Ørsted vinder første store udbud om CO2-fangst – får først fuld effekt i 2026

Ørsted vinder Danmarks første store udbud om fangst, transport og lagring af CO2 og vil fra 2026 fange og lagre 430.000 ton CO2 om året i 20 år. Tidligere var det planen, at udbuddet skulle give fuld effekt i Danmarks klimaregnskab allerede i 2025.

Morten Øyen

Energiselskabet Ørsted blev vinderen, da Energistyrelsen mandag satte navn på, hvem der løber med omkring otte milliarder kroner til – som den første i Danmark – at fange, transportere og lagre CO2 i stor skala.

Ørsted-projektet vil fange og lagre 430.000 ton CO2 om året fra 2026 og 20 år frem. Til sammenligning blev der udledt godt 46 millioner ton fra Danmark i 2021.

Øjeblikket, hvor CO2 bliver fanget fra skorstenene, er lige om hjørnet.

Lars Aagaard (M)
Klimaminister

”Øjeblikket, hvor CO2 bliver fanget fra skorstenene, er lige om hjørnet, og dermed bringer vi en afgørende teknologi i spil for at fjerne CO2 fra atmosfæren og komme et skridt nærmere vores klimamål,” siger klimaminister Lars Aagaard (M) i en pressemeddelelse.

Norge skal lagre CO2 

Ørsted, der har den danske stat som aktiemajoritet, vil fange CO2 fra Asnæsværket i Kalundborg og Avedøreværket syd for København.

Den opsamlede CO2 fra Avedøreværket skal i første omgang fragtes med lastbil til Asnæsværket, indtil der etableres en rørledning på tværs af Sjælland til fragt af CO2. Fra Avedøreværket skal klimagasserne så fragtes med skib til Norge til Northern Lighs’ lagringsreservoir ude i Nordsøen.

Fangst og lagring af CO2
  • CCUS-puljen (carbon capture, usage and storage) på samlet 16 milliarder kroner blev vedtaget med Klimaaftalen om energi og industri mv. fra 2020.
  • Første udbud af puljen – som dækker cirka halvdelen af det afsatte beløb - skal sikre, at 400.000 ton CO2 bliver lagret om året fra 2026 og i 20 år frem gennem én kontrakt.
  • Tre aktører I/S Vestforbrænding, Ørsted Bioenergy & Thermal Power A/S og Aalborg Portland var prækvalificerede til at deltage i udbuddet, og alle tre indsendte vejledende tilbud og deltog i forhandlinger med Energistyrelsen.
  • I denne første fase af CCUS-puljen bliver midlerne udmøntet med henblik på at bidrage til etablering af en samlet værdikæde for fangst, transport, og lagring af CO2.
  • Støtten gives pr. reduceret ton CO₂ og vil blive justeret for udviklingen i CO₂-afgifter, herunder eventuelle negative afgifter for negative udledninger og kvoteprisen.
  • Puljen til negative emissioner (NECCS puljen) forventes udbudt henover sommeren 2023.

”Vi er meget glade for resultatet af udbudsforløbet og ser frem til at etablere anlæg til CO2-fangst på to af vores kraftvarmeværker, der kører på bæredygtig halm og træflis,” siger Ole Thomsen, Senior Vice President og chef for Ørsteds kraftværksforretning i en pressemeddelelse.

Vestforbrænding håber på ny chance

Med i opløbet om at vinde udbuddet var affaldsforbrændingen Vestforbrænding og cementfabrikken Aalborg Portland. Begge steder arbejder videre for at få CO2-fangst inden 2030. Vestforbrændingens forslag var blandt andet at lagre CO2 under dansk jord.

Altinget logoKlima
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget klima kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Klima

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024