Lars Olsen: Tesfayes reform retter op på en dyb social skævhed mellem uddannelser

Bag den aktuelle strid ligger et opgør af historisk rækkevidde. Med Martin Lidegaards ord: Den nye uddannelsespolitik bringer Socialdemokratiet "bort fra en uddannelsestradition, som de tidligere har levet med og delt med Radikale Venstre, hvor (…) alle unge danskere, ikke mindst dem fra ikke-boglige hjem, har fået lige og frie muligheder for uddannelse".

Virkeligheden er imidlertid, at der ikke er reelt lige muligheder for uddannelse. Gymnasiet har godt nok fået en bredere rekruttering i takt med, at store dele af en årgang går dén vej, men der er stadig monumental social skævhed på universiteter og andre akademiske uddannelser. 

Blandt unge med opvækst i overklassen og den højere middelklasse har næsten 60 procent en akademisk uddannelse, når de bliver 35 – blandt unge fra faglærte og ufaglærte arbejderhjem er det kun 12 procent.

Debatten om regeringens udspil tynges af dødvægten fra den "gamle" uddannelsespolitik.

Lars Olsen

Med til billedet hører også det mere positive: 80 procent af arbejderklassens børn gennemfører faktisk en uddannelse, det er bare oftere en erhvervs- eller professionsuddannelse.

Men: De velstilledes børn får løvens part af milliarderne. Over halvdelen af ressourcerne til uddannelse efter grundskolen går til undervisning og SU til dem, der betræder den akademiske vej – så må alle de andre uddannelser, fra FGU til seminarierne, slås om resten. 

Det er denne dybe sociale skævhed, den "nye" uddannelsespolitik søger at rette op på. Der flyttes ressourcer fra universiteter til erhvervs- og professionsuddannelser, og der investeres massivt i det nye praktiske gymnasium som adgangsvej til disse uddannelser. 

Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) fastslår, at "dansk uddannelsespolitik står midt i et paradigmeskifte". Reformer af folkeskolen og ungdomsuddannelserne skal styrke respekten for undervisningens mere praktiske sider: 

"Vi har brug for at udvide dannelsesbegrebet, så det ikke kun handler om skønlitteratur og oldtidskundskab (…) Det er også almen dannelse at være 14 dage i praktik i en vuggestue eller skrive en opgave i farmakologi," skrev han i Altinget. 

Lad os tage endnu et spadestik. Bag det uddannelsespolitiske skifte ligger endnu et paradigmeskifte: at genskabe respekten for praktisk arbejde og uddannelse. Linjen trækkes op i 'Arbejdets Land' af Kaare Dybvad Bek (S), der ligesom Tesfaye repræsenterer Socialdemokratiet i regeringens uddannelsesudvalg.  

Dybvad gør op med den meritokratiske forestilling om, at uddannelse og social mobilitet er nøglen til at udvælge de dygtigste og flittigste, så det er dem, der besætter de bedste job i samfundet. En forestilling, der i de seneste årtier har bredt sig fra de angelsaksiske lande til Danmark, ikke mindst i uddannelsespolitikken. 

Påfaldende få interesserer sig for det egentlige sociale problem i uddannelsessystemet.

Lars Olsen

Dybvad henviser til den meget omtalte bog 'Meritokratiets Tyranni' af den amerikanske professor Michael Sandel: "Ambitionen om mulighed for at stige højere op i samfundet har fortrængt ambitionen om, at også folk med almindelige job skal kunne arbejde og leve på rimelige vilkår", mener Sandel og Dybvad, der tilføjer: 

"De meritokratiske forestillinger udvasker respekten for almindelige jobs, fordi dem, der arbejder dér, vel havde muligheden for at blive noget mere prestigefyldt og velbetalt, men ikke lykkedes med det, fordi de var for dårligt begavede eller ugidelige".

Mattias Tesfaye sagde det tirsdag i Berlingske sådan: "Man skal ikke føle sig dum, fordi man ikke kan få job i en Silicon Valley-økonomi". 

Opgøret med den meritokratiske forestilling etablerer et nyt perspektiv i uddannelsespolitikken. Social mobilitet gennem det almene gymnasium og universiteterne er fint, men ikke det eneste.

Nok så afgørende er at skabe ordentlige uddannelser for mennesker med job i velfærdsfagene og Produktionsdanmark. Herunder et praktisk gymnasium med almen dannelse og et godt ungemiljø som adgangsvej. 

Prismet skifter fra social mobilitet til mere reel lighed mellem de uddannelser, som unge fra forskellige sociale klasser rent faktisk tager. Fra formelt lige muligheder til større reel lighed.

Debatten om regeringens udspil tynges af dødvægten fra den "gamle" uddannelsespolitik, med fokus på social mobilitet gennem det almene gymnasium og universitetet.

Påfaldende få interesserer sig for det egentlige sociale problem i uddannelsessystemet: de 43.000 unge, der hverken er i job eller uddannelse, og de endnu flere der aldrig gennemfører en uddannelse, men frister tilværelsen på et stadig mindre ufaglært arbejdsmarked. 

Dette vender i høj grad den tunge ende nedad. Mange af disse unge er vokset op i hjem, hvor forældrene var på langvarig overførselsindkomst, og i 30'erne er mange af dem havnet i samme situation. 

Det er kendetegnende, at da regeringen tirsdag præsenterede udspillet på et pressemøde, spurgte stort set ingen til disse unge, mens stribevis af spørgsmål kredsede om gymnasiet og det øgede karakterkrav. 

Journalisterne har, ligesom samfundets meningsdannende elite, gået i gymnasiet, deres børn vil ligeledes gå den alment-gymnasiale vej. Det er med udsatte unge som med de mange tusinde på erhvervsuddannelser – det er de andres børn.