Seniorforsker: Hitler-møderne gjorde ikke Kongehuset til nazistiske sympatisører

De seneste 14 dage har fremkaldt både panderynker og bekymring blandt mine historikerkolleger, når vi har drøftet påstanden om en tæt relation mellem det danske kongehus og Nazityskland i kølvandet på udgivelsen af journalisten Peter Kramers bog "Ridser i lakken – Kongehusets forbindelser til Hitlers Tyskland."

Grunden til bekymring har ikke handlet om selve bogen, da det var ret entydigt blandt de faghistoriske anmeldere, at der var tale om et ahistorisk amatørarbejde.

Derimod har bekymringen handlet om, hvorfor der ikke findes en større viden og generel fortidsforståelse at spore i dele af det danske medielandskab og blandt nogle politiske aktører.

Det er stærkt bekymrende, når både medier og politikere hopper på bogens limpind, som rummer påstanden om "Kongehusets tætte forbindelser til det nazistiske Tyskland."

Den første store omtale bogen fik var i Politiken 15. september, hvor en række citater fra bogen og et interview med forfatteren blev bragt – men på intet tidspunkt blev tolkningen udfordret.

For Christian 10. og kronprinseparrets vedkommende er der intet belæg for en tæt relation til Nazityskland.

Steen Andersen
Seniorforsker, Rigsarkivet.

En så opsigtsvækkende tolkning af Kongehusets rolle tages uden videre for gode varer i Politiken. Her må man forvente kritisk journalistik. Efterfølgende købte de to tidligere kulturministre Uffe Elbæk og Per Stig Møller bogens præmis og ønskede sagen undersøgt og arkiverne åbnet.

Ingen flig af sympati

Politikens chefredaktør skrev i sidste weekend, at Kongehuset gerne må "have private hemmeligheder. Men det gælder ikke, når kronprinsparret sidder i æresloge med Göring."

Ligeledes skrev Berlingske Tidendes chefredaktør i avisens leder søndag den 29. september, at "selvom hans bog er diskutabel, har den genstartet en debat om, hvorvidt Kongehuset burde finde en måde at åbne døren yderligere til de private arkiver – dagbøger og andre optegnelser – som kan være med til at kvalificere billedet af den tid."

Hermed er det tydeligt, at det er lykkedes bogen at forme debatten og det bedste våben har været den herskende uvidenhed.

Vi kan altid ønske os mere viden og indsigt i mellemkrigstidens historie, og vi skal se kritisk på dansk tilpasningspolitik til Tyskland.

Men hele afsættet hos Kramer var forkert. For kong Christian X's og kronprinseparrets vedkommende er der intet belæg for en tæt relation til Nazityskland, og der er intet i kilderne, som indikerer en flig af sympati. Tværtimod.