Miljøet glider i baggrunden i von der Leyens kurs for de næste fem år: ”En form for opvågning fra det grønne drømmeland”

Kommissionsformanden vægter i nye politiske retningslinjer sikkerhed og konkurrenceevne højt, mens nye store miljøtiltag er gledet lidt i baggrunden, lyder vurderingen fra flere sider. Der er fundet en god balance, mener DI. WWF er glade for genvalget af Ursula von der Leyen, men havde håbet på mere natur.

Ursula von der Leyen får en buket blomster fra Manfred Weber
(formand for den store konservative gruppe), efter hun er blevet godkendt som EU-kommissær.
Ursula von der Leyen får en buket blomster fra Manfred Weber (formand for den store konservative gruppe), efter hun er blevet godkendt som EU-kommissær.Foto: Philipp Von Ditfurth/AP/Ritzau Scanpix
Hjalte T. H. Kragesteen

Da Ursula von der Leyen i midten af juli blev genvalgt som formand for EU-Kommissionen, var det med nogle andre grønne toner, end da hun i 2019 blev formand for første gang. 

Der er meget lidt fokus på at forbedre naturen i naturens egen ret.

Jacob Fjalland
Miljøfaglig chef, WWF

Dengang var udgangspunktet en stor grøn programerklæring. En europæisk Green Deal – inden for 100 dage – der skulle sikre en markant bedre beskyttelse af natur og miljø. 

Men med krigen i Ukraine og stigende konkurrence fra især Kina er fokus denne gang i højere grad på sikkerhed og konkurrenceevne. Den udlægning af teksten har både DI, Dansk Erhverv og WWF.

"Stemningen er anderledes denne gang, hvor konkurrencedygtighed og sikkerhed er altoverskyggende. Man kan se det som en form for opvågning fra det grønne drømmeland, hun lagde ud med. Det er en meget barskere omgang," siger Andreas Hastrup Clemmensen, der er chefkonsulent for klima, energi og miljø i Dansk Erhverv.

Reaktionen kommer i kølvandet på de politiske retningslinjer for de næste fem år, som Ursula Von der Leyen fremlagde i midten af juli. Det skete i forbindelse med, at hun blev genvalgt som kommissionsformand for endnu en periode. 

Læs også

Glæde over fokus på implementering

Retningslinjerne indeholder på det grønne område blandt andet løfter om en visionsplan for landbruget, en klimatilpasningsplan, en kemikaliepakke samt en ny retsakt om cirkulær økonomi. Få overblik over indholdet på det grønne område her.

Men en del af teksten handler også om at få sikret en bedre implementering af den lovgivning, der allerede er på plads. Og det glæder Andreas Hastrup Clemmensen.

"Der er et lidt sparsomt fokus på miljø i teksten. Så jeg håber at se markante miljømæssige forbedringer gennem den forbedrede implementering og forenkling, som hun lægger op til. Der er et klart behov for at få bedre lovgivning, så det er lettere for virksomhederne at levere på nye miljøkrav. Eksempelvis i forhold til emballage," siger han.

Han peger i den forbindelse på, at alle de kommende EU-kommissærer får til opgave at mindske administrative byrder, og at der i den forbindelse skal ske en større inddragelse af interessenter for at sikre bedre lovgivning.

DI ser en god balance

I DI fremhæver Svend-Erik Jepsen, der er fagleder for vand og klimatilpasning, ligeledes, at Von der Leyen vil sikre mere enkel lovgivning. Og samlet set er han glad for, hvad den genvalgte formand har præsenteret.

"Vi synes hendes program har fundet en god balance mellem grønne ambitioner og konkurrencedygtighed. Det er rigtigt vigtigt, at de grønne ambitioner bevares, samtidig med at man nu har fokus på at få implementeret de mange nye miljøregler, som blev gennemført i den seneste periode," siger Svend-Erik Jepsen.

Derudover er han især glad for, at der kommer ny lovgivning om cirkulær økonomi, og at EU-formanden vil gøre noget ved manglen på vand som er et markant problem på dele af kontinentet.

"Vi har virkelig mange virksomheder i Danmark, som er gode til at reducere vandforbruget fra forbrugere og virksomheder. Så en vandstrategi er ikke kun godt for miljøet, men også godt for danske virksomheder," siger Svend-Erik Jepsen. 

Læs også

Meget lidt natur

Selvom der er grønne tiltag, så påpeger WWF’s miljøfaglige chef Jacob Fjalland, at Von der Leyen har hvad han betegner som et "stort industrifokus". Og han konstaterer, at der reelt kun er nævnt ét naturtiltag i den mere end 30 siders lange tekst.

"Og det er i forbindelse med landbrug. Der er meget lidt fokus på at forbedre naturen i naturens egen ret," siger han.

 Men selvom han godt kunne ønske sig større ambitioner fra EU-formandens side, så er han alligevel ikke voldsomt kritisk.

"Vi er superglade for, at Von der Leyen er blevet genvalgt. For jeg tror, vi havde set noget mere ambitiøst fra hende, hvis hun ikke var nødt til at forholde sig til, at den grønne dagsorden har været under angreb det seneste år," siger han.

Det seneste år har blandt andet budt på store sværdslag om naturpolitik og nye regler for pesticider. Og europæiske landmænd har protesteret så kraftigt, at man har lempet flere krav om miljø og naturtiltag for at modtage landbrugsstøtte.

Holder fast i Green Deal

For Jacob Fjalland er det også værd at notere sig, at der ikke er noget i teksten, som han mener lægger op til en forværring på det grønne område.

"Von der Leyen holder fast i Green Deal, og blandt anden den kæmpe sejr, det var at få vedtaget en naturgenopretningsforordning. Derfor er jeg også glad for, at hun har fokus på bedre implementering i den kommende periode," siger han.

Ursula von der Leyen skal nu til at sammensætte sit hold af nye kommissærer fra alle medlemslande. Det forventes at være på plads i september. De enkelte kommissærer skal herefter i høring i Europa-Parlamentet, der kan vælge at afvise de enkelte kommissærer.

Den samlede godkendelse af en ny Kommission forventes i oktober eller november. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ursula von der Leyen

Formand, EU-Kommissionen, fhv. forsvarsminister, Tyskland (CDU)
KA i folkesundhedsvidenskab (2001), cand.med. (Mediziniche Hochschule, Hannover, 1991)

Andreas Hastrup Clemmensen

Chefkonsulent, Dansk Erhverv, og bestyrelsesmedlem, Vana - Dansk Emballageansvar
International politik (Roskilde Uni.)

Svend-Erik Jepsen

Fagleder, Vand, Dansk Industri
Civilingeniør (DTU. 1988)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024