Lars Olsen: Højrepopulisternes appel til arbejderklassen i USA skal ikke undervurderes

Resultatet er en konservativ arbejderisme, som bryder med den liberalistiske ortodoksi fra 1980’ernes ”Reaganomics”. Globalisering, indvandring og markedsstyring skal tøjles, der skal indføres højere mindsteløn, told og statslig industripolitik, som skaber nye velbetalte arbejderjob. Ikke just traditionelle toner fra højrefløjen.

Den konservative arbejderisme tog et syvmileskridt fremad, da Trump for nylig udpegede senator J.D. Vance som sin vicepræsidentkandidat. Medierne har siden fokuseret på hans dybt konservative kvindesyn, men Vance er også bemærkelsesværdig af andre grunde: "Vi er, mine damer og herrer, færdige med at søge at tilfredsstille Wall Street, vi vil forpligte os overfor the working man," lød det klare budskab til Republikanernes konvent.

Vance tog udgangspunkt i sin egen opvækst i arbejderklassen, Vance blev landskendt i 2016 med bestselleren Hillbilly Elegy. Bogen er siden filmatiseret i en Oscar-nomineret Netflix-film:

Hillbilly Elegy er en gribende fortælling om et miljø med misbrug, tæv og smalhals, men også stærkt familiesammenhold personificeret af den rapkæftede storrygende mormor. Det er fortællingen om Vance’ klasserejse fra arbejderbyen Middletown over Marinekorpset til Yale University, hvor han løber vild i en fremmed verden med årgangsvine og fine middage med et hav af knive og gafler.

Den konservative arbejderisme tog et syvmileskridt fremad, da Trump for nylig udpegede senator J.D. Vance som sin vicepræsidentkandidat.

Lars Olsen

Filmen er simpelthen en af de bedste skildringer af livet i nutidens arbejderklasse, og på konventet sagde Vance:

”Til folket i Middletown, Ohio, og alle de glemte lokalsamfund i Michigan, Wisconsin, Pennsylvania og Ohio (…) jeg lover jer dette: Jeg vil være en vicepræsident, der aldrig glemmer, hvor han kommer fra.”

Som senator har Vance talt for en mindsteløn på 20 dollars. Sammen med venstrefløjs-demokraten Elizabeth Warren har han foreslået indgreb mod finansverdenen, for eksempel de høje direktørlønninger i kriseramte banker.

Den 39-årige Vance er del af ny generation af republikanske politikere; en af deres afgørende kuglestøbere, den 41-årige økonom Oren Cass, kalder det ”et seismisk demografisk skifte” – et politisk jordskælv.

I dag er Oren Cass direktør for tænketanken American Compass, i 2018 udsendte han The Once and Future Worker: Regeringen skal fremme »et arbejdsmarked, hvor arbejderne kan understøtte stærke familier og lokalsamfund som den afgørende faktor for langsigtet velstand. Social stabilitet er ifølge Cass langt vigtigere end globalisering og billige forbrugsvarer.

Den arbejderistiske strømning er konservativ, så det gør noget, når det gælder indvandring, familie og abort. Hér er de lysår fra os danskere, men de kæmper for en anden økonomisk-social kurs end de liberalistiske republikanere. Trump er slingrende, han foreslår en ti procent-told for at beskytte amerikanske industrijob, men har også indledt et parløb med den fagforeningsfjendske oligark Elon Musk.

Den nye arbejder-konservatisme i USA kan forsyne højrepopulismen på vore breddegrader med en intellektuel og politisk tyngde, den hidtil har savnet. Og dens appel til en arbejderklasse i repræsentationskrise skal ikke undervurderes.

Tidligere var arbejderne i USA repræsenteret af Demokraterne, i Europa af store socialdemokratiske eller kommunistiske partier, men i dag føler mange sig politisk hjemløse.

Et par tal fra valget i Frankrig den 30. juni: 46 procent af arbejderne stemte slet ikke – 57 procent af dem, der gjorde, satte kryds ved Le Pens Rassemblement National.

Ifølge analyseinstituttet Ipsos stemte kun 21 procent af arbejderne på venstrefløjens nye Folkefront. Når venstrefløjen alligevel fik et godt valg, skyldes det unge og offentligt ansatte funktionærer.

Den nye arbejder-konservatisme i USA kan forsyne højrepopulismen på vore breddegrader med en intellektuel og politisk tyngde, den hidtil har savnet.

Lars Olsen

De nye klasseskel er også geografiske. Det er Middletown, Ohio, overfor Washington og San Francisco, i Frankrig betegner geografen Christophe Guilluy det som to planeter – Metropolia og Periferia.

Efter 1. valgrunde offentliggjorde Le Monde et Frankrigskort. I størstedelen af landet er Rassemblement National det største parti, venstrefløjen og Macrons bastioner ligger som storby-øer i et hav af mindre byer og landområder farvet af Le Pen.

Storbyerne er blevet stadig dyrere, mange kvarterer er i dag citadeller for overklasse, højere middelklasse og studerende, mens arbejderklassen er fortrængt til mindre byer og landområder. Derude, hvor den kollektive trafik er væk, og skolen og lægeklinikken lukket.

”I dag stemmer mange på Rassemblement National, fordi folk har forstået, at næste etape af den nedgradering, de udsættes for, er velfærdsstatens sammenbrud,” siger Christophe Guilluy til Berlingske.

Fra Michigan til Mecklenburg appellerer højrepopulismen til dem, Vance kalder ”den glemte arbejderklasse.” De bor for størstedelens vedkommende udenfor de toneangivende økonomiske og politiske centre – i periferien, hvor velfungerende familier, lokalsamfund og produktionsjob er afgørende.

Samtidig har centrum-venstre-partierne skiftet karakter. Mange har i dag deres vigtigste base blandt storbyernes akademikere og universitetsstuderende og blandt offentligt ansatte. Forbindelseslinjerne til arbejderklassen og periferien bliver stadig tyndere.

I Skandinavien er det ikke gået helt galt, men også hos os ses skellet. Støjbergs Danmarksdemokrater er blevet den vrede udkants talerør, og mange almindelige lønmodtagere er med SVM-regeringen politisk hjemløse.

Pelle Dragsted (EL) rammer spot-on, når han taler for en venstrefløj ”for folk, som de er flest,” Enhedslisten og SF bør have helt anderledes fokus på ”den glemte arbejderklasse.” Og frem for alt: Socialdemokratiet må finde tilbage til succesformlen fra 2017-22, med tydelig identitet som parti for arbejderklassen, provinsen og det velfærdssamfund, der holder sammen på det hele.