigtigt, at islamisterne kun udgør et mindretal blandt muslimerne i Danmark. Men det er ikke rigtigt, at det er et helt betydeligt mindretal.

Farligere end nazister
Salafisterne er sunni-muslimske fundamentalister og anti-demokrater og udgør en gren af islamismen. PET anslår, at der er op mod 150 fuldgyldige medlemmer af Hizb ut-Tahrir i Danmark, men dertil skal lægges andre organisationer som netop ”Kaldet til Islam”, der har vakt røre de sidste dage. Og islamisterne har tydeligvis et ikke helt ubetydeligt sympatisørlag.

Ved en række Hizb ut Tahrir-møder har der været samlet op mod 1.000 tilhørere. Det er foruroligende mange i betragtning af, at muslimerne udgør mindre end 5 procent af befolkningen herhjemme. Det vil forholdsmæssigt svare til, at der kom 15-20.000 til de danske nazisters arrangementer. Men her kommer normalt kun 50-60 forpjuskede skinheads og rockertyper. Tilmed er nynazisterne herhjemme i tilbagegang, mens islamisterne overalt i Europa er i fremgang.

Mindst lige så urovækkende er det, at der mødte 600-700 op ved terroristen Omar El-Husseins begravelse. Her var ellers tale om en mand, som de officielle muslimske organisationer havde taget skarpt afstand fra - og som med sin terror havde ødelagt meget for almindelige muslimer.

Moderne kontra reaktionære
Dertil kommer en noget større gruppe, som ikke er islamister, men eksempelvis går ind for drakoniske straffe for blasfemi og mener, at de religiøse love står over de verdslige. De holdninger er ikke et sikkerhedsmæssigt problem, men de er stort problem for integrationen.

I Folketinget er der en række fine eksempler på muslimer med en moderne og demokratisk dagsorden: Lige fra Özlem Cekic (SF), Yildiz Akdogan (S), Nadeem Farooq (R), Fatma Øktem (V) til Naser Khader (K), der igen kommer ind ved næste valg.

Så det muslimske samfund i Danmark er delt og mangefacetteret. Mange klarer sig fremragende. Men det ændrer ikke ved, at problemet med religiøs fanatisme uden sammenligning er størst blandt muslimer, ligesom det generelt er grupper med muslimsk baggrund, der har den ringeste erhvervsfrekvens og højeste kriminalitetsrate.

Større forskelle end på sundhed
Derfor er den politiske debat i kølvandet på salafisternes udfald heller ikke spor irrelevant. Udlændingepolitik er vælgernes næstvigtigste emne, og problemkomplekset dækker alt fra islamisme, bandekriminalitet og kønsligestilling til familiesammenføringer og flygtningestrømme.

Alle partier fra Enhedslisten og SF til Dansk Folkeparti har været skarpe i deres afstandtagen fra salafisterne, men der er betydelige forskelle, når det kommer til løsningsforslag:

Der vil i resten af valgkampen blive kæmpet om, hvilken asylpolitik vi skal have i Danmark, hvilke kriterier man skal give statsborgerskab efter, og hvor mange ikke-vestlige indvandrere, man skal lukke ind.

Diskussionen er politisk vigtig, for der er langt større forskelle mellem partiernes udlændingepolitik end mellem deres sundhedspolitik, hvor Venstre og regeringen har kalkeret hinandens modeller.

Stærkere fundament
Alt andet lige er en fornyet debat om udlændingepolitikken en klar fordel for blå blok, der på dette område har de fleste vælgere med sig. Således viste en meningsmåling fra Norstat for Altinget, at Dansk Folkeparti har langt den mest populære udlændingepolitik.

Men dermed ikke sagt, at det er helt sikkert, de blå kommer bedst ud af skærpet udlændingedebat.

Socialdemokraterne står anderledes solidt end for 10 og 15 år siden, hvor ethvert forsøg på stramninger mødte åben modstand fra fløjen omkring Svend Auken – og i sin tid Mette Frederiksen.

Sådan er det ikke mere: Ingen betydende socialdemokrater har anfægtet Helle Thorning-Schmidts (S) strammerkampagne – og Mette Frederiksen står et ganske andet sted i dag end i 2001 og 2005.

I SF har Pia Olsen Dyhr konsekvent videreført Villy Søvndals udlændingepolitik, og SF-formanden brugte grundlovsdag og 100-året for kvinders stemmeret til at slå et slag for indvandrerkvinders ligestilling. Diskussionen er sværere for Enhedslisten, men med Pelle Dragsteds og Søren Søndergaards hårde linje over for islamismen, har partiet fundet et hjørne af udlændingedebatten, hvor man kan knalde til.

Chance for K
På den blå fløj havde man i valgkampens første uge ikke det store held med udlændingepolitikken.

Lars Løkke Rasmussen (V) holdt sig i starten til de økonomiske følger af asylpolitikken, som der ikke er meget bid i. Men grundlovsdag skiftede han omsider spor og inddrog diskussionen om de danske værdier som demokrati og ligestilling.

For Konservative er salafisternes indtog i valget rigtig godt nyt, for det aktiverer Naser Khader som et af partiets stærkeste kort. Khader er den politiker, der har den største viden om islamismen, og salafisternes anti-demokratiske holdning understreger hans pointe om islamismen som en variant af fascismen. Det kan skabe en smule medvind for det hårdt pressede parti.

Kikset foto
Dansk Folkeparti kom med sit asyludspil, men eller har Kristian Thulesen Dahl den første uge talt mere om dagpenge og velfærd end om udlændinge. DF føler sig sikker på, at vælgerne udmærket ved, hvad partiet står for i værdipolitikken. Det er utvivlsomt rigtigt, men omvendt er en trumf ikke meget værd, hvis man ikke spiller den.

Kendetegnende har DF's udlændingepolitik hidtil fået størst omtale, da lokalafdelingen på Frederiksberg på sin Facebook-side ledsagede et foto af bådflygtninge med teksten: ”Next stop Frederiksberg?”.

Særdeles smagløst efter de flestes mening, og DF-ledelsen var da også ret muggen på de lokale. Ikke desto mindre præsterede DF's udlændingeordfører Martin Henriksen at kalde provokationen ”inden for skiven”. Hvad den absolut ikke var.

Billedet blev siden fjernet, men episoden er med til at understrege, at DF endnu ikke har fundet den rette dosering af udlændingepolitikken i denne valgkamp.

SR-dilemmaet
Værdipolitikken er ikke en ren tabersag for venstrefløjen som i 2001 og 2005, og folketingsvalget er ikke automatisk afgjort, fordi dagsordenen drejer derhen i sidste halvdel af valgkampen.

Men det nye fokus giver blå blok en række muligheder, fordi Socialdemokraterne i den praktiske udlændingepolitik er begrænset af regeringssamarbejdet med Radikale. På det punkt er intet ændret siden 90'erne.