Om  
Nils Thostrup

Dødsfald: Fhv. chefredaktør og politisk redaktør Nils Thostrup (88)

Fhv. chefredaktør og adm. direktør for Jyllands-Posten og JydskeVestkysten samt formand for Danske Dagblades Forening Nils Thostrup, Hjerting ved Esbjerg, er død, 88 år. Bisættes 10. august 2024.

Rasmus Nielsen

En af den danske avisverdens store profiler og mangeårig leder og branche-repræsentant, journalist Nils Thostrup er død i en alder af 88 år.

Skønt født i København af en restauratør kom han ikke selv som ønsket i kokkelære - forældrene modsatte sig - men derimod i mesterlære på Svendborg Avis 1953. Det blev startskuddet til en fornem karriere i den hovedsageligt jyske avisverden.

Her står perioden 1966-92 på Jyllands-Posten i centrum: Nils Thostrup virkede som redaktionssekretær, redaktionschef, politisk redaktør, chefredaktør og direktør, og hans tid i Viby J. sluttede på toppen som ansvarshavende chefredaktør og adm. direktør 1990-92. 

Den meget organisationsinteresserede publicist var også medlem af styrelsen for Jyllands-Postens Fond og af bestyrelsen for JP Gruppen.

Men så er det efter de mange år, at der sker et kedeligt brud med Jyllands-Posten. Nils Thostrup flyttede længere vestpå til Esbjerg som ansvarshavende chefredaktør og adm. direktør for JydskeVestkysten/Kolding Folkeblad i perioden 1993-99.

Her endte karrieren som ansat avischef. Men ikke den publicistiske løbebane. Thostrup blev nemlig medlem af bestyrelsen for Århus Stiftstidende i årene 2000-08. Desuden var han bl.a. medlem af Konsistorium for SDU 1998-2000.

En særlig interesse for Kina bevirkede, at Thostrup var fast skribent ved tidsskriftet Danmark-Kina, ligesom han skrev flere bøger om det store land, hvis udvikling i de senere år dog skuffede ham dybt.

Indsats for branchen og faget
Et afsnit i en nekrolog om Nils Thostrup må helliges hans indsats for dansk publicisme.

Efter nogle år i bestyrelsen for Danske Dagblades Forening - der senere var med til at danne Danske Medier - blev Nils Thostrup formand for avisernes talerør i årene 1996-98. Men den faglige tillidspost gjorde det ikke alene: Han var også formand for Foreningens Forhandlingsorganisation, i bestyrelsen for den internationale avissamarbejdsorganisation IFRA 1990-92 og for World Association of Newspapers fra 1997.

Desuden var han mere bredt engageret i erhvervslivets vilkår som bestyrelsesmedlem i Dansk Arbejdsgiverforening 1996-98.

For indsatsen blev han dekoreret med Ridderkorset af Dannebrog,

Et smukt eftermæle, når det gælder indsats for sit fag, fuldendes af, at Nils Thostrup også brugte kræfter på den journalistiske uddannelse i Aarhus, der i samtiden var den eneste journalistuddannelse. Han var således medlem af Uddannelsesrådet og Optagelsesnævnet for Danmarks Journalisthøjskole 1990-92 og af højskolens bestyrelse fra 1996, ligesom han var kursusleder ved Den Journalistiske Efteruddannelse fra 1985 og beskikket censor ved Journalisthøjskolen.

Alt dette gjorde Nils Thostrup til "en af dansk presses mest velfunderede og viljefaste personer, verdens- og livsklog", som en anden navnkundig avismand, Erik Randel, udtrykte det i Berlingske ved Thostrups 80 år dag. 

Efter sin pensionering engagerede Nils Thostrup sig ivrigt i Bymidtesamarbejdet i Esbjerg, som han stod i spidsen for til 2012. Først da blev der for alvor tid til at dyrke interessen for golf. Hans efterladte datter husker ham også som passioneret familiefar, der også var farfar, morfar og endda oldefar.


Bisættelsen finder sted fra Hjerting Kirke lørdag 10. august 2024 kl. 13.30.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nils Thostrup

Fhv. chefredaktør & adm. direktør, Jyllands-Posten og JydskeVestkysten, forfatter
journalist (Svendborg Avis 1953)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024