Debat

Korporal af reserven: Jeg er træt af at skulle stå på mål for dårlig politisk ledelse

Det er på tide, at Forsvarets ansatte bliver hørt og ikke længere skal stå alene med ansvaret for konsekvenserne af de urimelige vilkår, som politikerne har skabt, skriver Jens Graff.

Det er ikke de ansatte, der har svigtet – det er de rammer, de har fået at arbejde inden for, der har været utilstrækkelige, skriver Jens Graff.<br> — Det er ikke de ansatte, der har svigtet – det er de rammer, de har fået at arbejde inden for, der har været utilstrækkelige, skriver Jens Graff.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Jens Graff

Contract Manager, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, korporal af reserven

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Medarbejderne i Forsvaret udfører dagligt et vigtigt og professionelt arbejde under omstændigheder, der ofte kan beskrives som alt andet end optimale.

I årtier har de stået i frontlinjen – ikke kun i konflikter i verdens brændpunkter, men også på hjemmefronten, hvor de fortsat kæmper med de urimelige vilkår, som politikerne har skabt for dem og ikke synes at ændre meget ved.

Historien viser, at Forsvaret igen og igen er blevet nedprioriteret og udsultet, hvad angår ressourcer og struktur, mens de forventninger, der stilles til det, kun er vokset.

Pressen har desværre ofte bidraget til at forstærke det fejlagtige billede af Forsvarets ansatte som inkompetente.
Jens Graff
Contract Manager, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og korporal af reserven

Det er politikerne, der har det overordnede ansvar for at sikre, at Forsvaret kan løse sine opgaver på en forsvarlig måde. Men alt for ofte har beslutningstagere valgt at se bort fra de reelle behov, negligeret den militærfaglige argumentation og i stedet ført en politik, der har sat Forsvaret under et konstant økonomisk og organisatorisk pres.

Denne ubalance mellem forventninger og ressourcer er en af årsagerne til de mange problemer, som Forsvaret står overfor i dag. Det er ikke de ansatte, der har svigtet – det er de rammer, de har fået at arbejde inden for, der har været utilstrækkelige.

Nemt at pege fingre

Pressen har desværre ofte bidraget til at forstærke det fejlagtige billede af Forsvarets ansatte som inkompetente, når det kommer til at administrere deres opgaver.

Jeg anerkender, at der findes personer i Forsvaret, der ikke besidder de rette kompentencer eller motivation for at løse sin opgave. Men det er et fåtal og ikke meget anerledes end øvrige virksomheder.

Man ser ofte artikler og reportager, der fremhæver organisatoriske problemer, budgetoverskridelser eller manglende effektivitet, som om det er de militære ledere og ansatte, der ikke formår at styre tingene. Men det er sjældent her, problemet reelt ligger.

Når der ikke gives tilstrækkelige ressourcer, eller når bureaukratiet i Forsvarsministeriets koncern spænder ben, er det umuligt at forvente, at Forsvaret kan leve op til de høje forventninger og standarder, som både offentligheden og politikerne stiller.

For de mange dedikerede medarbejdere i Forsvaret kræver det en særlig portion stolthed, selvtillid og særlig vedholdenhed, at stå op hver dag og gøre deres arbejde under disse vilkår.

De ved, at de konstant risikerer at blive udstillet som syndebukke i pressen, når noget går galt – på trods af at de ikke har magten til at ændre de grundlæggende vilkår. De arbejder under forhold, der ville nedbryde mange andre, men fortsætter med en professionalisme og et engagement, der fortjener en kæmpe respekt.

Det overordnede ansvar

Når vi diskuterer problemerne i Forsvaret, skal vi huske, hvem der har det overordnede ansvar. Politikerne træffer beslutningerne om, hvordan Forsvaret skal struktureres, finansieres og virke.

Hvis vi ønsker et stærkt og effektivt forsvar, skal vi starte med at sikre, at de politiske beslutninger afspejler virkeligheden i stedet for en politisk dagsorden. Forsvarets ansatte kan og skal ikke bære skylden for beslutninger, der træffes langt over deres hoveder.

Forsvarets ansatte kan og skal ikke bære skylden for beslutninger, der træffes langt over deres hoveder.
Jens Graff
Contract Manager, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og korporal af reserven

Som medarbejder i Forsvaret er jeg nået til et punkt, hvor jeg ikke længere kan acceptere at skulle undskylde i offentligheden og stå på mål for et forsvar, der er nedbrudt af årtiers politiske beslutninger. Det er ikke os på gulvet, der har svigtet – det er de arbejdsvilkår, vi er blevet påtvunget af politikere, der ikke har formået at prioritere og investere i den nødvendige opbygning og vedligeholdelse af Forsvaret. Lad mig i den forbindelse påpege, at vi endnu ikke har set en krone af de lovede investeringer.

Vi står med et system, der er presset til det yderste, hvor ressourcer og støtte mangler, og hvor man som medarbejder kæmper en daglig kamp for at opretholde bare en smule normalitet. Det er demotiverende og uholdbart.

Vi har brug for politikere, der tager ansvar for den situation, de har skabt, og som prioriterer en reel genopbygning af Forsvaret – både materielt og i forhold til de mennesker, der arbejder her. For det går alt for langsomt.

Det er på tide, at vi som ansatte bliver hørt og ikke længere skal stå alene med ansvaret for konsekvenserne af dårlig politisk ledelse. Forsvaret fortjener bedre, og det samme gør vi.

Politik har aldrig været vigtigere