Nu bliver oppositionen lukket ind til de grønne trepartsforhandlinger. Sådan vil partierne forsøge at få noget med hjem

I forrige uge udpegede regeringen en grøn trepartsminister.

Nu indkalder den så Folketinget til forhandlinger om den aftale, som Jeppe Bruus (S) er sat i spidsen for at føre ud i livet.

I disse dage tager regeringen hul på de indledende møder med oppositionen. Partierne indkaldes enkeltvis til såkaldte ”sonderinger” med regeringens forhandlingsledere, som foruden Bruus tæller klimaminister Lars Aagaard (M) og økonomiminister Stephanie Lose (V).

Set med regeringens øjne er spillebanen kridtet op. Som parterne bag den grønne trepartsaftale igen og igen har understreget, hviler aftalen på så snævre balancer mellem landbrug, natur og beskæftigelse, at det hele risikerer at kollapse, hvis politikerne nu bagefter begynder at rykke på dem.

Det betyder i praksis, at en gruppe interesseorganisationer har indsnævret den folkevalgte oppositions demokratiske handlerum ganske betydeligt. Det er også grunden til, at visse stemmer i oppositionen har følt sig provokeret af trepartskonstruktionen.

Omvendt er det også svært at underløbe de magtfulde organisationer, som partierne selv har holdt linjen varm til under forhandlingerne før sommerferien, og som de har brug for at kunne samarbejde med i fremtiden.

Det er ikke alle oppositionspartierne, der er lige villige til at fortælle om deres ønsker. Men fælles for en række partier er ønsket om at indføre skarpe deadlines for handling.

Derfor handler det nu om at finde åbningerne i aftalen og dermed en mulighed for at få nogle konkrete ændringer ind i en aftale, der ikke må ændres substantielt.

Det er Christiansborg og det danske folkestyre på den gammeldags måde. Hvis man vil præge dansk klima- og miljøpolitik i de kommende mange år, er denne aftale svær at komme udenom. Hvis man vil gøre sig spilbar for, hvad end det er for en regering, der kommer efter SVM, så er en underskrift på aftalen tæt på uundgåelig. Man skal kort sagt være med for at være med.