Ekspertudvalg udskyder slutrapport om kollektiv trafik

Ekspertudvalget for kollektiv mobilitet har set sig nødsaget til at afvige fra sin tidsplan, efter at en sideløbende kommission har anbefalet at tage den kollektive trafik fra regionerne. Det betyder, at den endelige afrapportering bliver udskudt til foråret, oplyser udvalgets formand. 

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Folketingets politikere skal vente længere end forventet på anbefalingerne fra det regeringsnedsatte ekspertudvalg for kollektiv mobilitet.

Den endelige afrapportering fra udvalget kommer nemlig først til at ske til foråret og ikke i slutningen af 2024, som det ellers var planlagt. 

Det oplyser udvalgets formand, Helga Theil Thomsen, torsdag i forbindelse med en høring om kollektiv trafik på Christiansborg. 

”Vi har foreslået ministeren, at vi sætter arbejdet med takster og økonomi lidt på vågeblus og i stedet går i gang med at se på organiseringen nu. Det betyder, at vi kommer med de endelige anbefalinger lidt senere,” siger hun til Altinget.

Årsagen til forsinkelsen er, at ekspertudvalget har ønsket at rykke sit arbejde med organiseringen af den kollektive trafik frem, efter at Sundhedsstrukturkommissionen har anbefalet at tage den kollektive trafik fra regionerne.

Sundhedsstrukturkommissionen lagde tidligt på sommeren flere modeller frem for en ny organisering af det danske sundhedsvæsen. Modellerne er vidt forskellige, men har det til fælles, at den kollektive trafik ikke længere skal være en regional opgave at løse.

”Vi ved ikke, hvordan den politiske udmelding omkring sundhedsstrukturkommissionen bliver. Men vi ved, at sundhedsstrukturkommissionen ikke har peget på modeller, hvor den kollektive trafik fortsat ligger hos regionerne,” siger Helga Theil Thomsen.

Derfor er det relevant at komme med anbefalingerne til organiseringen af den kollektive trafik tidligere end planlagt, lyder det fra udvalgsformanden. 

”Vi tænker, at det giver en bedring mulighed for at komme med modeller omkring organiseringen på et relevant tidspunkt,” siger hun.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024