Lidegaard i hårdt angreb på Tesfaye: Ekstremt forkert og asocialt 

Hvad er det for et signal at sende til de unge?

Det med det dilemmafyldte kan man også se i Radikales kurs de seneste par år.

På den ene side er partiet med i aftalen om folkeskolereformen, der med sit fokus på en mere praktisk orienteret folkeskole lagde de første spor til det praktiske gymnasium, SVM-regeringen planlægger.

Omvendt er man ikke med i universitetsreformen, der skærer markant ned i antallet af studiepladser på universiteterne, så – det er i hvert fald intentionen – flere skubbes i retning af professions- og erhvervsuddannelserne.

Begge reformer er for SVM-regeringen – og især for Socialdemokratiet – elementer af en storstilet plan om at ændre de unges uddannelsesvalg for at sikre ansatte inden for velfærdsprofessionerne og i den faglærte del af det private erhvervsliv. En slags industripolitik via udformningen af det danske uddannelseslandskab.

Reformen af ungdomsuddannelserne udgør det næste skridt i den plan, netop fordi den slår bro fra folkeskolen til erhvervsuddannelserne.

Og det er den og dens konsekvenser, Lidegaard nu advarer meget kraftigt imod.

"Nu har vi til gode at se udspillet, men Mattias Tesfaye (undervisningsminister, red.) har jo givet en del interviews om planerne," siger Lidegaard.

"Det vil med kirurgisk præcision ramme de børn, der går ud af folkeskolen uden de bedste boglige færdigheder, hvis man nedlægger tiende klasse og HF og indfører et adgangskrav på seks eller syv til det almene gymnasium. For det er jo dem, der har brug for tiende klasse eller HF."

Men intentionen er at give de børn ’deres eget’ praktiske gymnasium, så de får et bedre uddannelsesliv, hvad er det asociale og forkerte i det?

"Det groteske er, at man siger, at man vil gøre op med A- og B-hold og modsætningen mellem ånden og hånden og det, at gymnasiet har forrang. Men man gør det modsatte. Man forstærker A- og B-holdet, når det kun er eliten med seks eller syv i snit, der må komme på gymnasiet, og alle andre må gå på det praktiske. Hvad er det for et signal at sende til de unge – andet end at noget er finere end andet? Det vil især gå ud over drengene og de unge i landdistrikterne."

"Og så er det jo ikke sikkert, at de vil over i en praktisk uddannelse. Det kunne være, at der var en god grund til, at de søgte over i den almene dannelse. Og måske er der også en grund til, at vi har satset på almen dannelse i det her land, fordi det har været en af nøglerne til vores velstand og vores produktivitet. Jeg kan slet ikke forstå, at socialdemokraterne vil stille sig i spidsen for det. Men jeg kunne også spørge Venstre: hvad blev der af frisættelsen af det enkelte menneske og det frie uddannelsesvalg? Hvad blev der Højskolevenstre? Eller Lars Løkke Rasmussen: nu har du kopieret al anden politik fra Radikale, hvorfor så ikke uddannelsespolitikken?"

Nyt karakterræs i folkeskolen

Det lyder, som om det særligt er adgangskravet til gymnasiet, der er problemet? 

"Det er klart den største tidsel for os. Det vil skabe et karakterræs i folkeskolen om, hvem der er fin nok til at komme på gymnasiet. Det vil ødelægge udskolingen. Men det andet er, at jeg tror på den almene dannelse. Jeg synes, det er fantastisk, at 70 procent vil gå på gymnasiet. Hele den fortælling om en kæmpe gruppe unge på gymnasiet, der ikke har det godt og aldrig skulle have været der, og som ikke kommer videre – den er jo forkert. Gymnasiet er en kæmpe succes, HF er en kæmpe succes. I stedet burde vi have fokus på de ti procent, der slet ikke får en ungdomsuddannelse og aldrig kommer videre end folkeskolen."

Så alt skal stort set bare fortsætte, som det er i ungdomsuddannelserne?

"Nej. Vi køber en række præmisser: Der bliver færre unge, og ude i landdistrikterne er gymnasierne truet, og så har vi brug for, at nogle flere tager en erhvervsuddannelse. Vores forslag er, at vi lærer af de bedste erfaringer, vi har. I Struer og Nyborg har man campusser, hvor man lægger alle uddannelserne ind under samme tag – det almene gymnasium, htx, hhx og eux – og de unge går ind ad samme dør, er del af samme miljø, men har forskellige linjer. Der er ikke noget, der er finere end andet, og hvis du starter på den almene linje, men det viser sig, at du ikke er så boglig, så går du over på en anden linje, uden det er et stort nederlag. Og omvendt. Og så vil vi poste millioner i erhvervsuddannelserne for at gøre dem mere attraktive."

Når vi kommer i regering næste gang

Spørgsmålet er, hvilke muligheder Radikale egentlig har for at gøre sig gældende.

Forligstraditionen i Folketinget gør det svært at være med til at lave aftaler om, når man ikke er med fra begyndelsen af. Det er også derfor, Lidegaard beskriver det som et svært dilemma for Radikale, om partiet skal gå med i en kommende reform af ungdomsuddannelserne.

Ser man universitetsreformen og folkeskolereformen samlet, tegner der sig et nyt uddannelsespolitisk flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Liberal Alliance og Konservative.

Dansk Folkeparti og – altså – Radikale er med i folkeskoleaftalen, men ikke i universitetsreformen, hvor Danmarksdemokraterne til gengæld trådte til.

Lidegaard vil ikke "foruddiskontere", om partiet er med i reformen af ungdomsuddannelserne eller ej.

"Men det, vi har hørt fra Tesfaye, har jeg enormt svært ved at se os i," som han siger. 

Bag ved regeringen og Socialdemokratiets tilgang ligger der en opfattelse af de unge som små tandhjul, som vi nu flytter rundt på

Men er Radikale ude af reformen af ungdomsuddannelserne, mister partiet vejgreb i uddannelsespolitikken bredt set. Lidegaard er på det rene med, at partiets dilemma går mellem politiske holdninger og magt.

"Nogle gange må man også bare sige: Det her er så dårligt, at det kan vi ikke lægge stemmer til. Sådan havde vi det med universitetsreformen. Det ødelægger vores universiteter, vores produktivitet og de unges valgmuligheder i livet. Vi forhandlede også om universiteterne på Marienborg (efter folketingsvalget, red.), og jeg havde ingen mulighed for at lave om på det inden for regeringen." 

Men hvordan kommer du så ind i det forhandlingsrum om for eksempel universiteterne, når du ikke er med i det oprindelige forlig?

"Det gør vi jo, når vi træder ind i en regering næste gang. Der er ikke nogen, der elsker den aftale – hverken SF, K eller LA ønsker det her. Jeg har faktisk heller ikke indtryk af, at ministeren (Christina Egelund, red.) elsker den. Jeg opfatter det ikke som en fuldstændig umulig opgave med nogle få greb – som jeg vil holde for mig selv for indeværende – at få det lavet om, når vi træder ind i regering næste gang."

"Jeg gør det ikke for at være i opposition"

Målt med historiske alen vil det, som Lidegaard også bemærker, være skelsættende, hvis R og S bryder med hinanden på uddannelsespolitikken.

Det vil også have skær af historiens ironi, hvis partiet lige efter at have viklet sig ud af den konfrontation på udlændingepolitikken – der i 2018 fik Mette Frederiksen til at afsværge et regeringssamarbejde med Radikale – nu søger ind i en mindst lige så dyb opposition på uddannelsespolitikken.

Hvordan skal Lidegaard komme i centrum igen, hvis han bryder med Socialdemokratiet på et område, der tydeligvis er så vigtigt for Mette Frederiksen?

"Fordi den her dagsorden optager hundredtusinder, måske millioner, af mennesker i Danmark. Langt ud over dem, der kunne finde på at stemme Radikalt. Alle de forældre, der har børn i 8. og 9. klasse i dag, kan ikke være ligeglade med, om deres børn kan komme i gymnasiet. Alle dem, der har børn i gymnasiet nu, kan ikke være ligeglade med, om deres undervisning bliver forringet. Alle dem, der er i erhvervslivet, som skal aftage en dygtig og kompetent arbejdskraft, kan ikke være ligeglade med den her dagsorden," slutter Lidegaard.

"Jeg gør ikke det her for at være i opposition, men fordi det er radikalt hjerteblod."