Behøver de statsstøttede danske medier at være svøbt ind i stjerner og striber?

Alligevel er jeg både fagligt og personligt forbløffet over den massive dækning af USA og det amerikanske valg. Det er taget til over en årrække og er nu gået helt amokka.

Emner, som vi USA-nørder kunne nørde sammen i en lukket og ikke så stor kreds for 20 og 30 år siden om eksempelvis senatorer i Ohio, en stat de færreste danskere kendte andet end fra country-sange, kan nu være gul breaking på TV 2 News. Men ok, News klinger jo også amerikansk…

Jeg så for nylig på farten en overskrift på et læserbrev. "Er Danmark blevet den 51. stat i USA?". Nåede ikke at læse det, men grinede faktisk højt. Det var et godt spørgsmål.

For dækningen af USA med artikler alle vegne i alle medier, tv-indslag, radioprogrammer og en endeløs skylle af podcasts er så vild, at man næsten selv er ude om det, hvis man ikke ved, hvad Vermont er mest kendt for, hvem der er guvernør i Nebraska, og hvilken ellers totalt ukendt politiker fra et amerikansk provinshul, der senest har fået karrieren kortsluttet på grund af en eller anden obskur sag om utroskab for 25 år siden.

De fleste af os véd mere om USA end om vores nærmeste naboer. For den sags skyld også Sverige, hvor vi godt nok kender Pippi, ABBA og Volvo men aldrig helt kan huske, hvad statsministeren hedder.

Søren Søndergaard

Næsten daglige analyser om, hvem der vinder præsidentvalget i USA 5. november og hvorfor, er blevet normal-kost, mens et valg i Østrig og en ny regering i Frankrig kommer bag på de fleste i Danmark.

Det samme gjaldt givetvis to vigtige delstatsvalg 1. september i Tyskland, lige syd for grænsen. Dét trak først gule bjælker, da det viste sig, at det tyske højreparti, som ingen i forbundsrepublikken vil lege med, AfD, høstede næsten 30 procent af stemmerne.

Forbløffelsen i medierne var næsten lige så stor, som da Dansk Folkeparti med flere end hver femte stemme malede store dele af Danmark gult ved folketingsvalget i 2015. Hvordan kunne dét lige ske?

De fleste af os véd bare mere om USA end om vores nærmeste naboer. For den sags skyld også Sverige, hvor vi godt nok kender Pippi, ABBA og Volvo men aldrig helt kan huske, hvad statsministeren hedder.

Amerikansk kultur- og madeksport fornægter sig ikke. Og jeg elsker det alt sammen. Vi ser en del flere film fra Hollywood end fra kilderne i Provence og Berlin, og selv om pølser også er en dansk favorit, så kan burgere med fries bare lidt mere end bratwurst med karry.

Men behøver paraden af statsstøttede danske medier i dén grad at gå i rødt, hvidt og blåt? På amerikansk?

Det sker kun på fransk, når Stéphanie Surrugue giver os en af sine blændende, berigende og respektfulde reportager fra landet med næsten 70 millioner indbyggere, der foruden at dyrke vin sådan set også er EU's arealmæssigt største land. Plus en del andet.

Blandt andet ofte dagsordensættende for EU. En klub, Danmark som bekendt er med i, og hvor det betyder en del, hvad Frankrig mener.

Det er i sig selv lidt komisk, hvis ikke det grundlæggende er tragisk, at rækken af danske medier, der med statsstøtte i ryggen og en mere eller mindre tydeligt erklæret og deklareret begejstring for netop EU underdækker den europæiske union og de dagsordensættende medlemslande, men gladelig overdækker den amerikanske union overthere.

Uden at overdækningen dog på nogen måde, undtagen i korte, oplysende glimt, formår at forklare, hvorfor halvdelen af de amerikanske vælgere stemmer på Trump. En betragtelig del af dem entusiastisk.

Eller hvorfor J.D. Vance ikke bare er et bøvehovede, der taler om kattedamer og er et "skidt valg" som running mate for Trump, mens bedstefar Walz åbenbart er et indlysende begavet, smart og klogt valg af Kamala Harris…

Jeg vil tro, at de fleste danske medieforbrugere her i oktober 2024 ved mere om netop Kamala Harris og hendes kampagne, end de ved om de ret nyvalgte danske medlemmer af Europa-Parlamentet.

Bevares, ingen af dem kan blive præsident i USA. Men selv med Tænketanken Europas forsigtige vurdering skabes 60 procent af dansk lovgivning af EU, så ligegyldige er de ikke.

Tiden er måske inde til, at politikerne for de penge, de understøtter medierne med, også kræver, at medierne dækker den virkelige verden anno 2024.

Søren Søndergaard

Bare fordi de politiske partier generelt er elendige til at tale om EU-emner – særligt da, når der er valg i luften – fritager det jo ikke de danske medier fra at behandle EU og medlemslandene med en dækning, der modsvarer deres betydning for Danmark og danskerne.

Så vi får blot en lille chance for at forstå den klub, vi er med i, og ikke mindst de toneangivende medlemmers indre liv.

I stedet ved vi så en del mere om debatten om at spise hunde, eller ikke spise dem, i Springfield, Ohio.

Politikerne sidder med en interessant snor i de danske medier. Big time i Danmarks Radio, der er ledet af en bestyrelse, der i store træk er udpeget af politiske partier.

DR's nye bestyrelse kunne jo tænkes at insistere på ansættelsen af journalister, der kan tysk eller fransk, og at Europa, EU og landene i Europa bliver prioriteret højere i udenrigsdækningen.

Drop kvababbelserne om armslængde. Det handler om public service for flere milliarder kroner.

Politikerne kan tage Kina med oveni hatten. Det store land aner vi alt for lidt om, selvom Kina er ved at give resten af verden baghjul og har fingre med i spillet i snart alle væsentlige konflikter i verden.

Kald mig bare en klaphat, men det var først ved læsningen for nylig af Philip Kokars anbefalelsesværdige bog "Rød nat", at det åbenbarede sig for mig, at Wuhan i Kina ikke er en flække med et fiskemarked, men med sine 14 millioner indbyggere en af verdens 31 megabyer.

Tiden er måske inde til, at politikerne for de penge, de understøtter medierne med, også kræver, at medierne så nogenlunde dækker den virkelige verden anno 2024. Den, der foruden USA har megaindflydelse på vores hverdag, politik og velstand?

Den verden, der er med til at påvirke, hvor rige vores børn bliver, om de om ti år må sige noget, der ikke behager styret i Beijing, og om både Frankrig og Tyskland kan holde til i længden at styre uden om betragtelige dele af deres befolkninger. Eller om dét måske ender som i, ja, USA, med en europæisk version af Trump.