Hvedebrødsdagene er slut for de nyvalgte EU-politikere. Nu venter de svære grønne spørgsmål

Omvendt kan den fortsatte afhængighed af Kina komme med en pris, der ikke kun truer vores økonomi, men også vores sikkerhed og indflydelse, hvis vi ikke formår at bryde deres monopol.

Vi kan ikke forvente at indhente Kina via markedskræfterne alene. Derfor ligger en del af løsningen i massive investeringer i infrastruktur og europæisk produktion, som kan sænke priserne over tid.

Men det kommer med en regning, der skal betales her og nu, og som både stater, virksomheder og forbrugere må finde en måde at dele.

Det andet spørgsmål er, hvordan EU skal finansiere den grønne omstilling inden for stramme budgetrammer?

EU-budgettet er stramt, behovet for fælles investeringer stiger, og den næste store budgetreform træder først i kraft i 2028. Indtil da skal Kommissionen finde måder at finansiere en sikker grøn omstilling uden at sprænge budgettet.

Selvom reformer af landbrugsstøtten og EU’s ETS-system er nødvendige for at nå klimamålene, vil de få mindre opmærksomhed i første omgang.

Marie Louise Gammelgård-Larsen

Von der Leyens vision om en opsparings- og investeringsunion fremstår som et luftkastel, hæmmet af manglende fremskridt i forhandlingerne om en reel kapitalmarkedsunion.

Det betyder, at mange grønne initiativer afhænger af kreativ omfordeling og effektiv udnyttelse af eksisterende midler. Derfor bør vi også være varsomme med at have for store forventninger til forslaget om en ny EU-konkurrencefond.

For at kunne levere de nødvendige investeringer er der behov for at fremme modeller, der kan mindske risikoen for de enkelte investorer og skabe bedre rammer for deling af profit og risiko på tværs af aktører og medlemslande.

Den Europæiske Investeringsbank og nationale eksportkreditagenturer forventes at kunne spille en øget rolle gennem lån og garantier, der kan tiltrække privat kapital til grønne projekter.

Det tredje spørgsmål: Hvordan EU vil styrke sin udvikling, skalering og integration af grønne teknologier?

EU halter efter USA i skalering og kommercialisering af nye teknologier, selvom vi er gode til forskning og udvikling. Fragmenterede innovations- og investeringsmiljøer betyder, at nye virksomheder ofte rykker til USA fremfor at etablere sig i Europa.

For at skabe bedre rammevilkår herhjemme skal tiltrækningen af internationale talenter lettes, komplicerede skatteregler forenkles, og unødige regulatoriske hindringer fjernes.

Nye teknologier kræver desuden efterspørgsel, som ofte må støttes af tilskud og politiske krav. Investeringer i CO2-fangst, grøn brint og e-methanol er kapitaltunge og indebærer høj risiko, især i de tidlige faser.

Uden efterspørgsel, infrastruktur og klare aftaler med industrien vil fabrikkerne, der skal producere teknologierne, simpelthen ikke blive bygget.

Det fjerde spørgsmål: Hvordan vil EU gå til det transatlantiske samarbejde – sammen eller hver for sig?  

Med skiftende global magtbalance og pres fra Kina og Rusland er det nødvendigt for EU at styrke båndene til USA. G7-diskussioner om værdibaserede kriterier for handel med kritiske grønne teknologier, som blandt andet Magrethe Vestager har gjort sig til talskvinde for, vil være et skridt mod en fælles front mod kinesisk dominans.

Mens Harris vil være interesseret i at samarbejde med et samlet EU, vil en Trump-administration formentlig søge en mere splittende og transaktionel tilgang.

Marie Louise Gammelgård-Larsen

Men hvordan skal EU navigere i det transatlantiske forhold, når USA's politiske landskab kan ændre sig drastisk? Vil Europa kunne forblive samlet i sin tilgang, eller vil interne forskelle mellem medlemslandene skabe sprækker i samarbejdet?

Mens Harris vil være interesseret i at samarbejde med et samlet EU, vil en Trump-administration formentlig søge en mere splittende og transaktionel tilgang, der vil gå via hovedstæderne fremfor via Bruxelles.

EU’s ledere vil komme på en stor opgave med at finde den helt rette balance og tilgang til sine handelspartnere i en stadig mere fragmenteret global orden.

Det sidste og femte spørgsmål er, hvordan skal EU tackle den grønne omstilling i en sektor, der stritter imod

Landbruget står for en stor del af Europas udledninger, men modstanden mod reformer er stærk, især fra landbrugslobbyer og regioner afhængige af traditionelle metoder.

De forestående forhandlinger om EU’s fælles landbrugspolitik vil blive afgørende for at sikre, at landbruget bliver en del af løsningen og ikke en hæmsko i bestræbelserne på at nå det nye EU klimamål om 90 procent CO2-reduktion i 2040.

Et andet centralt emne er integrationen af landbrug og fødevareproduktion i EU’s ETS-system samt hvilken rolle "negative udledninger" – herunder både naturbaserede løsninger som kulstofbinding via braklægning eller skovrejsning, og teknologiske løsninger for CO2-fangst og -lagring – skal spille i fremtidens ETS.

Den kommende tid vil vise, om EU tør tage de historiske beslutninger, der skal til, eller om de store ambitioner drukner i status quo. Hvert kompromis risikerer ikke kun at svække den grønne omstilling, men også vores strategiske autonomi.

Det handler ikke om at vælge mellem vækst, bæredygtighed og sikkerhed, men om at sikre, at vi ikke mister det hele.