Christine Nissen: Europa står overfor tre afgørende trusler

Tre trusler

Lige nu befinder EU og Europa sig i den mest alvorlige krisetid siden murens fald.

Europa skal navigere i en ’polykrise’, hvor forskellige kriser griber ind i og forstærker hinanden.

Europa står i dag overfor en langt mere grundlæggende sikkerhedstrussel end tidligere.

Christine Nissen
Chefanalytiker, Tænketanken Europa

Europa står i disse år over for mindst tre afgørende trusler, som hver især vil forme kontinentets fremtid på dramatisk vis: en sikkerhedspolitisk trussel, en økonomisk trussel og en teknologisk trussel.

Europa står i dag overfor en langt mere grundlæggende sikkerhedstrussel end tidligere. Europas frygt drives især af Putins angrebskrig i Ukraine, og destabiliseringen af den europæiske sikkerhedssituation som tilbagevenden af konventionel krig på kontinentet har medbragt.

Samtidig vokser kravene fra USA om, at Europa skal tage mere ansvar for egen sikkerhed på et tidspunkt, hvor fremtiden for amerikansk lederskab er usikker.

Krisens alvor skyldes, at den truer fundamentale elementer, der har sikret Europas sikkerhed i årtier – fred og en pålidelig amerikansk sikkerhedsgaranti. Disse grundlæggende konstanter er ikke længere sikre.

Økonomiske vanskeligheder

Europa bliver også fattigere, og skal håndtere den ’konkurrence-krise’, som i stigende grad karakteriserer mange af de udfordringer, som både Europas lande, virksomheder og befolkninger møder.

I 2023 år stod Europas vækst stille, og selvom det går lidt fremad i 2024, ser vi hvordan kontinentets største lande – Tyskland, Frankrig og Storbritannien er i store, økonomiske vanskeligheder.

Vi så også, hvordan meningsmålinger, der forklarede den øgede støtte til højrefløjen efter Europa-parlamentsvalget, hænger sammen med ’leveomkostningskrisen’, som blandt en stor del af vælgerne i for eksempel Tyskland og Frankrig betragtes som et af de største problemer.  

Teknologiske udfordringer presser også Europa og er tæt forbundet med både sikkerheds- og økonomisk politik som aldrig før.

I dag giver teknologiske forspring en betydelig økonomisk og sikkerhedspolitisk fordel, og her er Europa (heller) ikke med til at sætte den globale dagsorden.

Teknologisk innovation driver vækst, skaber nye markeder og øger produktiviteten, mens avancerede teknologier er afgørende for sikkerheden, herunder cyberforsvar og militær kapacitet. 

Selvom det ikke er en nyhed, at for eksempel ingen af verdens tech-giganter er europæiske, eller at Europa er bedre til at regulere end at innovere, blev Covid-19 alligevel en dramatisk afsløring af Europas dybe teknologiske og produktionsmæssige afhængigheder af tredjelande i strategiske sektorer.

Europa må tage svært selvopgør

En væsentlig grund til, at EU-landene sakker bagud i den globale konkurrence er, at Europa i stigende grad er isoleret i sin tro på, at vestlige, europæiske liberale værdier – såsom samarbejde, demokrati og fri konkurrence – stadig er den mest retfærdige og ideelle måde at skabe fred og vækst på.

Europæerne mangler allierede, og de glade 1990'ere er forbi, uanset om Europa vil det eller ej.

Som svar på disse mange grundlæggende kriser gennemgår Europa og ikke mindst EU-projektet lige nu en ’eksistentiel selvovervindelse’ i Heidegger’sk forstand.

I en sådan proces ligger, at man må dekonstruere egne forestillinger om, hvordan verden hænger sammen og kigge kritisk på de ideer, man ellers har taget for givet.

For Europa er det vores dybeste idealer og normer, der er opbygget siden afslutningen på den kolde krig, men også før; det er den frie verden, bygget på håb, frihandel og afhængighed af andre, som ikke længere ’er’.

Et uafhængigt EU

Løsningen, hvis Europa skal kunne begå sig i en verden med stormagtrivalisering, rå konkurrence og re-nationalisering, er i stigende grad et Europa og EU, der styrker sin evne til at kunne agere i egen ret.

Problemet er, at prisen for øget strategisk autonomi er en eller anden form for suverænitetsafgivelse.

Christine Nissen
Chefanalytiker, Tænketanken Europa

Dette normative skifte er rykket ind i sin implementeringsfase, hvor det så småt følges op af konkrete lovinitiativer.

Det inkluderer for eksempel en lang række politiktiltag på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område, der skal styrke Europas evne til at blive bedre i stand til at producere militært materiel.

På energiområdet har EU nedbragt europæisk afhængighed af russisk gas betydeligt siden 2022.

Senest er snak i krogene om mulighed for fælles gæld, som vi så det under Corona-krisen, samt forøgelse af EU’s egen finansiering, for eksempel i form af CO2 afgift på import eller afgift finansielle transaktioner, potentielle fremtidige virkemidler til at styrke EU's uafhængighed.

Mere magt i Bruxelles

Vi befinder os derfor i et slags politisk arke-øjeblik: vores sikkerhed og uafhængighed er afgørende for politisk succes.

Problemet er, at prisen for øget strategisk autonomi er en eller anden form for suverænitetsafgivelse.

Mere europæisk uafhængighed på tværs af områder som sikkerhed, industri og økonomi hænger sammen med politiske beslutninger, der centrerer mere magt og flere kompetencer i Bruxelles hos det nye politiske lederskab, der på nuværende tidspunkt er ved at tage form efter de europæiske parlamentsvalg i foråret.

Samtidig synes ’mere EU, og som konsekvens, mindre nationalstat’ svært i en tid, hvor også re-nationaliseringstendenser præger det europæiske landskab.

Én ting er sikkert: disse spørgsmål kommer til at sætte dagsordenen for al europæisk politik de næste år, hvis Europa skal overleve som projekt. Alternativet er der heller ikke længere, og den politiske selvovervindelse er allerede startet.