DH: Rammeaftalens enøjet fokus på besparelser kan koste samfundet dyrt

Det mørke er kommet, fordi politikerne gennem en årrække – startende med kommunalreformen og flytningen af handicapområdet til kommunerne – gradvist har sænket belysningen på handicapområdet. Og ingen af deres efterfølgere har haft viljen til at skrue op for lyset igen.

Nu tyder det på, at Christiansborg har fået øjnene op for handicapområdet igen med den nye politiske rammeaftale for handicapområdet.

Jeg ser afgrænsede områder i aftalen, hvor der tages forsigtige skridt i den rigtige retning. Men aftalens samlede fokus på nye besparelser på hjælpen gør, at jeg frygter, tiltagene bliver omsat til kortsigtede besparelser frem for langsigtede investeringer i mennesker med handicap.

Det kan jeg ikke leve med. 

For spareøvelser hjælper ikke de mange mennesker med handicap og deres pårørende, der allerede er i knæ. Tværtimod. 

Invester i viden og faglighed

Siden kommunalreformen i 2007 har der ikke været andet end besparelser, lappeløsninger og afspecialisering på handicapområdet.

Lige om lidt begynder et politisk forløb om, hvordan den politiske aftale for handicapområdet skal omsættes til virkelighed.

Vi risikerer at spare os fattige.

Thorkild Olesen
Formand, Danske Handicaporganisationer

Her får vi i Danske Handicaporganisationer en rolle at spille. Det kommer vi blandt andet til at gøre i dialogforummet 'Sammen om handicap', hvor jeg og de andre centrale aktører på området vil komme med vores bud på, hvordan initiativerne i aftalen kan få en positiv virkning for mennesker med handicap.

Fra min stol i 'Sammen om handicap' vil jeg sammen med DH's anden repræsentant Anni Sørensen fra LEV insistere på, at de mennesker, det hele handler om, altid er synlige i grundlaget for de beslutninger, der træffes.

For jeg køber ikke præmissen i den handicappolitiske aftale om, at handicapområdet bliver fagligt og økonomisk bæredygtigt ved at spare.

Der er uden tvivl steder, hvor man kan bruge pengene klogere end i dag og dermed skabe bedre forhold for mennesker med handicap. Men det er i vores optik hverken til gavn for borgere – eller for kommunernes økonomi – at have et enøjet fokus på (kortsigtede) besparelser.

Vi risikerer at spare os fattige.

Besparelser kan nemlig sætte gang i en negativ dominoeffekt, hvor flere vil få større og mere komplekse problemer på grund af manglende hjælp, som herefter griber ind flere steder i livet.

Det er nøjagtigt, hvad resultatet af kommunalreformen har været. Jeg frygter, at endnu flere ender uden en uddannelse og falder uden for arbejdsmarkedet, fordi det er udelukket at få den nødvendige støtte til dem selv eller deres barn.

Derfor skal vi i stedet investere i mere viden og faglighed på området. Det vil nemlig betale sig tilbage ved, at flere mennesker med handicap får den rigtige hjælp første gang. 

Tillid mellem borger og system

Regeringen og partierne bag handicapaftalen har tilsyneladende en tro på, at vi kan afbureaukratisere os ud af alle problemerne på handicapområdet.

Her er det forkert og farligt, at se afbureaukratisering som et quickfix.

Thorkild Olesen
Formand, Danske Handicaporganisationer

Så enkelt mener vi ikke, at det er.

Det er helt sikkert muligt og nødvendigt at fjerne en masse unødvendig administration for borgerne. Men bureaukrati er ikke bare bureaukrati.

Meget administration handler om borgerens retssikkerhed og beskyttelse. For eksempel personalets registrering af brug af magt over for landets mest sårbare borgere på bosteder eller det sociale tilsyn med kvaliteten af den faglige indsats i botilbuddene.

Her er det forkert og farligt, at se afbureaukratisering som et quickfix.

I økonomiaftalen mellem regeringen og KL for 2025 er der mange forslag om afbureaukratisering. Mange af de forslag vil stille mennesker med handicap dårligere og samtidig kun mindske administrationen yderst begrænset eller slet ikke.  

For eksempel vil man fjerne loven om, at kommunerne skal forberede overgangen til voksenlivet for unge med handicap. Loven blev vedtaget for nogle år siden, fordi kommunerne var for dårlige til at sørge for, at unge med handicap pludselig stod uden hjælp, når de fyldte 18 år. 

Jeg vil meget gerne være med til at pege på reelle muligheder for at mindske administration og unødig brug af ressourcer, men det skal være til gavn for både borgere og kommuner.

Der ligger et enormt genopretningsarbejde foran os. Men selvfølgelig kan vi skabe fremdrift, optimisme og fornyet tillid mellem borger og system.

Det kræver, at vi får politikerne med på at prioritere forebyggelse, viden, faglig kvalitet og udvikling af handicapområdet. Så vil vi hurtigt få flere borgere, der kan deltage i samfundet.

Det har altid været og er fortsat Danske Handicaporganisationers tilgang til, hvordan vi bedst løser de store problemer på handicapområdet. Derfor trækker vi i arbejdstøjet og engagerer os i de kommende drøftelser om handicapområdet.