Altinget logo
Profile
Log ind
WAYF login
Log på med SSOGlemt adgangskode?
Bliv abonnent

Zelenskyj beder om langtrækkende våben: ”Så Rusland bliver motiveret til fred”

Forsvarsministre fra 24 vestlige lande - inklusiv Danmark og USA - fik fredag en klar opfordring fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj: Send os langtrækkende våben, så vi kan angribe ind i Rusland, og send de luftforsvarssystemer, som I har lovet os.

Foto: Heiko Becker/Reuters/Ritzau Scanpix
Andreas Krog
Lyt til artiklen 5:11

RAMSTEIN: Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ønsker sig grundlæggende tre ting.

En sejr over Rusland, flere luftforsvarssystemer og langtrækkende missiler, så Ukraine kan angribe langt ind i Rusland.

De to sidstnævnte ønsker satte præsidenten en tyk streg under, da han var ”special guest star” ved et møde fredag på den amerikanske flyvestation Ramstein i Sydtyskland.

Til stede var forsvarsministre og forsvarschefer fra 24 lande over hele verden. Her i blandt danske Troels Lund Poulsen (V), amerikanske Lloyd Austin og Ukraines Rustem Umerov. På dagsordenen stod donation af flere våben og materiel til Ukraines nu mere end 2,5 år lange kamp mod den russiske besættelsesmagt.

Mødet var det 24. i rækken i den såkaldte 'Ukraine Defence Contact Group', der er et amerikansk ledet initiativ, som blev søsat to måneder efter den russiske invasion 24. februar 2022.

De fleste møder med de mere end 50 deltagende lande er foregået virtuelt, men omtrent hvert halve år mødes ministrene fysisk til et effektivt en-dagsmøde i officersmessen på den store amerikanske base.

Klar i mælet

Rustem Umerov er Ukraines repræsentant på møderne. Men til fredagens møde havde han for første gang taget sin præsident med. Og Zelensky var klar i mælet, hvad angår Ukraines ønske om at få langtrækkende våben stillet til rådighed af USA og Vesten.

”Vi er nødt til at have langtrækkende kapaciteter. Så Rusland bliver motiveret til at søge freden,” sagde Volodymir Zelensky i sin åbningstale, inden ministrene hver især gik i gang med at redegøre for deres lands igangværende og planlagte donationer til Ukraine.

Konkrete mål

I sidste uge gav Umerov under et besøg i Washington USA’s præsident Joe Biden og hans administration en liste over helt konkrete mål i Rusland, som ukrainerne kan ramme, hvis de får langtrækkende våben.

Den amerikanske forsvarsminister Lloyd Austin tog ordet efter Zelensky. Her annoncerede han en ny donationspakke til en værdi af 250 millioner dollars, svarende til knap 1,7 milliarder kroner.

Konkret består pakken af tusindvis af de meget efterspurgte 155mm og 105mm artillerigranater, missiler til de amerikanske HIMARS-systemer, antiluftskytsvåben og reservedele. Men ingen langtrækkende missiler.

Frie hænder

Adskillige lande støtter ukrainernes ønske om langtrækkende missiler. Ét af dem er Danmark.

”Danmark har hele tiden sagt, at Ukraine skal have frie hænder til at bekæmpe Rusland på den måde, som er nødvendig. Det er potentielt også at lave angreb ind i Rusland for at ødelægge de forsyningslinjer, som russerne bruger,” påpegede Troels Lund Poulsen overfor Altinget i en pause under mødet.

Blandt Ukrainernes støtter er også Canada. Men som Canadas forsvarsminister, Bill Blair, sagde til verdenspressen i frokostpausen, så råder Canada ikke selv over den slags våben. Så i sidste ende peger pilen på amerikanerne.

Prioritere benhårdt

Flere Patriot-luftforsvarssystemer er heller ikke en del af den amerikanske pakke. Det er ellers den anden ting, som Zelensky og ukrainerne efterspørger i stor stil.

De avancerede systemer kan nedskyde indkommende russiske missiler og beskytte både ukrainske byer og landets kritiske infrastruktur. Men ukrainerne har alt for få og er nødt til at prioritere benhårdt mellem beskyttelse af hovedstaden Kiev eller landets kraftværker og øvrige kritiske infrastruktur.

Og det duer ikke, påpegede Zelensky.

Han mindede de forsamlede forsvarsministre om, at Ukraine på Nato-topmødet i Washington i juli blev lovet flere Patriot-systemer, men at det halter gevaldigt med at få leveret dem.

"Det er afgørende, at alle våbnene fra de allerede annoncerede støttepakker endelig når frem til kampbrigaderne. Jeg vil ikke tale åbent nu om antallet af systemer, de har modtaget - mange tak igen - men antallet af luftforsvarssystemer, der endnu ikke er blevet leveret, er betydeligt," sagde Zelensky og fortsatte:

”Verden har luftforsvarssystemer nok til at sikre, at russisk terror ikke har resultater. Og jeg opfordrer jer til at være mere aktive i denne krig.”

Akut brug for dem

Den tyske forsvarsminister, Boris Pistorius, udtrykte forståelse for Zelenskys frustration.

”Jeg er også lidt skuffet. Og jeg kan fuldt ud forstå ham. Vi blev enige i Washington om at donere flere luftforsvarssystemer af enhver slags. Og indtil nu er de ikke ankommet i Kyiv. Og ukrainerne har akut brug for dem,” påpegede den tyske forsvarsminister Boris Pistorius.

Sammen med forsvarsministre fra en lang række Nato- og EU-lande, så havde også forsvarsministre og forsvarschefer fra Australien, New Zealand, Japan, Sydkorea og Argentina også fundet vej til Sydtyskland fredag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Volodymyr Zelenskyj

Præsident, Ukraine
jura (Kyivs Nationale Økonomiske Uni.)

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024